Susling om rollemodeller

Jeg ved ikke lige, hvordan det er kommet sig, men det ser ud som om mit nye indianernavn er: "Hende der beroliger andre og svæver over vandene". I hvertfald render jeg p.t. rundt og snakker med alle mulige bekymrede. "Det skal nok gå", siger jeg. Eller:"Hvis nu jeg lige sørger for ditten, datten, så har du en bekymring mindre." Eller: "Tag det med ro, vi tager bekymringen, når den kommer."

Faktisk huer det mig ikke helt, at være sådan en overskudsting. Men jeg er bange for, at det er en af de få modeler, man kan vælge som kvinde, når man har nået midalderen. Sådan lidt yogi-agtig: "Skidt, pyt. Universet vil os det godt og nu bager jeg nogle brød og så skal du se; det hele går nok." (Ydrg.)

Men ret beset er de andre alternativer vel også temmelig anstrengende. F.eks.:"Hende, der er bitter og indebrændt og synes, at livet ikke har givet hende, det hun fortjener." Eller:"Hende, der ikke har opdaget, at hun ikke længere er så ung og derfor krampagtigt holder fast i det, der var engang." Eller:"Hende, der har affundet sig med tingenes tilstand og er glad for de små ting i livet."

Egentlig synes jeg, at livet bliver en anelse snævert, når man når skælsår og alder. Der er ikke det store udbud af roller på hylden længere. Lidt lissom de muligheder piger har for at klæde sig ud til fastelavn. Hvis nu man er en lille pige, der gerne vil være en superhelt. Hvad har man så reelt af muligheder? Man kunne selvfølgelig godt være Spiderman eller Batman eller en ninja, men det er jo som udgangspunkt mandlige superhelte. Hvor mange rigtigt seje kvindelige superhelte findes der? Pippi - det var en. Catwoman - det var to, men hun er jo egentlig en superskurk. Så er der Modesty Blaise - men hvem kender hende længere. Det samme gælder Wonderwoman og Superwoman. Ikke særligt kendte.

En lille pige kunne selvfølgelig godt klæde sig ud som en af de kvindelige sørøvere, vi trods alt har haft. Blodrøde Jenny, f.eks. Den model valgte min datter en gang. Men ellers...

Personligt kunne jeg nu godt se mig selv som sørøverkaptajn. (Altså i gamle dage. I dag ville man jo skulle være somalier og helt sikkert en mand.) Som barn ville jeg også være canadisk skovhugger og en overgang nonne (Jeg synes den hellige Birgitta af Vadstena var cool.)
Men det kunne/kan jeg ikke, hverken den gang eller nu.

Der er nu heller ikke de store muligheder, når man er yngre:
Der er småbørnsmor, travl og med stresset karriere, men jeg tror stadig på det-konstellationen med alternativet Kinder, Kirche, Küche-hausfrau-og jeg keder mig-kombien. Så er der: "Hende, der kun lever for sin karriere og fravælger børn, men føler et indre savn " og sidste men ikke mindst:"Hende, der lever af sin mand og nyder det, men egentlig gerne vil lave noget andet og mere end at være velplejet baglandskvinde, så vi laver lige lidt design".

Ai, jeg ved godt, at det er lidt noget fis og meget snævert sat op. Men prøv engang selv at lave tankeeksperimentet: Hvor mange rollemodeller har vi egentlig som kvinder? Hvor mange mulige mentale veje kan man tage, når man har levet halvdelen af sit liv og har erkendt, at "This is as good as it gets."?

Og nu har ungerne igen spist alt brødet #&&(/))&%¤¤%&#¤%#%#!

Suslings siger: Party on!

Da jeg var ung havde jeg en Jørgen Riel-periode. Jeg slugte alt, hvad han havde skrevet. Jeg er desværre speedlæser og derfor er jeg hamrende dårlig til at citere og gengive handlingsforløb. Men jeg kan huske titler og der er især en titel af Jørgen Riel, der har bidt sig fast:

"Det første af altings fest "

Jeg synes, at det er en helt igennem genial sætning/titel, som vel omfortolket betyder: En fest for alting. Det er afgjort sådan en af den slags sætninger, der popper ind i mit hovede og som jeg så går rundt og siger til mig selv, mens jeg hænger en kæde af associationer på. Nærmest en indre ordleg, hvor jeg maler billeder med bogstaver.

Netop "Det første af altings fest" har været ugens sætning. (Måske skyldes det, det gryende forår?). Så kom og vær med på min lille leg. For der er egentlig en masse at feste for, hvis man er åben for det.

F.eks.

Jeg har nogle meget renlige unger. De bader regelmæssigt, skifter sengetøj, undertøj og hverdagstøj. (At jeg så er ved at blive kvalt i vasketøj, er vel egentlig bare at sammenligne med tømmermænd efter festen.)

Ungerne har en god appetit. Spiseforstyrrelser er absolut ikke noget vi døjer med. (At jeg som som en anden solsortemor slæber mig en pukkel til i mælk, mel, gær osv. er vel min egen skyld. Jeg kan bare lade være med at ha' den fikse idé, at jeg nægter at spise købebrød. Og man kan jo også sige, at jeg er klar med min gærbeholdning, hvis/når vi får storstrejke.)

Sidst i marts måned kan jeg fejre 26 års samlevedag med min mand. (At han så snorker og falder i søvn på sofaen. Hei, det gør jeg da også og vi gør det sammen. Så ingen klager herfra.)

Vi har rundet et månedsskifte uden, at min mand har fået en fyreseddel. Det er da en fest værd i krisetider. (At jeg så endnu ikke har fundet det helt rigtige for mig selv. Lad det ligge. Kommer nok.)

Det drypper og smelter og så er det på tide, jeg tager en runde i min storbyhave, for at se, hvad der er på vej op. Jeg går især efter ramsløg og brændnældeskud. (At den forsvindende sne så også afdækker hundelorte, tomme dåser og andet snavs. Lad det ligge.)

Jamen, hvad kan man sige? Andet end: Det første af altings fest!

Fester I også?

Susling siger: Og så får man spontanlyst til at lave stressyoga midt på stuegulvet

I virkeligheden burde jeg bare poste et billede af en ostemad eller mine lettere bedagede tulipaner. Noget man kan hvile sine øjne på i en smeltende grå verden. Noget jeg kan hvile mine øjne på.

Dagen igår startede ellers totalt i vater og zen. Op og spontanhusmore med alt fixet i løbet af nul komma fem og så en times energigivende yoga i det lokale finesscenter.

Hjemme igen ringer jeg til den veninde, der skulle have været med til yoga, men udeblev. Viser sig, at hun er ved at gå helt ned med stress/depression. Hvilken af diagnoserne det er, er jeg ikke helt klar på. Men det hænger vel sammen et sted. Hendes stress er på bare få dage blevet så massiv, at hun næsten ikke kan høre, hvad jeg siger eller tage det ind. Hun er helt apatisk i stemmen og maler alle de ting, der er ved at vokse hende over hovedet op i store maleriske billeder. Hun takker pænt nej til mit tilbud om, at tage en tur i fitnesscenteret med mig. Hun har ellers været meget glad for det, men siger, at nu ville hun bare føle det som et ekstra stressmoment. Jeg mener nu, at den time hun brugte på sin krop og på at blæse hjernen lidt ren, ville være livgivende. Men, hvad, man kan ikke trække en hest til truget, hvis den ikke er tørstig.

En time efter står Den Skønne i døren. Hun, hendes mor og hendes lillesøster er blevet smidt ud hjemmefra, så om hun må bo lidt her hos os? Jamen, selvfølgelig. En mund mere fylder ikke meget. Især ikke en slank 15-årigs og DJ Brockhouse er bare glad for at have sin "sengekammerat" hos sig.

En halv time efter ringer det på døren. Det er min nabo, der lettere desperat spørger, om hun må låne en rulle toiletpapir. Selvfølgelig. Femten minutter senere ringer hun på igen og spørger om jeg lige gider tage to af hendes tre børn. Den tredje skal akut til lægen. Jamen, selvfølgelig. Små børn er jo skægge. En halv time efter kommer den tredje så også ind hos mig og så splitter de ellers lejligheden til atomer.

Min gamle moster har ikke været uden for en dør siden midt i december, fordi der er et eller andet galt med hendes fødder, og hun skal jo også plejes. Så jeg spontancykler lige forbi hende, for at sikre mig, at alt er ok. For selvfølgelig skal man det.

Skumfidusen dukker op sent om eftermiddagen og er sur og ked, fordi hendes ekskæreste har kysset med en af hendes veninder. At hun er sur over det forstår jeg så ikke. De er jo ikke kærester mere. Men hun smælder bare i hovedet på mig, at det forstår sådan en gammel en som mig ikke. I dag har de nogle helt andre holdninger til den slags, end da jeg var ung. Øh?! Tja, jo, måske. Hvad ved jeg?! Men resten af aftenen skal man så håndtere et råddent, skældende og smældende æg.

Min mand kommer hjem som den sidste og er bekymret. Finanskrisen er ved at spise sig ind på hans arbejdsplads. Nå, men ja og jo. Så skal vi også lige forholde os til det.

Ungerne har spist alt brødet og nægter samfulde tre, at spise aftenens menu. Og da jeg endelig synker lidt ned i stolen og tjekker min mail, så ligger der tre af dem fra "de frivillige" om jeg ikke lige kan dytten, datten, dutten.

Og så var det, at jeg mest af alt havde lyst til at lægge mig ned på stuegulvet i en eller anden avanceret yogastilling med et skilt på min ene fod, hvor det stod: Midlertidigt indisponibel!

Susling om at hvile i sig selv

Den gang jeg var 10 år yngre (og tyve kilo lettere) var jeg afhængig af yoga. Det var min helle i en travl hverdag med to små børn og en karriere som tekstforfatter på et reklamebureau. Jeg havde ikke rengøringshjælp og jeg klarede det meste selv. Sideløbende med at jeg lavede kampagner, nyhedsbreve, tv-spots osv., hentede og bragte jeg unger, badede dem og klippede deres negle, vaskede tøj og læste godnathistorier. Lavede mad og købte ind, støvsugede, vaskede gulve, ordnede badeværelse, ryddede op (sammen med min mand, selvfølgelig. Vi deltes og deler. Men han har/havde en lige så krævende karriere). Det var bare sådan det var og det var ok.

I dag lå jeg så til yoga og begyndte at føle samme afhængighed snige sig ind. Jeg må og skal til yoga uanset, hvordan mit liv arter sig fremover. Jeg kommer nok aldrig igen til at have det så travlt, som jeg havde, da ungerne var små. Teenagere klarer de fleste ting selv - så'n i store træk - og om nogle få år, så flytter de hjemmefra. Arbejdsmæssigt havner jeg til gengæld næsten 100% sikkert i noget, der var/er lige så krævende. Men denne gang slipper jeg ikke de erkendelser, jeg har gjort mig:

Man skal finde sit helle og man skal hvile i det. Så får man overskud til så meget andet også.

Susling om spin, wiskeysjusser og evnen til at slukke på knappen

Nu skulle man tro, at jeg er gået hen og blevet sådan en navlepillende frøkapsel, der kun går op i mig selv og mit og slet ikke ser alt det, der foregår i den store verden. Er jeg selvfølgelig ikke, men jeg indrømmer blankt, at jeg i visse perioder vælger at deponere min hellige forargelse et vist sted, fordi man sgu kører træt i overklasseforbrydere, b-celebs og Danmarkshistoriens største ministerrokade (say what! Er alle da blevet historieløse?).

Snedronningen f.eks. Jeg klarede sådan ca. 3 min. af interviewet, så hvæsede jeg forarget til Anders, at det mikrofonholderi gad jeg ikke at være vidne til. Jeg kunne lige se optakten til det hele for mig. Reimer B., der bestemt også er en del af upper class-wiskey-bæltet, sidder og ser på Rigmor, der lige er poppet forbi hjemme hos ham, hen over wiskeysjussen med de klirrende isterninger og siger så, mens han ser hende dybt i øjnene:

"Rigmor-pigen, den klarer vi sgu. Du møder bare op hos mig i studiet og så giver vi dig 10 min. taletid, hvor du kan forklare, hvor uretfærdigt, du er blevet behandlet."

Journalister har det gennemgående med at mene, at de er verdensklasses kommunikationsrådgivere. De har jo siddet på en redaktion, så kom ikke her du. Mange af dem er så også blevet lidt verdensfjerne, fordi de bor de samme steder som upper class, kommer på de samme restauranter og så holder de stort set alle sammen ferie på Skagen om sommeren. Så Reimer B. ved faktisk ikke bedre. I hans og Rigmor-pigens verden er det sådan, man gør. Man siger noget værre løgn, benægter resten og beholder den stive overlæbe imens, uanset hvad.

Var det mig, der skulle have kriserådgivet lige i det tilfælde, ville jeg nok have sagt: "Rigmor-pigen. Nu tager du bare din dom og så holder du ganske stille og roligt kæft. Om få måneder er der ingen, der kan huske det her. Når de måneder er gået, arbejder du langsomt og diskret med at trække i nogle tråde i kulissen. Farmand skal nok hjælpe dig. Og inden du ser dig om, så er du inviteret med til de royale baller igen."

Men nej, hun skulle absolut udstille sig som præcis den overklassepartygirl med sne på næsen, som hun sikkert altid har været.

Og så var det, jeg slukkede på slukknappen på min fjernbetjening! Der er fandjensme grænser for, hvor stor en idiot jeg vil regnes for at være. Bare fordi man er medlem af folket.

Susling om frivillighed og stress

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil lave noget frivilligt arbejde for en velgørende organisation i en periode. De glæder sig meget til, jeg starter hos dem og har meldt ud i bestyrelsen, at nu får de en person ind, der kan opgradere deres kommunikation. Og det er jo altsammen meget godt. Det er rart at føle sig værdsat og at der er nogen, der synes, at jeg er dybt professionel.

Det jeg så ikke kan forstå, det er det stressanfald, jeg blev ramt af i sidste uge. Det syrnede og boblede rundt i min krop og mit hovede blev helt rundforvirret. Alt inde i mig skreg:"Nej, nej, nej. Jeg vil ikke. Jeg hader mit fag. Jeg vil noget helt andet og nyt og frisk."

Ikke særligt betryggende, at læsset kan vælte næsten uden grund! Faktisk bekymrende. Men jeg tror det er sådan, som jeg også tidligere har skrevet om, at har man en gang oplevet denne helt igennem modbydelige og destruktive følelse af at synke ind i et kontroltab, så skal der ikke så meget til, før den dukker op igen. Helt uden grund og bare fordi, der pludselig bliver byttet om på nogle kort.

Nu kender jeg så efterhånden redskaberne til at styre mig ud af denne følelse igen. Og de er faktisk meget basale:

1. Sige til mig selv, at det jeg føler er reelt - og legalt. Det gør mig ikke mindre værd
2. Sige til mig selv, at ting til tider tager tid - og at jeg har den tid. Jeg giver mig selv den tid
   
3. Sige til mig selv, at jeg ikke behøver at klare alt - hele tiden
4. Sige til mig selv, at jeg ikke kan stille alle tilfreds
5. Sige til mig selv, at jeg skal tage en dyb indånding og lade ting komme til mig
6. Sige til mig selv, at jeg hverken kan eller skal være på forkant med alt
7. Sige til mig selv, at der ikke er grund til at bekymre sig, før der er grund til bekymring
8. Sige til mig selv, at jeg er på vej ind i en ny verden, hvor jeg godt kan melde rent ud og ikke hele tiden behøver at bekymre mig for uforudsigelige og ikke altid logiske cheftiltag og hemmelig overvågning af min omsætningsgrad
9. Sige til mig selv, at det jeg siger og ser har vægt. Der bliver hørt på mig
   
10. Sige til mig selv, at jeg faktisk kan være med til at gøre en forskel

Og så er det jo altsammen bare på frivillig basis og fordelen er, at jeg lægger nye brancer ind i mit kompetencekatalog.

Susling om overspringshandlinger og fitness

Jeg må indrømme, at jeg synes, at alt det her fitness-hejs, jeg har kastet mig ud i, er ganske glimrende overspringshandlinger. Vi ved jo godt, at man som ledig skal sidde klar ved tastaturet fra kl. 9.00 dut dagligt og betragte sig selv som professionel jobsøger ansat af staten. Men det kan jeg jo ikke, når jeg både skal gå til poweryoga og pilates og oveni lige krydre lidt med en dag eller to ved maskinerne. Jeg ved godt, at det er en lille bitte smule, at stæse væk fra realiteterne og jeg skal også have skaffet mig det her job. Man kan bare ikke tænke på det 24-7. Det bliver man altså underlig af.

Min oprindelige undskyldning for mit nye fitnessliv var, at jeg jo ikke kunne gå til jobsamtaler og være fed. Gammel og fed og med begyndende rynker. Hvem fanden vil ansætte sådan en, når man kan få sig en saftspændt pige i 30'erne?

Det var ihvertfald undskyldningen for at troppe op i fitnesshallerne i starten. Nu efter 2 mdr.s fitnessificering, så handler mine nye overspringshandlinger om noget helt andet. Det har nemlig konsekvenser, det skidt:

1. Jeg, der hader alt, hvad der ligner sport og helst ikke vil anstrenge mig mere end allerhøjst nødvendigt, er nærmest blevet afhængig af fitness. Jeg SKAL simpelthen lave et eller andet min. 3 gange om ugen, ellers bliver jeg utidig. Det kan så godt være, at jeg i en poweryogatime kaster et hemmeligt blik på uret og tænker: "Hvornår stopper det her helvede?" Men bagefter. Bagefter er det som at gå på vat og roser.
   
2. Jeg er begyndt at interessere mig for fitness-outfits. Seriøst. Ser jeg bare snerten af en sweatsshirt eller et par lækre tights, så tænker jeg:"Hm...gad vide om det ikke lige var mig?" Jeg abonnerer også på Iform! Costume, Eurowoman og næste sæsons skomode lader mig til gengæld helt kold. So yesterday
3. Min mand tog mig om livet forleden dag, fordi han ville give mig et kram og pludselig udbryder han:"Hvor er dine lovehandles?" "Ja, hvor er de?," svarer jeg undrende og mærker på mig selv. Min første tanke er, at jeg må være blevet ramt af en alvorlig sygdom. For sådan en gang bette pilates og lidt riven i jern kan da ikke være årsagen alene. Men det er det så åbenbart.
4. Jeg tager tilløb til et rygestop. Man kan ikke både være sportssmækker og ryger!
   

Det korte af det lange er, at jeg stadig er gammel, med begyndende rynker, men til gengæld lidt mindre fed og lidt mere glad. Jeg håber vores kære beskæftigelsesminister tilgiver mig mine overspring?!

Susling om sneengle og tid

Jag havde da helt glemt, hvordan det er at gå rundt med en lille varm hånd i sin og føre lange samtaler med én, der lyder som en blanding af Anna og Lotte, og Andrea.

"Suslinga (hun har lavet sit eget navn til mig). Skal vi ikke se, hvem der kan samle flest sten?"

"Suslinga! Vi laver et bål. Jeg samler grenene og du bærer dem hen på bordet."

På et tidspunkt gik vi rundt og så på skorstene. Der er mange spændende her på Christianshavn. Normalt har man jo hverken tid eller øje for den slags. Jeg sagde til hende: "Det kunne være rart, hvis vi også havde en skorsten. Så kunne vi have en brændeovn."

"Altså Suslinga, jeg har en skorsten." (Hun bor i samme opgang og på samme etage som mig).
"Arh...det mener jeg da ikke. Vi bor jo i samme hus."
"Jo, det har jeg! Den er bare meget, meget lille." (Den gik jeg så ind på. Ingen grund til at være rethaverisk, vel.)

Det jeg synes er så forrygende med mindre børn- og som jeg helt havde glemt, fordi mine er blevet så store - det er den måde tid pludselig forstørres/forlænges, hvis man går ind på deres præmisser, vel at mærke. Og så er det, det her med at opleve verden gennem deres øjne og når man gør det, så er frosne jordknolde, istapper, visne grene og skorstene bare noget af det mest spændende.

Vi fik også lavet nogle meget, meget blege, næsten usynlige sneengle. Sneen var alt for frossen. Men det synes hun var godt nok. Man kunne jo se en masse streger.

Suslings hovede dunker

Kors, der er en del mænd i huset lige nu...tømmermænd. Så massivt, at jeg bare ikke ku' slæbe mig over til pilates her til formiddag. Var sikker på, at jeg ville kaste op midt i en maveøvelse. Det kan jeg jo ikke byde nogen, vel?! Heldigvis for mig og min manglende stålsathed, så melder min elskede, at min ynglingshadekvinde (jep, vi er også provinsielle på Christianshavn) lå og snoede sig på fitness-gulvet sammen med ham og de andre, og at det var godt jeg ikke var med. For så ville jeg have spruttet af had og aggression, mens jeg lå der og holdt på den lille prut. (Til orientering: Hun er den mest selvfede madam, der styrede mødregruppen anno dazumal med hård hånd og solede sig i alles beundrende blikke, fordi hun var mor til to og de andre bare var et-barns-ny-usikre og var så forhippet på at holde sin lille tilstræbte position, at hun begyndte at intrigere, da jeg dukkede op og meldte pas på hendes regime og prøvede at gøre oprør - og forøvrigt også var mor-til-to-sikker. (Kan mødregrupper bare være klamme eller hvad?!))

Nå, men mens jeg prøver at holde kroppen i vater og ikke stikke hovedet i lokummet, så kommer jeg i tanker om, at jeg har lovet naboens lille datter, at vi skal ned og lave engle i sneen. Må heller tage mig sammen. Man holder, hvad man lover og man skuffer ikke et barn. Så jeg bliver nok nødt til at kravle i noget udetøj. Suk!

PS. Vi havde rigtig gode gamle venner på besøg og det var ssssåååå dejligt. Som noget nyt er vi begyndt at spise indisk. Igår fik vi ris pillau (ris med krydderier og ærter), lam i tomat og peberfrugter, grønsags batjii (tomater, squash, kartofler, løg og noget mere jeg ikke kan huske), en linseret (røde linser og smør og krydderier og mere jeg ikke kan huske lige nu), raita (med agurk) (moi!), naan (som jeg bager selv) og hjemmelavet mango chutney (også moi!). Til dessert lassi med rosenvand og mango og melonsalat med ingefærsirup og valnødder. Og så en masse drikkelse (av): hvidvin, champagne, dry martinis, hvid te...og på et tidspunkt holdt jeg op med at tælle...(av).

PPS. Poster gerne opskrifter, når jeg er lidt mere klar.

Susling i spørgehjørnet I

Nogle gange så går jeg rundt og undrer mig dybt over en masse småting, der farer forbi mit sind eller mine øjne på en helt almindelig dag. Mange af tingene er ikke store nok til en længere filosofisk udredning. De er bare så'n: M'kay? Hvad skete der lige der?

F.eks.
Jeg cykler afsted efter yoga. Bag mig cykler en af de her typer, der har klistret en mobil til øret. (Jeg tror faktisk også den sidder der, når de sover, hvilket vel tilføjer en ny dimension til begrebet at tale i søvne). Jeg cykler derudaf med hendes kværnen i nakken. Pludselig kommer der en meget stor flok udenlandske mænd gående i mod os. På cykelstien. De flytter sig ikke, men prøver tværtimod at stoppe mig i et kikset lægge-an-på-alle-piger-forsøg. Nu er jeg jo ikke københavner-chick for ingen ting (og jeg havde spottet, at de var udlændinge), så jeg råber bare på bedste rejekonemanér: "I'm fucking not in the mood for this!", mens jeg pløjer mig igennem casanovaerne med bister mine.
De laver selvfølgelig samme stunt med hende bag mig og hun begynder at råbe og hvine hysterisk på dansk. Jeg cykler videre og pludselig hører jeg hende bag mig igen. Hun har nu genoptaget sin mobilkværnen og jeg kan høre, hvordan hun skælder og smælder løs over den lille episode til den hun har ringet op. Det er så en af de ting, hvor jeg må sige: "Huh?" Hvorfor hidser hun sig sådan op? Og hvorfor har hun sådan et mega kommunikationsbehov?

Jeg har en anden en:
Vores kære Folke Pia har fået en mordtrussel. Det har Per Clausen fra Enhedslisten også. Og så vidt jeg kan forstå er det almindeligt, at folketingspolitikere modtager mordtrusler (der med ikke sagt, at det er ok.) Men: Hvorfor flyder samtlige sendeflader over med Folke Pias mordtrussel og ikke Per Clausens? Er det fordi, det er farligere at blive truet af en somalier end af en ny-nazist? "Huh"?

Og den sidste:
Min søn og hans smukke kæreste kom i går ud fra hans værelse. Begge med rottehaler og sminke, som de havde lavet på hinanden. Hvad har vi lige gang i der? Noget seriøs bonding?

Susling goes yogi

Da jeg stod sådan med foroverbøjet krop og det ene ben viklet ind over det andet, mens jeg kun støttede med en hånd (eller noget i den stil), så begyndte hele min krop at sitre og jeg er også hundrede på, at jeg var krebserød i hovedet. Goddammit, det er lang tid siden, jeg sidst har været til yoga! I min blævrende hjerne begyndte jeg langsomt at regne tilbage, mens vi alle gik i en stilling, jeg svagt husker hed noget med Ploven eller noget. 10 stod der pludselig med store røde digitaltegn inden i mit hovede.

Jeg har ikke gået til yoga i 10 - TI- år! Den gang var jeg faktisk ret god til det og var nået op på mellemniveau. Men et eller andet smuttede (noget med stress å´sån). Heldigvis sad en hel del af det på rygmarven, da jeg i dag kastede mig rundt til poweryoga (det skal jo heller ikke være for nemt, vel!). Til gengæld sidder der også 15 - femten - kilo mere end den gang. Så helt elegant var jeg ikke, da jeg stod der og prøvede at ignorere, at jeg var blevet tung i røven og ikke kunne balancere på en fod på hug med resten af kroppen viklet sammen i en knude. Mig som uden problemer kunne lave Klovnen, Krigeren og næsten Hovedstand.

Nå, men som jeg siger til mig selv, når jeg ligger og holder på den lille prut i neutral lændestilling, mens jeg hiver overkroppen op ved hjælp af mavemusklerne (pilates) eller laver det hvæsende oceanåndedræt i en umulig stilling, hvor jeg tror mit ene ben er tæt på at falde af (yoga). Så må man jo starte et sted. Og en ting er sikkert: Bevægelse skaber god energi!

Namasté!

Susling om vinterferier og kærlighed

Vinterferier er farlige, man kan både fare vild og blive dræbt. F.eks. sad vi lørdag morgen og hang over morgenmaden og hørte så nyheden om, at en bus med danskere var kørt galt i Tyskland. Jeg fik et kæmpesug i maven og vi så lidt bekymrede på hinanden. Aftenen før havde vi nemlig sendt Skumfidusen afsted til Prag i en bus.

"Det er jo det man frygter allermest," sagde Anders. "Ja,"svarede jeg. For selv om man som regel går ud fra, at alt er godt, så lurer bekymringen altid et sted, når man sender sine unger ud i verden.

En time senere tikkede der en sms ind. "Har hørt om busulykke, ville bare fortælle, at jeg er kommet frem og at alt er i orden". Jeg er superglad for, at jeg har så betænksom en datter. Nu skal vi så bare lige ha' hende hjem igen.

Til gengæld er DJ Brockhouse vendt hjem og ligger nu og snuer sammen med Den Skønne. De har været i Århus, hvor han skulle præsenteres for hendes far. Holy shit. Den slags er store sager og han har vist været lidt bekymret på den sammenbidte mandemåde. Han er så vidt jeg ved også den første, der sådan bliver præsenteret officielt og ansigt til ansigt. Man må derfor gå ud fra, at det er en stor og alvorlig kærlighed, de to har fået sig. (De passer nu også forrygende sammen. I går kunne jeg høre, at de sad og hyggenynnede sammen, mens de passede hver deres. Han er også ved at lære hende at spille spil på X-boxen. Og de laver lektier sammen. Større kan det vel ikke blive og jeg kan vist med sindsro overlade ham til hende. Så kan hun tage sig af alle hans små bekymringer, når hun er her. F.eks. har han klaget en uge over en t-shirt, der var blevet væk. Jeg gad ikke at rode hans værelse igennem. Men det første hun gjorde var at se hans skab igennem og finde t-shirten. Hurra! Jeg synes nu stadig, at han selv burde ha' gjort det.)

Nå, men så vidt jeg kunne forstå på hans kæreste, så var han både blevet godkendt og accepteret af faren. Han skulle vist ovenikøbet rigtig godt kunne li' ham. Det er jeg også glad for - at jeg har en søn, andre godt kan lide. Det ville nemlig komplicere sagen lidt, hvis nu faren havde syntes, at min søn var en døgenigt. Det kan jeg så til gengæld godt gøre en gang i mellem. Men det må jeg godt, for jeg er hans mor.

Susling om at tage sig tid til sig selv

Man skulle jo tro, at når man er ledig, så har man oceaner af tid til sig selv. Sådan synes jeg faktisk ikke rigtig det er. Jo, tid har jeg, men jeg oplever det ikke som rigtig kvalitetstid, hvor jeg slapper af og fordyber mig. Der er hele tiden en lille dirrende undertone af stress og af burde, skulle, kunne. F.eks. burde jeg lige nu arbejde på mit oplæg, skrive to jobansøgninger, skabe kontakter, så jeg kan komme videre inden for en organisation, vaske gulv, bage et brød, sætte en maskine tøj over og egentlig burde jeg også have startet dagen med en omgang fitness i det lokale fitness-center.

Der er selvfølgelig de dage, hvor jeg får alt den slags fra hånden og bare drønner derudaf, mens jeg krydser løs på min to do liste. Men så er der altså de dage, hvor alt bliver til en sammensurium af prioritet 1 ting. Og når alt pludselig bliver prioritet 1, så ved jeg hverken, hvor jeg skal starte eller slutte og dimser derfor ufokuseret rundt med det ene og det andet uden rigtig at få taget fat.

Den tilstand er klart en stresstilstand. Jeg kender den jo så godt. Den er vel nærmest blevet min tro følgesvend. I hvertfald har den været med mig on and off siden 2001, hvor jeg første gang befandt mig i et sydende helvede af arbejdsrelateret stress. Oveni det havde jeg to små børn og en mor, der lagde sig ned og døde. Det var i den periode jeg holdt op med at gå til yoga og meditation (hvilket jo klart er stresshæmmende), læse bøger, gå til koncerter som jeg plejede, gå på udstillinger osv. osv. Jeg kunne ganske enkelt ikke rumme det. Og det er jo absolut forfærdeligt. For det bider jo sig selv i halen, når man ikke giver sig tid til at lade op. Når man ikke har rum til egentid.

Den gang fik jeg arbejdet (øh...egentlig dumt ord) mig ud af tilstanden og kom om på den anden side igen. Men det jeg så også må konstatere, det er, at har man en gang været ramt af stress, så er man mere tilbøjelig til at udvikle det igen i visse situationer. Næsten lige som en allergi, der når først man har udviklet den forstærkes. Nøjagtig som jeg ved, at pollensæsonen er gået i gang, når mine øjne og næse begynder at løbe, så kender jeg også de sydende, sitrende tegn på stress.

Suslings lament

Puh, i dag føler jeg mig sågu arbejdsløs. Som i: hvad nu?. Som i:kommer jeg nogen sinde i gang igen? Som i: hvor fanden har jeg smidt nøglen til fremtiden hen?

Det er ellers ikke noget jeg gør så tit. Sådan føler mig sat udenfor. Eller ikke ved, hvad jeg skal bruge mine dage og mit liv til. Men lige nu rammer det mig med fuld styrke. Hvad skal der egentlig blive af mig? Hvornår stopper denne limbotilværelse?

Men det er jo noget med de her markedskræfter. Jeg har åbenbart ikke været god nok på det sidste til at forklare min reason why. Det er nemlig slet ikke nemt, at beskrive sin berettigelse i markedet, når man et eller andet sted selv tvivler. Eller har set så meget, at man næsten ikke kan bære mere af samme slags. Og typisk mig, så går jeg i gang med at lave et brancheskift midt i en krisetid. Det skal ikke kun være svært. Det skal være rigtig svært.

Nå, hvad, nu vil jeg benytte mig af min titel som arbejdsløs og skride til pilates. Nogle fordele er der jo trods alt som ledig. Og så er der jo også mit strategioplæg.

Susling om reason why

Jeg er næsten født og opvokset i konsulentbranchen. Oprindelig slog jeg mine folder i reklamebranchen som helt ung og da jeg siden flyttede videre rundt til andre beslægtede brancher, tog jeg hele den konsulentede tilgang med mig: Der skal være en reason why. Som i: "Forklar mig, hvorfor jeg/kunderne skal acceptere dit produkt, dit statement, din mission osv".

Nogle af mine kunder har hadet mig for spørgsmålet. "Hvad er din berettigelse i markedet?" Men de er mest blevet irriteret, fordi de ikke har kunne svare og deres forretningsplaner ikke er blevet revideret i årevis. En gang var der faktisk en, der med forargelse i stemmen sagde (mens han lænede sig selvbevidst tilbage i sin direktørstol):"Jeg opererer på et transparant marked." I mit indre knækkede jeg sammen af grin, for det er der ingen, der gør. Vi er alle underlagt konkurrence og der er altid nogen, der gør det bedre end os selv. Vi er ikke unikke. (Den mand er iøvrigt gået konkurs i dag.)

Den samme holdning gælder faktisk også mange af dem, der lige nu bliver fyret eller sendt hjem/selv går hjem med stress, fordi krisen virkelig spidser til nu. Her gik de lige og troede, at de var på det transparante marked, hvor alle kunne se, hvem de var og hvad deres berettigelse var.

I min bog kan de ikke gøre for, at de tænker sådan. De er børn af de gode tider med arbejdskraftmangel og boligboblen. Og i opgangstider har vi alle en plads, ikke sandt?!
Men med den tankegang, så stikker man sig selv blår i øjnene ikke kun i forhold til arbejdspladsen eller salget på markedet, men i alle livets forhold:

• Din mand kan gå fra dig
• Du kan flimre galt på datingmarkedet
• Din arbejdsgiver kan mene, at du er undværlig og du bliver fyret
• Dine børn kan synes, at du er en hæslig forælder og slår hånden af dig
• Din bank kan synes, du er en dårlig kunde og lukke din kassekredit eller sende dit hus på tvangsauktion

Det værste er, at mange, før de selv opdager, at de er en del af den blævrende masse af konkurrerende, ser skævt til dem, der bliver ledige, dem der ikke kan klare visse opgaver, dem der ryger på førtidspension osv. Men en dag, så sidder de der selv.

Min pointe er, at tror man på samfundets/arbejdsmarkedet/markedets ubetingede kærlighed og det kun er, fordi man har blå øjne, at man er der og at markedet er transparant, og man i øvrigt ikke kan argumente for sin egen reason why og forklare sin berettigelse i mange af livets forhold, så bør man gå hjem igen og gå i tænkeboks.

I sidste ende er det markedskræfterne, der bestemmer. Men jeg ville da ønske, at det var anderledes.

Susling i byen

Åh, nej, så sad jeg der mellem pelse og diplomater og fik et indestængt grineflip over en kinesisk plastikpopsanger, der sang så højt, at højtalerne blev overstyrede og forøvrigt forstod jeg ikke, hvad det var han sang om og hvorfor han skulle synge to meget, meget lange sange, hvor han led noget så grusomt en smerte, der rimmede på hjerte (og hans outfit med en gigastor trelaget rød butterfly med pailetter gjorde det ikke bedre). Det var så efter, at Bertel Bims og den kinesiske ambassadør havde stået på scenen og forsikret os og hinanden om, hvor rodfæstet det dansk-kinesiske samarbejde var. Midt i deres taler fik jeg en afsindig trang til at råbe: Free Tibet! Men det turde jeg sgu' da ikke.

Da jeg i pausen så Morten Messersmidt spankulere rundt i smoking, så skodede jeg smøgen og hvislede til Anders, at nu var vi dem, der var skredet.
Man skulle i øvrigt også selv betale for drinks og garderobe. Det kunne de rige kinesiske svin, der opkøber alt i hele verden, da godt have leveret, når det nu var en jubilæumsaften. 60 år for det dansk-kinesiske samarbejde. Kors. Jeg kommer aldrig til at mingle med establishmentet.
Men hende, der spillede på sådan en traditionel kinesisk zitarlignende ting var fantastisk. (Jeg er jo ikke rindalist).

Nu overvejer vi, hvordan vi bedst kan plage vores diplomatven, der pludselig havde meget travlt med at rejse og lige stak os billetterne. Måske skal han have Maos den lille røde som tak ?!

PS. Nu går vi ind i Tigerens år.

Susling knitrer væk i små bidder

Det er som om huden under mine øjne forvitrer. Som om den trækker sig sammen og bare blive mere og mere anspændt. Huden på mine hænder sprækker. Mit hår danser elektrisk boogie og mine lår krymper sig, mens acrylhuen lever sit eget kløede liv på mit hovede. Og jeg er træt! Som i udmattet. Som i jeg kunne sove og sove og sove. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været så træt.

Jeg er ikke typen, der tager en mormor midt på dagen og jeg bryder mig ikke om, at mine unger skal stå op helt alene og klare alting selv. Vi står op sammen kl. 7.00, fordi vi er en familie, der skal have morgenmad, madpakker og farvelkys. Men hold da helt kæft, hvor er jeg træt. Og når jeg er ude, så fryser jeg. Termometret viser - 4,5, det blæser lodret og havnen er frosset til is. Det er koldt. Rigtig koldt.

Faktisk har jeg ikke tid til at være træt og frysende. Jeg har puttet flere jern i ilden, som jeg gerne vil holde vedlige. F.eks. skal jeg lave et kommunikationsstrategisk oplæg for en ngo'er. Det er da for spændende til at lade ligge. Jeg har også endelig fået hul på bylden mht. et projekt, jeg har båret rundt på i mange år. Det vil jeg ikke bare smide tilbage i glemmebunken igen. Og så skal jeg ind og se en fantastsik forestilling i aften, som jeg uventet har fået billetter til og jeg skal jo også lige sende begge mine unger på vinterferie. Jeg har ikke tiden til at være træt. Jeg gider ikke at være så træt.

Men igen i dag hørte jeg fuglene synge. De første spæde toner af forår, der er på vej. Det smider jeg lige ind på taknemmelighedskontoen.

Susling synes, at det er svært at være hip som 45 årig

Jeg har lagt mærke til, at det er hipt at ha' sig en taknemmelighedskonto.Sådan én skal jeg da også ha´mig. Man vil jo gerne være hip.

Nu er det selvfølgelig så som så, hvor hip man kan være som 45-årig. Der her aldersstigma sætter jo helt naturligt nogle grænser, hvis man gerne vil ældes med yde og f.eks. ikke vil ende op med at ligne en udsmattet udgave af Anni Fønsby. Men at være 45 betyder ikke, at jeg ikke har øjne i hovedet og hemmelige længsler. F.eks. er jeg ret vild med de lårlange støvler mange har lige nu. Jeg har faktisk også haft et par for nogle år siden. (Den gang var jeg den eneste hippe og det er ret kedeligt at være hip, når andre ikke er klar over, at man er det!)

Jeg er også ret vild med den læderbølge, der har ramt os. (Der har jeg også været tidligere). Men for det første kan jeg ikke lukke mine sorte læderbukser (og de knirker forøvrigt også), for det andet, så synes jeg, at det er mere fixt med en størrelse medium lædergamashe (lidt has been med stadig cool) end en størrelse XL. For det tredje har jeg ikke råd til de læderkjoler, jeg har set på.

Visse ting er med andre ord komplet lukket land for mig. (Jeg er også begyndt at få små rynker under øjnene. Det matcher bare ikke en skid af alt det hippe, der er lige nu.)

Men altså, så var det jo at jeg tænkte, at det her hip-noget, det gider jeg da stadig. Jeg skal bare vælge mine våben med omhu. (Har prøvet strik! Skulle være meget hipt. Har p.t. produceret 20 cm af et for/bagstykke(?) med snoninger til noget jeg ikke rigtig ved, hvad skal blive til, fordi jeg bare lige sådan strikkede ud af hovedet. Strikketøjet var forøvrigt også vildt støvet, da jeg hev det frem forleden dag. Tænker dog på, om man ikke skulle tage en gammel firserdille op igen. Jeg har stadig træpinde størrelse 12 og med lidt mohair i pangfarver og lige op og ned-strik med bådudskæring, så kunne man måske være med - igen?! JO, det er hammer hipt. Eller så gør jeg det hipt.)

Nå, men det var den her taknemmelighedskonto. Den burde da være lige til at gå til:

• Lyst om morgenen kl. 7.00
• Fugle synger
• Får lidenskabeligt morgenkys
• Sol skinner på skidenbrun sne
  
• Er ved at falde af cyklen med frostskader
• Bliver næsten pløjet ned af somalierpar
• Er ved at blive kvalt af tandlægeting i munden
• Har elektrisk huehår
• River hul på brandsår i supermarked og bløder ned på varebåndet
• Kommer hjem til teenageinficeret hjem
• Skal skrive jobansøgninger
• Noterer på den indre rengøringsliste, at mændene i mit liv har tisset et stykke af vores toilet tetosteron-blåt-stribet
• Er løbet tør for rugbrød og alm. brød. Bliver nødt til at bage (igen, igen)
  
• Har for meget vasketøj og kun to smøger, men masser af nikoretter (det er hipt at være ikke-ryger)

Sådan! Færdig arbejde! Hip med de hippe. Det er mig, Susling Jodlio. (I må gerne få min autograf).

Susling tager de røde sokker på

Jeg ved godt, at det er blevet død utrendy, at blive ved med at hævde, at klassekampen og kvindekampen ikke er død. Men man må jo heller ikke sige solidaritet og medindflydelse længere.

Jeg er absolut ikke blind for, at det godt kunne være mig, der en ideologisk left-ower fra en anden og mere politiseret tid. Men på et eller andet tidspunkt, når man når midalderstatus, så stivner man og det har jeg fanfisme ret til.

Nå, men læste på et tidspunkt et sted en historie om en mand, der havde dusket en kvinde og derefter dumpede hende, fordi hun var ubarberet et vist sted. Det må så være, hvad det er. Jeg kender også kvinder, der har dumpet en mand, fordi de fandt ud af, at hans formodede wienerpølse nok mere var en lille brunchpølse. Det er ikke så meget, det der faldt mig for brystet.

Næææh, det var nogle af kommentarerne. F.eks. en, der kommenterede, at kvinder med ubarberede - you know -jo også var dem, der lod brysterne dingle frit!

"M'kay," tænkte jeg. "Nu når vi da nye uanede højder i debatten!" Især fordi kommentaren var fra en kvinde. Gamle læsere af mig vil vide, at jeg absolut ikke er til Femø og rabiat rødstrømperetorik. Men guess what! Jeg barberer mig heller ikke et vist sted og det har jeg altså ikke hørt klager over nogensinde. Til gengæld synes jeg bøjle-bh'er er en skøn opfindelse.

Det andet, der faldt mig for brystet (øhøm) ved den historie og kommentarerne, det var, at de fleste synes, at det var manden, der var en stud. Sådan at dumpe en kvinde efter, at hun har givet sig selv til ham!!??

I mit hovede dannede der sig straks et billede af en nøgen kvinde med en alt for stor måtte og fritdinglende babser, store tårevædede øjne og et brudeslør på. For det er jo kun det, vi kvinder drømmer om: At få en mand i nettet og blive gift i en kirke iført marengs og brudeslør. Helst så langt, at man skal have syv jomfruer til at flytte sløret, hver gang man laver en feminin prinsessedrejning med sit frisøropsatte hår.

Nå, men i sådan en situation, hvor jeg sidder med kæben nede på brystet af forundring, så er det, at jeg godt kunne savne lidt af de gamle dage. For det kan godt være, at vi bliver oversvømmet med porno og sex-historier, men vi er ikke frigjorte længere. Vi er tilbage til det punkt, hvor mænd partout skal udleve deres frådende sexualitet, for de kan jo ikke andet, og kvinder egentlig ikke har et naturligt begær og udlever deres sexualitet. Deres sexualitet er en handelsvare, som bruges til at få en mand i nettet og slæbt op til alteret.

Adr....!!!!

PS: Min mand sagde i går til mig, da jeg fortalte ham om fastelavshistorien, at nogle gange, når jeg skrev den slags, så måtte mine læsere, da drage et lettelsens suk. Jeg forstår godt hans pointe. Men hei: That's me! Det er ikke hos mig, man finder mange indlæg om boligindretning, skokøb og hvad jeg spiste til aftensmad. Det kan man finde på nogle andre sider i det vidunderlige magasin blogland er.

Og nej, jeg havde hverken slør eller marengs på, da vi blev gift. Så han viste godt, hvad han gik ind til.

Susling og den store morprøve

Det er gået op for mig, at det snart er fastelavn. Og er jeg lige den, der er glad for, at jeg ikke længere skal op til den store morprøve i kreativ klæ'udtøjsyning! I ved jo godt, at det er et faktum, at enhver mor med respekt for sig selv og sit omdømme fremstiller det perfekt outfit til sine poder helt selv. Ikke noget med køb af akrylhejs fra Fætter Be´ Om, hvis man vil være noget i moderfællesskabet.

Men jeg har været der - engang. Den sidste gang jeg foldede mig ud med stoffer, ville min søn være mumie. "No, sweat,"sagde jeg. "Det kan der vel ikke være så meget ben i!". Og så købte jeg for en formue gazebind.

Projektet mislykkedes totalt.

Alle troede min søn var et trafikoffer og det hjalp overhovedet ikke på hans selvfølelse og hans tillid til mine kreative evner, at han var den, der fik allerflest penge i raslebøssen. Ikke en døjt. Efter det nægtede han simpelthen at blive klædt ud til fastelavn. Det kunne i en periode max blive til noget vampyrhejs, fordi han i forvejen havde et plastiktandsæt og en sort kappe med rødt for, som jeg havde syet til ham til en halloweenfest. (Den var så til gengæld ret vellykket.)

I dag kan alt det her selvfølgelig være lige meget. Men jeg indrømmer åbent og ærligt: Det var afgjort et af mine sortere øjeblikke som mor. Den gang jeg dumpede til den store morprøve.

PS: Og så lidt fra den gang ungerne var meget, meget, meget små og fastelavn var en fest.

Min søn (de to første) og min datter (de tre nederste):

Susling hvæser: Tyskersvin og nazist

Da jeg var en lille pige med fletninger og tyrolerkjole og et par forældre, der synes det var alletiders, at vi hele tiden pendlede frem og tilbage mellem to lande med alle vores møbler på slæb, havnede jeg på et tidspunkt i en dansk folkeskoleklasse på Nørrebro. På det tidspunkt var jeg aldrig blevet drillet før. Men det blev jeg pludselig. Jeg var jo underlig, fordi jeg kom fra et underligt land. Men værst af alt, så var jeg jo fra Østrig og Østrig, det var jo dem, der stod på den 2. side i en krig, der var overstået ca. 30 år før, jeg landede klassen. Jeg anede faktisk ikke en gang, at Østrig havde været med i 2. verdenskrig og at østrigerne var fjenden.

Stor var min forbavselse derfor, da ungerne på skolen begyndte at råbe nazist efter mig. Goddamit jeg var otte år. Det lykkedes mig dog at ændre på situationen og de fleste holdt efterhånden op med den slags uterligheder. Det hjalp nok også, at jeg langsomt blev kærestemateriale og så var det jo lidt andre ting, de slemme drenge sagde til mig.

Min syv år yngre bror slap for den slags dybt stupide mobning, fordi han istedet kom på den tyske skole i København og der gik man jo lissom ikke rundt og kaldte hinanden for tyskersvin og nazist.

Nå, men det med at blive kaldt nazist og tyskersvin tilskrev jeg egentlig, at det var i starthalvfjerdserne, det foregik og at Nørrebro på det tidspunkt var et forhudsforsnævret lille provensielt hul i storbyen, hvor man ikke så skyggen af en indvandrer. Først nogle år efter, at jeg var startet kom der en indslusningsklasse for "fremmede".

Stor var min undren derfor, da jeg i går hørte, at der var en, der havde forladt Das Vaterland og havde taget sine børn med sig, som kunne berette om fuldstændig det samme. Et af hendes børn blev drillet og kaldt for nazist og tysker, fordi han kommer fra Østrig.

A' hva'!!???!!! Må jeg lige udbede mig en forklaring! Hvor fillan kommer det dog fra? Her gik jeg rundt og troede, at den indre danske svinehund var blevet opgraderet, så det mest var muslimer, vi synes var jordens bærme.

Susling siger: Den kærlighed, den kærlighed...

I morges vågnede de to gamle forældre (os) op til en sms-besked fra Skumfidusen: "Sover hos EN fra musicalen."

Øh, EN? Normalt plejer der at stå: Sover hos >leonora< >Sara<, osv. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at EN vist var, hvad vi troede: En dreng/mand. Og så blev vi også enige om, at vi egentlig helst ville glemme, at vores unger har sex. Den minder mig forøvrigt om forleden, hvor jeg lige ville muge ud hos DJ Brockhouse - bare sådan for at fjerne det mest bananfluetiltrækkende - og fik fat i en pose, som jeg troede var en slikpose. I ved sådan en hvid og rødstribet lille papirspose, man får i slikbutikker. Da jeg så ned i posen, var den fuld af kondomer, som han selv havde købt i "Kondomeriet" i Indre by! Eeewww.

Nå, men man må jo leve med det og prise sig lykkelig for, at ens unger arter sig på normalskalaen. Bare de sparer mig for detaljer. Og så vil jeg også gerne bevare illusionen om, at det er os to, der er verdens største elskende. For sådan er det vel, egentlig. At man godt vil have følelsen af kærlighed og det der sexowitch for sig selv. Jeg vil i hvertfald.

PS. Min søn elsker sin Skønne så højt, at han selv har tegnet et sølvsmykke til hende, som jeg så har fået en sølvkunstner til at udføre. Jeg kan desværre ikke vise et billede af det. For smykket er forsvundet ind på DJ Brockhouses værelse og der går jeg ikke ind, med mindre vi snakker afværgelse af noget sundhedsskadeligt. Men jeg kan sige så meget, at det er en Valentinsgave og at det er et meget enkelt, helt fladt sølvhjerte med kæde. På hjertet står der: Dig og Mig.

Han er lidt for keeps, ham min søn. Lissom sin far.

Susling om at klare sig

Da min bror og jeg skulle rydde min mors bo, fandt vi hendes tænder overalt. I skuffer, på reolhylder, i skabe. De lå der nok så nydeligt blandet sammen med hendes diabetsmedicin og stykker af Rittersportchokolade. Jeg skal spare jer for yderligere detaljer. Jeg har selv gemt det langt væk og vil egentlig ikke mindes om det. Men jeg kan sige så meget, at havde jeg ikke en tandfobi før, så fik jeg det.

De sidste mange år af sit liv havde min mor det, man vist uden at overdrive, kan kalde et skidt liv og det var ufattelig svært at stå som pårørende uden mulighed for at ændre på noget. Vi kunne bare stå passivt og se på, hvordan hun forfaldt mere og mere. Selvfølgelig gav jeg, hvad jeg kunne. Jeg talte i telefon med hende, fortalte hende om ungerne, inviterede hende med til familiefødselsdage osv. Børnene måtte jeg forklare, at Mormor opfører sig lidt underligt, men "hun er en god dame og hun elsker jer meget højt". Den godtog de. Det var bare fact of life for dem. Børn er på den måde meget ukomplicerede.

Selv måtte jeg også efterhånden bare acceptere status quo og sige til mig selv, at det var, hvad jeg havde at deale med. Et eller andet sted havde jeg jo også måtte leve med en skrøbelig mor i årevis. En mor, der startede med at lægge sig under dynen og som siden blev svingdørspatient med et temmelig alternativt forhold til virkeligheden. Det samme gælder i øvrigt min bror.

Men sjovt nok, så er vi begge faldet ud til den normale side. Min bror er ovenikøbet endnu mere normal end mig - hvis man måler ud fra biltype og boligform og arbejdsliv. Vi har begge gode solide ægteskaber, to børn hver - en dreng og en pige. Vi har begge lange akademiske uddannelser og normale vennekredse - nå, ja, hans er mere normal end min. Jeg kan godt li' mennesker, der har et lille tvist. Men sådan i det store og hele, så ville man ikke kunne se på os, at vi er vokset op med en syg mor, en alkoholiseret far, vold, skilsmisse, rodet to-kulturelhed, hvor vi tog så ofte frem og tilbage mellem to lande, at min bror ca. 4 år gammel spurgte min mor, hvorfor vi ikke skulle have møblerne med, da hele familien kørte i S-tog en hel almindelig søndag.

Nu er begge vores forældre døde, men mens de begge levede jokede min bror og jeg meget - på den sorte måde -rigtig galgenhumoristisk over de betingelser, vi stod med. Så'n i stil med: Mor er bims og far ligger i sprit og hvad så. Det gør det jo bare nemmere at se, at man lever i et galehus.

Når jeg forklarer dette her, fremstår det meget unuanceret. 2+2-3 giver fem og så er vi puttet i bås. Børn af en taberfamilie. Men det er jo bare etiketter, der ikke dækker. For bag alt det her, så lå der også andre ting. F.eks. et par dybt humoristiske forældre. Min mor kunne f.eks. finde på at sige, at i dag skulle vi lege skovtur til aftensmad og så lagde vi en dug på gulvet, hentede alt, hvad der var af planter i huset, dækkede fint op og spiste på gulvet, mens vi grinede løs. Min far kunne finde på at komme hjem med en hummer, der så kravlede hen af gulvet mod mig, mens den åbnede og lukkede sine store kløer. Og jeg hvinede af skrækfascineret fryd. Han kunne også trylle mønter ud af øret på mig og han lavede små våbenskjold til mig, hvor der stod Baronesse Susling. Min mor var forøvrigt også fantastisk til at tegne og tegnede ofte både min bror og mig.

Alt det dækker almindelige diagnoser ikke. Men jeg tror, at det er den slags, der er med til, at man klarer sig. At den humor, der var så dybt rodfæstet i os alle på trods, har givet vores hverdag en mening og har løftet os ud over trivialiteter. I dag tænker jeg i hvertfald tilbage på dem med et glimt i øjet. Og det er helt sikkert noget af det, der gør, at jeg som regel prøver at se på det skægge og det skæve i en situation. Som da jeg pludselig fik revet den bagerste kindtand ud, fordi tandlægen havde overset et kæmpehul, der næsten ikke kunne betale sig, at få repareret. "Nå, for dælen, " sagde jeg. "Er der ikke noget med, at Ingrid Bergmann fik fjernet sine kindtænder, så hun kunne få en smallere kæbe? Måske skulle I også tage den i den anden side?!"

(At jeg så gik hjem og sørgede lidt bagefter, hører vel også med til historien.)

Susling siger: Der er altid en logisk forklaring

Da min mand var lille tissede han i bukserne. Derfor fik han "tissela'vær-piller". Hans mor holdt dog hurtigt op med, at gi' ham dette ret hårde psykofarmika, da hun en dag så ham sidde 3 ½ år gammel med blanke, døde øjne og bare rokke frem og tilbage. Hvad der fik min svigermor til at gå til lægen og hvad der fik lægen til at udskrive pillerne ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, hvorfor min mand tissede i bukserne som lille (mit gæt er, at man bare havde taget bleen af ham for tidligt i de rengøringsvanvittige midttressere!). Men jeg ved ved selvsyn, at han ikke tisser i bukserne i dag.

Da jeg var omkring seks år begyndte jeg at tisse i bukserne. Jeg sagde det ikke til nogen og jeg tog troligt de rene underbukser på, som min mor lagde frem til mig hver morgen - uden på dem som jeg havde tisset i. Det blev så selvfølgelig hurtigt opdaget. For dels kom der jo ingen snavsede underbusker i vasketøjskurven og dels så begyndte jeg helt naturligt at lugte. Jeg havde ikke tisset i bukserne før og jeg ved faktisk godt, hvorfor jeg begyndte på det. Forklaringen var simpel: Hver dag, når jeg kom hjem fra den østrigske pigeskole, så skulle jeg åbne en kæmpetung dør med en nøgle, der var på størrelse med min hånd og inden for døren ville jeg med 100% sikkerhed møde den gale furie af en østrigsk hausfrau, som vi boede til leje hos. Og den var også garntrisse hver gang, at hun ville begynde at råbe kommandoer til mig. Så rent pavlovsk begyndte tissen at løbe ned af benene på mig, allerede når jeg satte den store nøgle i døren. Lige så snart vi flyttede, holdt jeg op.

Min datter, den yndige Skumfidus, tissede konsekvent i bukserne i al den tid hun gik i børnehaven (hun sked også de nydeligste lorte). Bortset fra, at det selvfølgelig gav en helvedes masse vasketøj, så skældte jeg ikke ud. For jeg vidste da godt, hvorfor hun gjorde det og jeg prøvede bestemt også at ændre på det. Hun tissede i bukserne af to årsager: Hun havde for travlt med at lege og var bange for at gå glip af noget og hun kunne ikke lide, at sidde sammen på rad og række med andre uden døre eller beskyttelse. Pædagogerne var ret ligeglade, så dialog der var ikke mulig. Men lige så snart hun skiftede til fritidshjemmet, så stoppede hun med at tisse i bukserne. Forklaringen: Pædagogerne på fritidshjemmet var rigtig gode til at minde hende om, at man også skal gå på toilettet og så fik hun lov til at bruge de voksnes toilet, hvor døren kunne låses.

Er vi en tissefamilie? Måske, måske ikke. Men der var hver gang en helt logisk forklaring.

Susling om ondt i sjælen, arvelighed og historik

Den her har jeg gået og tygget på et stykke tid. Skal, skal ikke. Sårer jeg nogen? Bliver jeg mødt af et forarget enstemmigt kor af besserwissere. Men ved I ved! Hul i det. Nu siger jeg det fan'jensme. Here goes:

Det er bleven normen inden for sindslidelser i dag, at man vil forklare alt med genetik og arvelighed. "Det løber lissom i familien," siger folk og så har de deres forklaringsmodel på plads. En psykiater udtaler, at det er en kæmpe landevinding, at man nu kan definere sindslidelser på en måde, så det dels gør, at man kan definere sindslidelser, som alle andre sygdomme og dermed aftabuisere dem (hvilket på sin vis er ok) og dels betyder, at man kan fratage pårørende for deres skyld. Det er jo lissom genetisk og så kan man vaske sine hænder. Godt for de pårørende, men ikke særligt konstruktivt i en større familiesammenhæng, hvis du spørger mig. Prøv at sammenligne det med en diabetes 2 patient, der sidder på sin flade og stopper sig med kage: "Jeg er genetisk disponeret, så jeg kan ikke gøre for det!" Eller familier, hvor rigtig mange bliver ramt af blodpropper eller cancer.

Faktum er, at er man genetisk disponeret for at arve en sygdom (en sindslidelse eller en svaghed i sjælen), så drejer det som om en arvelighed på 10 %. Det er fandme ikke meget og rent matematisk efterlader det os med en restprocent på 90! Og hvad består de 90% så af? Hvis du spørger mig, så er de 90% miljø (ja, undskyld, men beten ligger stadig hos de pårørende og det miljø den lidende indgår i f.eks. det der kan udløse hashpsykoser).

At håndtere livet handler nemlig i høj grad om livstil og vigtigst af alt den indlærte evne til at takle problemer og livet. Vi anerkender jo højt og gerne, at forældre har ansvaret for, at lære deres børn om ordenlige madvaner. Siger man f.eks.: "Altså i vores familie er vi genetisk disponeret for kun at spise sovs og kartofler! Sådan er det bare." Ai, vel! Den slags tager vi ret alvorligt og der bliver lavet reality-tv om bedre madvaner i den bedste sendetid.

Men hvad med realityserier om bedre livstacklingsvaner?

En af mine bekendte har i mange år lidt af angst. Det gjorde hendes mor også og selv om hun har kæmpet sig ud af meget af det, så havde hun lært at leve med, at angsten en gang imellem stadig skyllede ind over hende - det var hun jo lissom disponeret for mente hun. En dag sagde jeg til hende:"Prøv lige at høre her. Hvad skal du egentlig bruge den angst til? Du er jo ikke din mor. Du er et helt andet sted og har opnået så meget." En uge efter ringede hun mig op og sagde:"Tak! Der fik du mig lige til at indse nogle ting."

I min egen familie løber der også en strøm af svag sjæl. Min ene onkel udviklede skizofreni, senere gjorde min anden onkel det også og min mor fik også diagnosen i en forholdsvis høj alder. Men jeg ved da godt, hvor dét stammer fra.

Min mormor mistede først sin førstefødte som helt nyfødt. Så fik hun to børn, der klarede sig, så fik hun to til - mine onkler - og så fik hun en lille pige, der døde af det samme, som den førstefødte, en hjerteklapfejl, og som rosinen i pølseenden kom min mor. Den lille pige døde i hænderne på min mormor som 4-årig. De to onkler og min mor var da meget små. Det jeg kan forestille mig er, at min mormor må have gået rundt med en dyb, dyb sorg over sine tabte børn og samtidig en evig angst for at miste de andre tre små. Oveni det var hun heller ikke den stærkeste og mest livsglade kvinde. Selv oplevede jeg hende som en meget sorgfuld og skrøbelig person. Hvordan skulle hun kunne videregive livsglæde og fighterånd til sine små børn? Det kunne hun da ikke. Tværtimod så overbeskyttede hun sine unger. Hun dæmmede op for alt det onde, men når det onde så senere kom i form af skilsmisser, druk og hustruvold, så havde hun ingen redskaber, som hun kunne give videre.

Med den historie voksede jeg op (og så nævner jeg ikke min fars. Det må komme en anden gang). Men allerede som meget lille tænkte jeg, at sådan skulle det fandme ikke være. Det der pyldrer og overforsigtighed min mormor praktiserede, var jo næsten ikke til at bære. Det samme galdt min mor og hendes affinden sig med tingenes tilstand. "No, no...", tænkte jeg. "Livet må have mere i kommodeskuffen til mig!" Hvor jeg fik den styrke fra ved jeg ikke, men måske hjalp det, at hele den storfamilie jeg voksede op i syntes, at jeg var det mest vidunderlige barn uanset, hvad jeg foretog mig og måske havde jeg også bare en evne til at betragte og se troldsplinterne lige præcis, der hvor de sad og måske - vigtigst af alt - så havde jeg en klar fornemmelse af grænser - mine egne og andres. Nok på grund af al den kærlighed.

Det er præcis de principper jeg har brugt i forhold til mine egen unger:

Jeg elsker jer uanset hvad (f.eks. har jeg altid sagt til dem, at man godt kan elske hinanden selv om man skændes). Som i: I er lige gode uanset hvad.

Hvordan har I det i jeres maver ligenu? Har jeg spurgt, når de har klaget over noget. Som i: mærk jeres egne grænser.

Måske har den du er gal på, det rigtig skidt lige nu?! har jeg sagt, når de har brokket sig over én, der har drillet meget. Nå, ja, har de så råbt. Hendes mor og far er lige blevet skilt (f.eks.) Som i: Se på jeres medmennesker og hold fakta fra følelser.

Nå og nu ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal komme videre herfra. Måske er jeg ikke helt færdig med emnet?! Det må jeg lige gi' en tænker. Måske hører I mere, måske ikke.

Susling i sneen II

I Grønland har man vist 100 forskellige ord for sne. Det kan jeg godt se logikken i. Det er vigtigt at kende konsistenser og den slags, når man sådan bevæger sig rundt i et snefyldt landskab. Sådan er det næsten også her på Christianshavn lige nu - altså hvor det er vigtigt at kende konsistenser, for at kunne komme sikkert rundt.

Man sneer som bekendt ikke inde i CPH.hotcity, men her på Christianshavn bliver der næsten aldrig ryddet sne, så det tangerer lidt. Jov, altså de private gårdmænd rydder. Men veje og fortove, der er kommunale eller offentlige, forbliver snefyldte. F.eks. foran Udenrigsministeriet (sic!).

Når man så bevæger sig rundt, så skal man kende sin besøgstid, for her opererer vi med forskellige grader af smat i brun-gullige nuancer, faststampede isflager i blågrålige toner, renskurede fortove og heldigvis også store friske, hvide snedynger.

Jeg skulle forøvrigt hilse og sige, at de grønlændere jeg møder på min vej, ser meget glade ud. Og jeg møder faktisk en hel del her, hvor jeg bor. Dels er der jo torvet foran superbrugsen og Metroen, hvor der som regel altid sidder et vist kontingent med den obligatoriske snebajer i højre hånd (jeg har en svag mistanke om, at det er der pagajen eller spydet burde sidde istedet og det er det, de savner) og så bor jeg næsten lige ved siden af den grønlandske repræsentation.

Forleden kom der en høj flot grønlandsk fyr gående imod mig (det er rigtigt han var høj og han var en meget, meget flot mand.) Han smilede over hele femøren, råbte noget på grønlandsk til mig (kan desværre ikke gengive, hvad han sagde. Grønlandsk står ikke på mit cv, men sikkert noget med en masse q'er!) og lavede så et fantastisk spring henover en kæmpe snedynge, mens han grinede højt og hjerteligt. Det var så nok her, jeg skulle have jodlet "Schneewalzer" som svar til ham, for jeg var lige så glad i låget over al sneen og frosten. Med mine halve østrigske gener og mine danske oveni, så er jeg jo prædestineret til at synes, at rigtig vinter er noget af det bedste, man kan få. Sne og frost skulle efter sigende også være med til at give børn en lykkelig barndom. Så jeg må have været meget lykkelig. For da jeg var barn i Østrig og siden også i DK, havde vi da masser af sne. Mine børn siger det samme. Da de var små, var der nemlig også masser af sne (som de husker det og som mor er man jo bare taknemmelig over den slags støtte fra naturen.)

PS. Synd for grønlænderne lige nu, at de har plusgrader og regn. Men er det egentlig ikke altid sådan, at når vi har hårde vintre, så er de milde på Grønland?

Suslings søn

I dag har jeg været med DJ Brockhouse til optagelsessamtale på en skole, der går ind for medbestemmelse, dialog og demokrati. På den skole må man gerne lave pieces og tags på væggene og man skal selv blande sig i debatten (til gengæld må man ikke moppe og ryge joints i skoletiden, så bliver man smidt ud). Faktisk er det meningen, at man skal lære selv at tage ansvar og lære at argumentere for sine synspunkter f.eks. på fællesmøder. (Skumfidusen har også gået der et år og bortset fra, at hun var ved at kløjs i fællesmøder og snak, så siger hun selv i dag, at det har givet hende en masse gode redskaber.)

I har jo nok allerede gættet, at det ikke lige er Herlufsholm, jeg snakker om!

DJ Brockhouses øjne blev store som møllehjul, da han så alle de fanastiske tags og pieces. Han øver jo selv lidt herhjemme på store stykker papir. Og øjnene var nærmest ved at trille ud af hovedet på ham, da han hørte, at en del af skoleforløbet indeholder 3 udenlandsrejser og at man selv som elev selv skal være med til at tilrettelægge sit skoleforløb, f.eks. om man vil ha' særlig fokus på kunst og medier eller biologi og miljø.

Lige nu lider han. For skal han gå direkte på gymnasiet (også et skide socialistisk overløbersted) eller skal han bruge et år på alt det dejlige, der rullede sig ud foran hans øjne? Beslutningen er helt hans. Det er hans liv og hans fremtid. Det er nemlig det, der er mine opdragelsesprincipper: Man skal lære at mærke efter inde i sig selv, så man ved, hvad der er rigtigst og så skal man kunne argumentere for det. På den måde lader man ikke liv og genetik og hva' behar løbe af med sig, men man lærer, at stå fast og kende sine egne grænser.

Nå, men nu babler jeg jo. Det jeg ville sige, det var, at jeg med årene har lært at elske, at jeg er en skide boho med bestemte meninger og holdninger. Jeg er holdt op med at skamme mig over, at jeg går ind for økologi og miljøhensyn. Jeg er holdt op med at prøve at tilpasse mig det pæne borgerskab og sidde med død hjerne og høre på andres problemer med overforbrug og varmeforbrug, bilkøb, friværdi, om det skal være en au pair fra Rumænien eller Thailand, om det skal være en skitur eller en solskinstur i vinterkulden. Just ain't my world.

Og jeg har i allerhøjeste grad ikke tænkt mig, at opdrage mine børn til at være noget andet, end det jeg selv går ind for. Men det behøver jeg vist heller ikke længere. De kan selv nu.

Susling om at rejse

"Har du overhovedet et pas?" snerrede min vært fra i fredags af mig. "Øh, nej. Det er desværre udløbet og jeg skal ha' det fornyet," svarede jeg spagt.

"Hvad ved du så om verden?!" nærmest hvæsede han.

"Tja,"tænkte jeg.

"Jeg behøver ikke at have set Taj Mahal, for at sætte pris på indisk mad eller kende til den indiske historie. Jeg behøver ikke at have været på Grønland, for at respektere en grønlænder. Jeg ved godt, at ikke alle amerikanere er rednecks og at Grækenland er demokratiets vugge. Jeg har læst Victor Jara og jeg ved, hvad hovedstæderne i Latinamerika hedder. Jeg behøver ikke, at kunne sætte knappenåle på hele verdenskortet, for at føle mig som en kosmopolit."

Alt det fik jeg slet ikke svaret. Jeg var paf.

Men faktum er, at jeg ikke kunne drømme om at købe en charterrejse til Ghana, Thailand eller Sharm -al-sheik. Jeg ville bare føle mig som en turist-dansker, der feder den med min høje levestandard. Jeg ville jo aldrig rigtig have muligheden for at komme ind under huden på landet. Jeg ville måske se nogle turistattraktioner, bælle cocktails og spise hotelmad. Men det liv, der leves udenfor, ville jeg aldrig være en del af. Den måde bryder jeg mig ikke om at rejse på.

Ham her gutten har rejst meget i kraft af sit arbejde. Især i Kina. Men hvad har han set? Powerpoint-foredrag i airconditionerede firmadomiciler, fabriksanlæg med underbetalte kinesere. Han har også vandret i bjerge, men det har ikke været for at se naturen. Det har været for at slå sine egne indre mål. I princippet kunne han bare klatre løs på en væg.

Jeg vil selvfølgelig meget gerne rejse mere, end jeg har haft økonomi til indtil videre og jeg skal bestemt have fornyet mit pas. Men jeg vil rejse for at sanse og se, ikke bare for at have været der. Og så mener jeg dybt inde i min sjæl, at kosmopolit bliver man ikke kun af at have sat sin fod et sted. Man bliver det af, at forstå, se, vide og sanse og det kan jeg faktisk ved bare at gå ned til postkassen med et brev. Der er altid et eller andet, man kan forundres over.

PS. Jeg tror ikke, at jeg kan li' ham fyren. Det eneste jeg tænkte hele tiden var:"Hvad gemmer du dig bag?"