Susling om at tage sig tid til sig selv

Man skulle jo tro, at når man er ledig, så har man oceaner af tid til sig selv. Sådan synes jeg faktisk ikke rigtig det er. Jo, tid har jeg, men jeg oplever det ikke som rigtig kvalitetstid, hvor jeg slapper af og fordyber mig. Der er hele tiden en lille dirrende undertone af stress og af burde, skulle, kunne. F.eks. burde jeg lige nu arbejde på mit oplæg, skrive to jobansøgninger, skabe kontakter, så jeg kan komme videre inden for en organisation, vaske gulv, bage et brød, sætte en maskine tøj over og egentlig burde jeg også have startet dagen med en omgang fitness i det lokale fitness-center.

Der er selvfølgelig de dage, hvor jeg får alt den slags fra hånden og bare drønner derudaf, mens jeg krydser løs på min to do liste. Men så er der altså de dage, hvor alt bliver til en sammensurium af prioritet 1 ting. Og når alt pludselig bliver prioritet 1, så ved jeg hverken, hvor jeg skal starte eller slutte og dimser derfor ufokuseret rundt med det ene og det andet uden rigtig at få taget fat.

Den tilstand er klart en stresstilstand. Jeg kender den jo så godt. Den er vel nærmest blevet min tro følgesvend. I hvertfald har den været med mig on and off siden 2001, hvor jeg første gang befandt mig i et sydende helvede af arbejdsrelateret stress. Oveni det havde jeg to små børn og en mor, der lagde sig ned og døde. Det var i den periode jeg holdt op med at gå til yoga og meditation (hvilket jo klart er stresshæmmende), læse bøger, gå til koncerter som jeg plejede, gå på udstillinger osv. osv. Jeg kunne ganske enkelt ikke rumme det. Og det er jo absolut forfærdeligt. For det bider jo sig selv i halen, når man ikke giver sig tid til at lade op. Når man ikke har rum til egentid.

Den gang fik jeg arbejdet (øh...egentlig dumt ord) mig ud af tilstanden og kom om på den anden side igen. Men det jeg så også må konstatere, det er, at har man en gang været ramt af stress, så er man mere tilbøjelig til at udvikle det igen i visse situationer. Næsten lige som en allergi, der når først man har udviklet den forstærkes. Nøjagtig som jeg ved, at pollensæsonen er gået i gang, når mine øjne og næse begynder at løbe, så kender jeg også de sydende, sitrende tegn på stress.