kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

5.2.10

Susling om at klare sig

Da min bror og jeg skulle rydde min mors bo, fandt vi hendes tænder overalt. I skuffer, på reolhylder, i skabe. De lå der nok så nydeligt blandet sammen med hendes diabetsmedicin og stykker af Rittersportchokolade. Jeg skal spare jer for yderligere detaljer. Jeg har selv gemt det langt væk og vil egentlig ikke mindes om det. Men jeg kan sige så meget, at havde jeg ikke en tandfobi før, så fik jeg det.

De sidste mange år af sit liv havde min mor det, man vist uden at overdrive, kan kalde et skidt liv og det var ufattelig svært at stå som pårørende uden mulighed for at ændre på noget. Vi kunne bare stå passivt og se på, hvordan hun forfaldt mere og mere. Selvfølgelig gav jeg, hvad jeg kunne. Jeg talte i telefon med hende, fortalte hende om ungerne, inviterede hende med til familiefødselsdage osv. Børnene måtte jeg forklare, at Mormor opfører sig lidt underligt, men "hun er en god dame og hun elsker jer meget højt". Den godtog de. Det var bare fact of life for dem. Børn er på den måde meget ukomplicerede.

Selv måtte jeg også efterhånden bare acceptere status quo og sige til mig selv, at det var, hvad jeg havde at deale med. Et eller andet sted havde jeg jo også måtte leve med en skrøbelig mor i årevis. En mor, der startede med at lægge sig under dynen og som siden blev svingdørspatient med et temmelig alternativt forhold til virkeligheden. Det samme gælder i øvrigt min bror.

Men sjovt nok, så er vi begge faldet ud til den normale side. Min bror er ovenikøbet endnu mere normal end mig - hvis man måler ud fra biltype og boligform og arbejdsliv. Vi har begge gode solide ægteskaber, to børn hver - en dreng og en pige. Vi har begge lange akademiske uddannelser og normale vennekredse - nå, ja, hans er mere normal end min. Jeg kan godt li' mennesker, der har et lille tvist. Men sådan i det store og hele, så ville man ikke kunne se på os, at vi er vokset op med en syg mor, en alkoholiseret far, vold, skilsmisse, rodet to-kulturelhed, hvor vi tog så ofte frem og tilbage mellem to lande, at min bror ca. 4 år gammel spurgte min mor, hvorfor vi ikke skulle have møblerne med, da hele familien kørte i S-tog en hel almindelig søndag.

Nu er begge vores forældre døde, men mens de begge levede jokede min bror og jeg meget - på den sorte måde -rigtig galgenhumoristisk over de betingelser, vi stod med. Så'n i stil med: Mor er bims og far ligger i sprit og hvad så. Det gør det jo bare nemmere at se, at man lever i et galehus.

Når jeg forklarer dette her, fremstår det meget unuanceret. 2+2-3 giver fem og så er vi puttet i bås. Børn af en taberfamilie. Men det er jo bare etiketter, der ikke dækker. For bag alt det her, så lå der også andre ting. F.eks. et par dybt humoristiske forældre. Min mor kunne f.eks. finde på at sige, at i dag skulle vi lege skovtur til aftensmad og så lagde vi en dug på gulvet, hentede alt, hvad der var af planter i huset, dækkede fint op og spiste på gulvet, mens vi grinede løs. Min far kunne finde på at komme hjem med en hummer, der så kravlede hen af gulvet mod mig, mens den åbnede og lukkede sine store kløer. Og jeg hvinede af skrækfascineret fryd. Han kunne også trylle mønter ud af øret på mig og han lavede små våbenskjold til mig, hvor der stod Baronesse Susling. Min mor var forøvrigt også fantastisk til at tegne og tegnede ofte både min bror og mig.

Alt det dækker almindelige diagnoser ikke. Men jeg tror, at det er den slags, der er med til, at man klarer sig. At den humor, der var så dybt rodfæstet i os alle på trods, har givet vores hverdag en mening og har løftet os ud over trivialiteter. I dag tænker jeg i hvertfald tilbage på dem med et glimt i øjet. Og det er helt sikkert noget af det, der gør, at jeg som regel prøver at se på det skægge og det skæve i en situation. Som da jeg pludselig fik revet den bagerste kindtand ud, fordi tandlægen havde overset et kæmpehul, der næsten ikke kunne betale sig, at få repareret. "Nå, for dælen, " sagde jeg. "Er der ikke noget med, at Ingrid Bergmann fik fjernet sine kindtænder, så hun kunne få en smallere kæbe? Måske skulle I også tage den i den anden side?!"

(At jeg så gik hjem og sørgede lidt bagefter, hører vel også med til historien.)

Etiketter:

2 Comments:

At 5/2/10 16:53, Anonymous Anonym said...

Tak for historien Susling.
Hvordan mon det var gået dig og din bror, hvis I var blevet "tvangsfjernet" til børnehjem eller anbragt hos en plejefamilie?
Jeg har selv én meget tæt på, hvis mor røg ud og ind af sygehuse efter farens død - da han var 12 og hans søster 6 år. Og vel har det efterladet nogle "ar", men de er også begge to blevet hele mennesker + lidt mere.
Jeg synes, vi nogen gange er lidt for hurtige til at "dømme", hvad et godt hjem for et barn er.
Bare lidt tanker i anledning af dit fine indlæg.
God weekend.
KH Nina

 
At 6/2/10 11:58, Blogger susling said...

Sjovt Nina, du siger det. Jeg sad faktisk og tænkte på lille Thor fra Tønder, da jeg skrev dette indlæg.

Det var ikke altid lige nemt at være barn i min familie. I hvertfald ikke de sidste år, men jeg viste, at mine forældre elskede mig og jeg viste, hvor jeg hørte til. Jeg havde så og sige rødderne i orden. Det er vigtigt.

Jeg synes også, man skal være varsom med at hive forestillingen om den gode - den rigtige - barndom ned over hovedet på børn og deres forældre. Hvad er den rigtige barndom? Villa, volvo og vovhund, 1,5 søskende og fodbold eller svømning to gange om ugen?

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home