Susling om ondt i sjælen, arvelighed og historik

Den her har jeg gået og tygget på et stykke tid. Skal, skal ikke. Sårer jeg nogen? Bliver jeg mødt af et forarget enstemmigt kor af besserwissere. Men ved I ved! Hul i det. Nu siger jeg det fan'jensme. Here goes:

Det er bleven normen inden for sindslidelser i dag, at man vil forklare alt med genetik og arvelighed. "Det løber lissom i familien," siger folk og så har de deres forklaringsmodel på plads. En psykiater udtaler, at det er en kæmpe landevinding, at man nu kan definere sindslidelser på en måde, så det dels gør, at man kan definere sindslidelser, som alle andre sygdomme og dermed aftabuisere dem (hvilket på sin vis er ok) og dels betyder, at man kan fratage pårørende for deres skyld. Det er jo lissom genetisk og så kan man vaske sine hænder. Godt for de pårørende, men ikke særligt konstruktivt i en større familiesammenhæng, hvis du spørger mig. Prøv at sammenligne det med en diabetes 2 patient, der sidder på sin flade og stopper sig med kage: "Jeg er genetisk disponeret, så jeg kan ikke gøre for det!" Eller familier, hvor rigtig mange bliver ramt af blodpropper eller cancer.

Faktum er, at er man genetisk disponeret for at arve en sygdom (en sindslidelse eller en svaghed i sjælen), så drejer det som om en arvelighed på 10 %. Det er fandme ikke meget og rent matematisk efterlader det os med en restprocent på 90! Og hvad består de 90% så af? Hvis du spørger mig, så er de 90% miljø (ja, undskyld, men beten ligger stadig hos de pårørende og det miljø den lidende indgår i f.eks. det der kan udløse hashpsykoser).

At håndtere livet handler nemlig i høj grad om livstil og vigtigst af alt den indlærte evne til at takle problemer og livet. Vi anerkender jo højt og gerne, at forældre har ansvaret for, at lære deres børn om ordenlige madvaner. Siger man f.eks.: "Altså i vores familie er vi genetisk disponeret for kun at spise sovs og kartofler! Sådan er det bare." Ai, vel! Den slags tager vi ret alvorligt og der bliver lavet reality-tv om bedre madvaner i den bedste sendetid.

Men hvad med realityserier om bedre livstacklingsvaner?

En af mine bekendte har i mange år lidt af angst. Det gjorde hendes mor også og selv om hun har kæmpet sig ud af meget af det, så havde hun lært at leve med, at angsten en gang imellem stadig skyllede ind over hende - det var hun jo lissom disponeret for mente hun. En dag sagde jeg til hende:"Prøv lige at høre her. Hvad skal du egentlig bruge den angst til? Du er jo ikke din mor. Du er et helt andet sted og har opnået så meget." En uge efter ringede hun mig op og sagde:"Tak! Der fik du mig lige til at indse nogle ting."

I min egen familie løber der også en strøm af svag sjæl. Min ene onkel udviklede skizofreni, senere gjorde min anden onkel det også og min mor fik også diagnosen i en forholdsvis høj alder. Men jeg ved da godt, hvor dét stammer fra.

Min mormor mistede først sin førstefødte som helt nyfødt. Så fik hun to børn, der klarede sig, så fik hun to til - mine onkler - og så fik hun en lille pige, der døde af det samme, som den førstefødte, en hjerteklapfejl, og som rosinen i pølseenden kom min mor. Den lille pige døde i hænderne på min mormor som 4-årig. De to onkler og min mor var da meget små. Det jeg kan forestille mig er, at min mormor må have gået rundt med en dyb, dyb sorg over sine tabte børn og samtidig en evig angst for at miste de andre tre små. Oveni det var hun heller ikke den stærkeste og mest livsglade kvinde. Selv oplevede jeg hende som en meget sorgfuld og skrøbelig person. Hvordan skulle hun kunne videregive livsglæde og fighterånd til sine små børn? Det kunne hun da ikke. Tværtimod så overbeskyttede hun sine unger. Hun dæmmede op for alt det onde, men når det onde så senere kom i form af skilsmisser, druk og hustruvold, så havde hun ingen redskaber, som hun kunne give videre.

Med den historie voksede jeg op (og så nævner jeg ikke min fars. Det må komme en anden gang). Men allerede som meget lille tænkte jeg, at sådan skulle det fandme ikke være. Det der pyldrer og overforsigtighed min mormor praktiserede, var jo næsten ikke til at bære. Det samme galdt min mor og hendes affinden sig med tingenes tilstand. "No, no...", tænkte jeg. "Livet må have mere i kommodeskuffen til mig!" Hvor jeg fik den styrke fra ved jeg ikke, men måske hjalp det, at hele den storfamilie jeg voksede op i syntes, at jeg var det mest vidunderlige barn uanset, hvad jeg foretog mig og måske havde jeg også bare en evne til at betragte og se troldsplinterne lige præcis, der hvor de sad og måske - vigtigst af alt - så havde jeg en klar fornemmelse af grænser - mine egne og andres. Nok på grund af al den kærlighed.

Det er præcis de principper jeg har brugt i forhold til mine egen unger:

Jeg elsker jer uanset hvad (f.eks. har jeg altid sagt til dem, at man godt kan elske hinanden selv om man skændes). Som i: I er lige gode uanset hvad.

Hvordan har I det i jeres maver ligenu? Har jeg spurgt, når de har klaget over noget. Som i: mærk jeres egne grænser.

Måske har den du er gal på, det rigtig skidt lige nu?! har jeg sagt, når de har brokket sig over én, der har drillet meget. Nå, ja, har de så råbt. Hendes mor og far er lige blevet skilt (f.eks.) Som i: Se på jeres medmennesker og hold fakta fra følelser.

Nå og nu ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal komme videre herfra. Måske er jeg ikke helt færdig med emnet?! Det må jeg lige gi' en tænker. Måske hører I mere, måske ikke.