kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

3.2.10

Susling om ondt i sjælen, arvelighed og historik

Den her har jeg gået og tygget på et stykke tid. Skal, skal ikke. Sårer jeg nogen? Bliver jeg mødt af et forarget enstemmigt kor af besserwissere. Men ved I ved! Hul i det. Nu siger jeg det fan'jensme. Here goes:

Det er bleven normen inden for sindslidelser i dag, at man vil forklare alt med genetik og arvelighed. "Det løber lissom i familien," siger folk og så har de deres forklaringsmodel på plads. En psykiater udtaler, at det er en kæmpe landevinding, at man nu kan definere sindslidelser på en måde, så det dels gør, at man kan definere sindslidelser, som alle andre sygdomme og dermed aftabuisere dem (hvilket på sin vis er ok) og dels betyder, at man kan fratage pårørende for deres skyld. Det er jo lissom genetisk og så kan man vaske sine hænder. Godt for de pårørende, men ikke særligt konstruktivt i en større familiesammenhæng, hvis du spørger mig. Prøv at sammenligne det med en diabetes 2 patient, der sidder på sin flade og stopper sig med kage: "Jeg er genetisk disponeret, så jeg kan ikke gøre for det!" Eller familier, hvor rigtig mange bliver ramt af blodpropper eller cancer.

Faktum er, at er man genetisk disponeret for at arve en sygdom (en sindslidelse eller en svaghed i sjælen), så drejer det som om en arvelighed på 10 %. Det er fandme ikke meget og rent matematisk efterlader det os med en restprocent på 90! Og hvad består de 90% så af? Hvis du spørger mig, så er de 90% miljø (ja, undskyld, men beten ligger stadig hos de pårørende og det miljø den lidende indgår i f.eks. det der kan udløse hashpsykoser).

At håndtere livet handler nemlig i høj grad om livstil og vigtigst af alt den indlærte evne til at takle problemer og livet. Vi anerkender jo højt og gerne, at forældre har ansvaret for, at lære deres børn om ordenlige madvaner. Siger man f.eks.: "Altså i vores familie er vi genetisk disponeret for kun at spise sovs og kartofler! Sådan er det bare." Ai, vel! Den slags tager vi ret alvorligt og der bliver lavet reality-tv om bedre madvaner i den bedste sendetid.

Men hvad med realityserier om bedre livstacklingsvaner?

En af mine bekendte har i mange år lidt af angst. Det gjorde hendes mor også og selv om hun har kæmpet sig ud af meget af det, så havde hun lært at leve med, at angsten en gang imellem stadig skyllede ind over hende - det var hun jo lissom disponeret for mente hun. En dag sagde jeg til hende:"Prøv lige at høre her. Hvad skal du egentlig bruge den angst til? Du er jo ikke din mor. Du er et helt andet sted og har opnået så meget." En uge efter ringede hun mig op og sagde:"Tak! Der fik du mig lige til at indse nogle ting."

I min egen familie løber der også en strøm af svag sjæl. Min ene onkel udviklede skizofreni, senere gjorde min anden onkel det også og min mor fik også diagnosen i en forholdsvis høj alder. Men jeg ved da godt, hvor dét stammer fra.

Min mormor mistede først sin førstefødte som helt nyfødt. Så fik hun to børn, der klarede sig, så fik hun to til - mine onkler - og så fik hun en lille pige, der døde af det samme, som den førstefødte, en hjerteklapfejl, og som rosinen i pølseenden kom min mor. Den lille pige døde i hænderne på min mormor som 4-årig. De to onkler og min mor var da meget små. Det jeg kan forestille mig er, at min mormor må have gået rundt med en dyb, dyb sorg over sine tabte børn og samtidig en evig angst for at miste de andre tre små. Oveni det var hun heller ikke den stærkeste og mest livsglade kvinde. Selv oplevede jeg hende som en meget sorgfuld og skrøbelig person. Hvordan skulle hun kunne videregive livsglæde og fighterånd til sine små børn? Det kunne hun da ikke. Tværtimod så overbeskyttede hun sine unger. Hun dæmmede op for alt det onde, men når det onde så senere kom i form af skilsmisser, druk og hustruvold, så havde hun ingen redskaber, som hun kunne give videre.

Med den historie voksede jeg op (og så nævner jeg ikke min fars. Det må komme en anden gang). Men allerede som meget lille tænkte jeg, at sådan skulle det fandme ikke være. Det der pyldrer og overforsigtighed min mormor praktiserede, var jo næsten ikke til at bære. Det samme galdt min mor og hendes affinden sig med tingenes tilstand. "No, no...", tænkte jeg. "Livet må have mere i kommodeskuffen til mig!" Hvor jeg fik den styrke fra ved jeg ikke, men måske hjalp det, at hele den storfamilie jeg voksede op i syntes, at jeg var det mest vidunderlige barn uanset, hvad jeg foretog mig og måske havde jeg også bare en evne til at betragte og se troldsplinterne lige præcis, der hvor de sad og måske - vigtigst af alt - så havde jeg en klar fornemmelse af grænser - mine egne og andres. Nok på grund af al den kærlighed.

Det er præcis de principper jeg har brugt i forhold til mine egen unger:

Jeg elsker jer uanset hvad (f.eks. har jeg altid sagt til dem, at man godt kan elske hinanden selv om man skændes). Som i: I er lige gode uanset hvad.

Hvordan har I det i jeres maver ligenu? Har jeg spurgt, når de har klaget over noget. Som i: mærk jeres egne grænser.

Måske har den du er gal på, det rigtig skidt lige nu?! har jeg sagt, når de har brokket sig over én, der har drillet meget. Nå, ja, har de så råbt. Hendes mor og far er lige blevet skilt (f.eks.) Som i: Se på jeres medmennesker og hold fakta fra følelser.

Nå og nu ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal komme videre herfra. Måske er jeg ikke helt færdig med emnet?! Det må jeg lige gi' en tænker. Måske hører I mere, måske ikke.

Etiketter:

10 Comments:

At 3/2/10 16:52, Blogger Gittemay said...

Sikke et vældigt indlæg, Susling. Utrolig interessant læsning - som jeg kun kan tilslutte mig 110%. Har jo den samme 'åre' rendende i familien - ang. sindslidelser. Ja - og iøvrigt også kræft og diabetes. Sikke jeg kan arve, hvis det havde passet mig :-).
Nå, men jeg hælder jo også til miljøpåvirkning og livsbetingelser som primær årsag til, om ting 'går i udbrud' eller ej. Og så selvfølgelig et menneskes basale karakter. Vi er jo forskellige og udstyret med forskellig styrke. Men jeg tror afgjort, man kan skrue op og ned for størrelsen og brugbarheden af den styrke i sin måde at opdrage og leve på. Jeg har - som dig - altid bedt mine unger om at mærke indad. Ligesom jeg altid har lagt vægt på, at styrke findes indeni - ikke udenpå i form af mærketøj og andet. Indefra og ud har ligesom været devicen her. Selvfølgelig er de forskellige og reagerer helt forskellige på de samme påvirkninger - men det synes jeg også, der bliver taget hensyn til. Livet kan være en barsk omgang - men pylder og overbeskyttelse gør ikke nogen noget godt. Tværtimod.
Jeg har kigget på min familie - og de dele af den, hvor psykisk sygdom har brudt igennem. Og jeg undrer mig ikke. Det har ligesom været en logisk konsekvens af visse valg og andet. Sådan meget firkantet sat op. Jeg kan godt forstå, at det går videre - for igen: hvordan håndterer man livet og den modgang, der opstår? Hvor meget ansvar tager man, når det kommer til stykket? Hænger man bare tingene op på forskellige passende knager så man kan vaske sine hænder? Og hvordan giver man fighter-ånd videre? Det er en lang diskussion - men dælme vigtig! Mange ting ender som en mærkat, der så fratager folk et reelt ansvar ( iflg. dem selv - de 'kunne jo intet gøre, når nu det er arveligt'....)- og dét har jeg det meget sært med. Møgærgerligt synes jeg det er - for vi er s'gu så meget mere end vores gener.
Nå - det blev lidt langt. Men det er et fedt emne - som jeg iøvrigt selv har overvejet at tage op....Godt du gjorde det, Susling :-)

KH Gittemay

 
At 3/2/10 19:16, Blogger Susan said...

Tak Susling. Det er et indlaeg der giver stof til eftertanke.

... saa jeg taenker lige lidt videre ...

Tak

 
At 4/2/10 10:11, Blogger Zette said...

Hmmm, jeg synes du bringer mange ting op. Jeg er ikke oprørt - men hvorvidt jeg spiller bedrevidende, må du selv afgøre :-D
Men jeg tænker også, at miljø generelt er rigtig meget, men samtidig er det jo ikke der har styrken til at bryde med rammerne eller lave om på dem. det er ikke alle, der har redskaberne, intellektet eller blot mulighederne for at påvirke deres liv. Nogle kan selv, andre skal hjælpes. Men jeg synes du har ret i, at det er godt bringe det på bane, og personligt har jeg virkelig svært ved at snuppe ligegyldighed og ladenståtil over for livet. Jeg synes, det er skønt at ændre noget, hvis det ikke virker, men jeg ved også, at der er mennesker, der ikke magter det uden hjælp, og her skal vi andre hjælpe - samtidig med at vi forstår, hvad der er vores behov for at de får det bedre, og hvad der er deres egne behov.

Hmmmm, blev vist noget rodet, men der var lige nogle tanker, ville være fedt at diskutere dette mundtligt, det ville jeg elske!

 
At 4/2/10 12:19, Blogger susling said...

Zette: Jeg synes da ikke, at jeg på noget tidspunkt skriver, at man ikke skal have hjælp, hvis man ikke selv kan. Tværtimod ville jeg sige.

Selv ku' jeg da godt have haft brug for en håndsrækning den gang jeg som 13-14 årig stod med en meget syg mor og en 7 år yngre lillebror. Men den gang tog man sig ikke rigtig af de pårørende også selv om de bare var mindreårige børn.

Min mor fik bestemt heller ikke den hjælp hun havde behov for. Hun blev svingdørspatient og døde en meget kummerlig død i 2001.

Min pointe var bare, at jeg er lidt småtræt af, at vi er svunget fra 70'ernes psykologiforståelse helt over i den anden grøft, hvor alt kan forklares via gener. Jeg mener personligt at der er en mellemvej og at sygdom i sindet er en reaktion på mange ting bl.a. også indlærte destruktive mønstre, som kan gå igen i en familie i generationer. Og det er i forhold til det, man må sige stop og tlnke mere kognitivt.

PS. grunden til at jeg skrev dette indlæg var, at jeg i den senere tid har hørt flere sige, at:Der er jo noget i familien. F.eks. min moster, der bruger det som en forklaringsmodel på, hvorfor det er gået galt for hendes stedbarnebarn (altså ikke blodsbeslægtet med mig). Og så er det jeg tænker: at hvis nu det er gået skridt for tre generationer: Mormor, mor og datter, så må der altså også være nogle andre mekanismer på spil end at det "bare" er genetisk.

 
At 4/2/10 12:31, Anonymous Annette i Barcelona said...

...Jeg er ret enig på mange punkter, men der et punkt som jeg ikke er helt enig i... arveligheds procenten... den ligger ikke altid på 10% (gad nok vide hvor det tal kommer fra?) -

Jeg har en grim hudsydom som jeg desværre har arvet... Min bedstemor havde den lige som hendes mor havde den... hun var barn ud af søskene flok på 2 altså arvelig hed 50% - min far som var enebarn fik den (arvelighed 100%) jeg er ud af søskende flok på 3 min søster og jeg har den... (arvelighed 66%) - min søster har 2 drenge... den ene har det... (arvelighed 50%) - Desværre fører denne hudsygdom også andre grimheder med sig som påvirker andre steder i kroppen... som ikke har noget med miljø at gøre...

Jeg lever sundt, dyrker motion, ryger ikke... drikker sjældent, er et glad og positivt menneske... men jeg kommer ikke forbi denne "gave" som livet har givet mig... - jeg må tage det med...

Jeg er enig i at mange af de arvelige sydomme der er, er man selv delvist ansvarlig for hvorvidt man vil tage i mod eller ej... men det gælder ikke dem alle...

Nej, jeg er hverken blevet sur elelr stødt eller... Jeg vil bare fortælle at 10% arvelig ikke gælder alle arvesygdomme... for så er jeg sikker på at min far havde gjort hvad han kunne og min søster også for at hendes børn ikke skulle få det...

 
At 4/2/10 13:18, Blogger susling said...

Anette, jeg kender godt til arvelighedslære. Jeg husker svagt noget fra gymnasiet og også om, hvordan procenter kan multiplicerers, hvis man får børn med en, der også har anlæg osv. osv.

De 10 % har jeg fra en forholdsvis ny artikel om genetik, arvelighed og psykiske lidelser. Og det jeg måske burde havde skrevet, det var, at ens genetiske disposition øges,hvis der er anlæg for sindslidelser hos begge i et par, der får børn. Jeg afviser ikke genetik, absolut ikke. Vi er prædisponerede for forskellige ting via vores ophav - også de gode ting. Men jeg synes, som jeg også har skrevet til Zette, at man netop i forhold til sindlidelser er gået fra den ene grøft til den anden og har glemt mellemregningerne.

Og så beklager jeg meget, hvis mit indlæg har fremstået som unuanceret og uden kildehenvisninger og den slags. Det kom fra hjertet.

 
At 4/2/10 15:46, Blogger Zette said...

jamen det kan jeg så kun være enig med dig i. Jeg tror bare jeg læste - eller fortolkede - noget "det er din egen skyld, enhver er sin egen lykkes smed, og du skal bare tage dig sammen" - det var vist fejllæst fra min side, men jeg hader bare, når det kommer op, fordi vi jo netop ikke er ens og ikke alle bare kan....

 
At 4/2/10 17:25, Blogger Beologen said...

Jo ældre jeg bli'r, desto mere skeptisk bliver jeg overfor sandhedværdien i diverse undersøgelser - eller rettere: jeg gubler meget over hvor meget der egentlig skal til for at kunne afdække hvad der ligger bag hin enkeltes problemer og sygdomme.

Arv/miljø er en af de mest spændende diskussioner around.

At reproducere sig, og observere hvor lidt og hvor meget afkommet minder om én selv og/eller den anden forælder (eller bedsteforældre) er simpelthen SÅ spændende...synes jeg.

Min datter minder meget om mig. Det er 51% godt, viser en helt ny undersøgelse :-)

 
At 4/2/10 17:27, Blogger Beologen said...

At guble er en helt ny filosofi-metode...langt bedre end at google :-)

 
At 5/2/10 09:12, Blogger susling said...

Beo, jeg synes også det er værd at "guble" over. Brækker man et ben, så er det jo enkelt nok. Man er faldet og at knoglen er brækket kan man se på røntgenbilleder. Det kan man ikke på samme måde med sjælen (selv om der vist er noget med visse centre, som man godt kan se). Netop derfor synes jeg man skal være varsom med kategoriske forklaringer. Det kan være så komplekst.

Al den genetik-snak giver mig i øvrigt kuldegysninger. Min grandtante blev gasset i det 3. rige pga. af en nervelidelse. Jeg husker siden, hvordan alle sagde om hendes datter - min tante, der var lidt neurotisk, at det jo nok skyldtes hendes mor. Ja, tak skæbne! Tænk at miste sin mor på den måde og siden måtte efterlade alt som barn, for ikke at falde i russernes hænder. Det kan man da godt blive neurotisk af.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home