kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

27.1.10

Susling i sneen

Altså, det er jo meget yndigt med alt det sne, der falder, vand der fryser til is og klar, klingende frost. Men nu begynder jeg ærlig talt, at blive en anelse træt af det. F.eks. fordi vores nuværende vejrtilstand får en af mine mindre begavede naboer til hoverende at råbe, mens hun sniger sig helt tæt ind på mig, så jeg kan se hendes udsmattede øjenmakeup i forstørrelse: "Ha, ha, og så snakker de om global opvarmning!"

"Tjo, jo," mumlede jeg ned i mit overdimensionerede halstørklæde, mens jeg instinktivt rykker mig tilbage til den obligatoriske afstandszone. "Nu er det jo faktisk sådan, at verden består af mere end Danmark og jeg er ret sikker på, at de siger noget andet på Stillehavsøerne og i Afrika."

Jo, jo, sådan er det. Og det er også sådan, at den globale opvarmning fremover vil bringe flere kolde vintre og flere varme somre med sig. Det kan jo lyde meget besnærende for en lille lokal dansker.

Men lad os se det i øjnene. Vi er globale, uanset hvad kakkelbordsdanskeren - en type min mindre begavede nabo klart hører til - end synes om det. I ved godt, det er dem, der siger, at muslimske mænd - over en bred kam - slår deres kvinder ihjel og synes Kurt V. er en frihedshelt. Og nu jeg er i gang: Hvad fanden sker der for vores nuværende regering?! De blabrer løs om serviceeftersyn af folkeskolen (blev jeg lige underlig, da jeg hørte Statsministeren udtale sig om det?! Som om det var det vigtigste i forhold til at styre landet! Diversion, det er lige, hvad det er. Det er et røgslør lagt ud, for at vi ikke skal se, hvor handlingslammet de er blevet). Og så er der det med privatisering af universiteterne og retræten på den obligatoriske madordning. Imens bliver der skåret helt ind til benet i sygehusvæsenet og stadig flere bliver ledige og endda langtidsledige (føj et grimt ord! Laaaaaaaaaaaang tiiiiiiiids ledig. Bliver jeg lige træt et kort øjeblik?!) Så gør dog noget, for dællan. Styr landet på makroniveau og lad være med at opføre jer som kommunalpolitikere.


Nå, det var et sidespor. Det må I fandme undskylde. Vejret og vores lands siddende regering er nu en gang som det er, og uanset hvor meget man brokker sig, så er der ingen, der gør noget ved det alligevel. I stedet kan jeg så rende rundt i al det her tindrende vintervejr og flashe mine fine hvide tænder. De matcher simpelthen sneen så godt.

Etiketter: ,