Susling er en realist

I går, da jeg var høj på endorfiner eller adrenaliner eller hvad de nu hedder, de dimser, der udløses i kroppen, når man virkelig går til den fysisk, var jeg så speedet, at jeg fik sat gang i en hel masse, som jeg kun fik gennemført halvt. Bl.a. fik jeg meldt mig til Thai Bo intro. Jeg var også ret tæt på, at melde mig til salsamix og yoga.

I dag har jeg så meldt fra igen. Jeg er nemlig faldet ned - helt ned - så meget, at jeg ikke en gang kunne overskue, at cykle ud på Østerbro til et møde, jeg havde aftalt i slutningen af sidste uge. Mine lårmuskler er ømme, min lænd er øm, mine biceps er ømme og jeg kan dårligt nok løfte armene. Ai, så slemt er det ikke. Jeg er faktisk i bedre form, end jeg troede. Men det med mødet er dødærgerligt. Det handlede nemlig om, at jeg skal lave kommunikation på frivillig basis for en lille velgørende kvindeorganisation.

Jeg tænker nemlig som så, at jeg faktisk er ret priviligeret. Også selv om jeg ikke bor i villa og har en firehjulstrækker. Jeg behøver ikke, at gå 10 km. hver dag for at hente vand. Jeg skal heller ikke op før fanden får sko på og stampe maniok til morgenmaden. Min mand har jeg også selv kunne vælge. Jeg har kun født de børn, jeg selv ville og de er ikke døde som spæde. Jeg har også fået en lang uddannelse og nu hvor jeg er ledig, kan jeg få dagpenge.

Al det priviligerethed tænkte jeg, at jeg kunne dele lidt ud af, nu hvor jeg alligevel er sat på udskiftningsbænken. Altså lige bortset fra i dag, hvor det nok er bedst, jeg tænker lidt på mig selv.

Bortset fra det. Helle for ikke at være haitianer. For satan, mand. Det er jo et samfund fuldstændig i opløsning. Godt, at der er så mange, der giver en støttende hånd eller skilling. Nå, ja ikke Kurt. Godt nok surt, at hedde Kurt, hva'!
Oh, gud! Det bliver ved.