Susling er i tvivl

Lige nu sidder jeg og er i tvivl om, jeg overhovedet gider ha' det dersens job. Jeg er også lidt i tvivl om, hvem jeg selv er. Hø, hø, jeg er freaking 45 og jeg er stadig ikke i stand til at se mig selv i strakt arm og er stadig i tvivl om, om det jeg sanser og fornemmer er det rigtige! Burde der ikke ha' indfundet sig en afklaring efterhånden?

Men seriøst, jeg kunne godt bruge en manual. Det ku' bare være sådan en Ikea-pixi-ting med tegninger eller hvad med noget med nogle forudbestemte milestones, så man vidste, hvad livet bragte og man ikke hele tiden skal ekstemporere.

Især i forhold til jobmarkedet (kan man købe et kvalitetsjob?) er jeg blevet lidt pas. For det er som om koderne er lidt ude af sync med mig. Anders fortalte i øvrigt, at endnu en af hans kolleger i den glade konsulentbranche, er blevet langtidssygemeldt med stress, og når jeg hører det, så vender det sig i maven på mig. Så meget er det altså heller ikke værd, det marked (bortset fra lønsedlen, selvfølgelig). Men man tramper jo lystigt rundt i hamsterhjulet indtil man enten falder af eller selv hopperaf og ind i sin lille rede med hø. Eller slet og ret bare lader hjulet køre rundt med én helt frem til hjemmehjælp, guldur og pension fra det offentlige.

Ja, jeg ved sgu ikke rigtig lige nu. Måske sku' man bare blive nyreligiøs og gå med i en sekt, der bestemmer det hele for én?

Susling spørger: Er der noget i luften?

I dag kravlede jeg ud til min 2. samtale. Folk støtte ind i mig og så sure ud.

Så sad jeg til 2.samtalen og blev gennemheglet især i forhold til min forrige arbejdsplads. Det var hårdt, for det endte jo mindre pænt. Og hvad siger man? Det er jo lidt af et dilemma og jeg bryder mig i hvertfald ikke om at tale grimt om tidligere arbejdspladser. Uanset,hvor grimt det har været. Hvad skal man det for? Det gælder om at se fremad og jeg kan jo ikke gøre for, at jeg havde en underlig chef, som jeg til sidst simpelthen ikke vidste, hvordan jeg skulle takle. Men den slags kan falde tilbage på en. At man har været i et utroligt ringe arbejdsmiljø.

Heldigvis er det en tidligere kollega, der har anbefalet mig. Så helt abnorm kan jeg jo ikke være. Og nu må vi se. Har det nu sådan, at bliver det ikke dette job, så bliver det et andet.

Og så kravlede jeg i øvrigt hjem igen og folk støtte ind i mig og så sure ud. Og en mor med barnevogn stillede sig op midt i indgangen til det supermarked, jeg skulle ind i og da jeg høftligt gjorde opmærksom på, at jeg godt ville forbi, råbte hun på rejekællingemaner, at hun fandme stod og ventede på sin datter og jeg eddermame ikke skulle gi' hende elevatorblikket. Og før det havde jeg lige mødt en bekendt på metrostationen, der fortalte at en gruppe unger havde lovet ham bank, da han stod i elevatoren og nu ville han fandme stemme på DF.

Og nu har jeg så sat mig, så jeg kan stirre lidt ind i væggen.

Suslings november

I morges faldt Anders ud af sengen. Bare få minutter før havde vi ligget og holdt krampagtigt fast i den sidste rest af nat og pludselig rullede han rundt og faldt ud over kanten. "Jeg er vist træt," sagde han nede fra gulvet.
Senere sad han med en sko på og den anden i hånden. Han var gået helt i stå. Sad bare og stirrede ud i luften.

Sådan kan man jo godt ha' det en gang imellem. Selv har jeg vist noget med lynlåse lige nu. For bare en halv time siden kom jeg til at låse mig inde i min anorak og var pludselig reduceret til et svedende og fortvivlet børnehavebarn. Det var før jeg opdagede, at lynlåsen på et par af mine støvler var død.

Jeg tror, vi har gang i noget november. Det er nu ellers ikke en måned, jeg synes er slem. Det gjorde jeg engang, men da havde jeg heller ikke råd til ordentligt overtøj og vi fyrede med petroleum. Og så studerede jeg et selvhøjtideligt fag på verdens kedeligste universitet. Til gengæld var jeg åleslank og havde min egen hårfarve.

I dag synes jeg egentlig januar er værst. Det er måneden uden ende og uden penge. Eneste lyspunkt er, at dagen begynder at tage til igen. Der er feststemning hos os, når man kan læse i avisen, at dagen er tiltaget med 1 min.

Apropos feststemning, så er Skumfidusen helt opstemt over, at hun skal over og stemme igen. "Nu kan jeg for anden gang være med til at bestemme i samfundet,"siger hun, og synes hun er meget heldig. Jeg er til gengæld heldig, fordi jeg har fået mig en vaskeægte lille demokrat.

Og så er vi forøvrigt alle sammen heldige, fordi vi bor i et demokrati og kan gøre en grå regnfuld dag i november til en rigtig festdag. Husk nu at sætte kryds ved anstændighed. Det trænger vi efterhånden ret kraftigt til.

Susling undrer sig II

Jeg har ordnet vasketøj, slået et brød op og sat det i ovnen, lavet mere surdej, sendt min familie ud af døren, skiftet håndklæder på badeværelset, redt senge, lavet indkøbsliste til det småtteri vi mangler bl.a. til en æblechutney, som jeg også har planlagt at lave i dag, sat i opvaskemaskinen, trykket det opligatoriske "jeg er stadig ledig" på jobnet, redigeret en opgave for en bekendt og er lige nu i gang med en ansøgning.

Hvorfor har jeg så, sådan en underlig følelse af at pjække fra noget? Sådan en underlig urolig følelse af, at jeg slet ikke må være her, hvor jeg er, og at jeg gør noget meget forbudt, fordi jeg i virkeligheden burde gøre noget andet og være et andet sted.

Update: Nu 1 1/2 jobansøgning, indkøbstur, teenagekommehjem og er gået igen snak X 2, tømt og genopfyldt opvaskemaskine, forberedelse til 2. samtale i morgen og en gang kogende æblechutney siden. Føler det samme! At jeg pjækker fra noget. Det er bare ikke fair.

PS. Meget interessant æblechutney. Skal tilsættes rosiner og salvie og ellers det sædvanlige: æblecidereddike, hvidløg, sukker, salt, allehånde. Bliver spændende. Gad vide om man kan skrive den slags på sit cv?

Susling nu til brød med country-look

Egentlig sad jeg her til morgen med min husbond ved min side og spiste morgenmad i sengen. Det gør vi næsten aldrig. Det er alt for rodet og besværligt og man får blødkogt æg på sit rene dynebetræk, men vi synes, at vi ville være lidt så'n vilde, når vi nu var teenage-fri.

Nå, men så sad jeg der iført housecoat, morgenhår og briller og fik nærmest åndenød af at bladre i weekendens aviser. For syvhundrede hundestejler med løg på! Der er da godt nok en en del, man bør reagere på. Jeg nævner i flæng:

• Den nye lømmellov (som vel betyder, at vi ikke længere kan markere vores mishag med noget via fredelige demonstrationer)
• Loven om at fjerne ungdomsydelsen for 15-17 årige, hvis ikke de makker ret (det skal nok hjælpe de unge i den rigtige retning eller noget.)
  
• Reglen om, at pensionister skal melde til kommunen, hvis de rejser ud af landet længere end 2 mdr.(Hvad så med alle de rige Solkysten-pensio'er?!)
  
• Right wing conservatives i the greatest nation of all, der nægter at gå med til at klimaregulere (kommer I fandme til kammerater, one way or another!)
  
• Birthe Rønn Hornbeck flankeret af Waffen SS aka Peter Skaarup og Thulesen Dahl, hver gang hun fremlægger en stramning (er det kun mig, der synes hun ser hundset og underkuet ud?)
• Stigende arbejdsløshedstal (hørte fra en, at hun lige havde søgt på et job, hvor der havde været 1200 - tolvhundrede!! - ansøgere)
• osv. osv. osv.

Men, nu har jeg bestemt mig til at gøre som flertallet: Jeg stikker hovedet i busken og vender mig mod de hjemmelige sysler.

Og så var det, at jeg fik den idé, at jeg ville bage brød med country-look. Slet og ret. For kan jeg ikke få verden til at gøre, som jeg vil ha', så kan jeg som minimum ælte en millirem af de atomer vores jord består af, i præcis de faconer, jeg vil ha'.

Til det skal jeg bruge en hævekurv eller to, så det har jeg søgt på og undskyld eller hvad, men bliver man da lige taget i portemonæ'en bare, fordi man har fået en hobby! Meget muligt, at man samtidig køber lidt Plum, Isabella, økologi på den rigtige måde-aura med. Men helt ærlig!

Det må kunne gøres billigere, tænkte jeg og så var det lige, at jeg faldt over den Kinesiske Butik i Rosengaarden (på nettet altså) og selvfølgelig, de har alt mellem himmel og jord til en brøkdel af prisen. Der tager jeg ind i morgen.

Og hvorfor er det lige, at jeg gerne vil ha' en hævekurv (eller to) udover at forme min egen lille verden?

Jo, jeg vil lave et østrigsk grovbrød med surdej. Med sirup, kommen, fennikel, knækkede hvedekerner, rugmel og hvedemel. Og sådan et skal (det ved jeg, fordi jeg boede der som lille), ha' de helt rigtige riller (nå ja, jeg kan så også bruge kurven til andre brød.)

Jeg ser det for mig: Al min vrede og forargelse kan æltes ud og hældes op i den smukke kurv og så er min verden retrillet i et kort sekund. Og kom ikke og sig, at I ikke også gør det samme! Sorry folks, men det er jo lidt sandt, ik' gås.

Susling er klimapornografisk igen

Kære Klimadagbog,
i aften skal jeg være alene med min mand igen. DJ Brockhouse ser ud til at have fundet kærligheden og er draget på landet til sin udkårne (hvorfor finder han dem så langt væk?) og Skumfidusen skal ud til noget stort, hvor man skal være meget, meget fin.

Og så er det altså, at vi (med al den berusende frihed) er kommet til at planlægge noget med oksekød igen. Denne gang Gullasch med kartoffel-jordskokkemos. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at det sker - igen. Trangen kom over mig og det eneste jeg kunne tænke var:"Uhm, en god røget rosenpaprika, små stykker oksekød i tern og en or'nlig omgang af det, der smadrer det glykemiske index!" Og straks så jeg sienna mod okkergult garneret med olivengrønt for mine øjne.

Kære klimadagbog, hvis jeg nu lover, at skære mine varme bade ned til fem min., fortsat vasker mit tøj på lave temperaturer, lufttørrer det og kun - jeg sværger - kun bruger sparepærer i alle lamper, tror du så, at det kan hænge sammen sådan på globalt plan?

PS. Jeg lover også højt og helligt aldrig mere at spise sushi. Det er så white trash (Tænk på Brian og Dennis, der blev skudt på i Hellerup) og så er sushi-manien med til at fiske havene tomme.

Har vi en aftale?

Susling siger: Mor er ikke skuffet, mor er sur!

Nå, ser åbenbart ud som om, at det er nu man skal lære sine unger lidt om arbejdsmarkedets velsignelser (og mangel på samme) og om at chefer ikke nødvendigvis er mentalt forbundet med Gud og Kongehuset!

Jeg vil vove at påstå, at jeg har lært mine unger om arbejdsmoral og anstændighed. Om at tage fat og være sig sit ansvar voksent. Det er faktisk dyder, jeg selv sætter højt. Man hvad nytter det, når der ikke bliver samarbejdet i den anden ende?

Jeg giver lige et par eksempler:

• Skumfidus bliver tilbudt kokain af chef til julefrokost
• Skumfidus bliver udsat for røverisk overfald med stor slagterkniv og en med maske involveret. Vi må selv tage affære, dvs. hente (og sørge for at kasse bliver talt op), kontakte krisepsykolog osv. osv.Dvs. INGEN chefer, der dukker op på gerningsstedet, siden kontakter hende eller formidler kontakt til krisespykolog, selv om virksomheden faktisk har en aftale med den slags. At aftalen er der, finder vi først ud af flere dage efter
  
• Skumfidus søger job og får at vide, at man ikke ser på kompetencer og erfaring, men udelukkende på, om hun er sød (og det er hun, det siger hendes veninder)
• DJ Brockhouse får at vide, at han er en pjækkerøv, fordi han må lægge sig syg med influenza (og jeg garanterer for, at han ligner en svedig hulkindet zombie, da han ringer og siger, at han ikke kan komme.)
• DJ Brockhouse står og venter på, at han kan komme til at feje op efter, at en kunde har væltet nogle flasker. 2 - TO - chefer - kommer farende og siger, at de ikke gider se på, at han dovner den af og at han skal tage sig sammen ellers melder de det til den øverste chef. I samme butik har jeg som kunde adskillige gange overværet chefer overfuse medarbejdere lige foran mig. En gang greb jeg altså ind og sagde, at jeg synes, at de skulle tage sig sammen og at den slags gad jeg ikke være vidne til.
  

Hvad fanden er meningen?!!! Mine unger prøver jo bare på at tjene lidt håndører.

Og sådan opløftet vil jeg nu skrive en ansøgning.

Føj for satan!

Suslings unger

På visse områder er jeg meget, meget heldig. Selv om jeg nu også vil tillade mig at mene, at jeg selv har haft en finger med i spillet. Det er nemlig, når ens unger er i teenagealderen, at man ser resultaterne af sit langsigtede arbejde som forælder.

Det er selvfølgelig ikke alt, man er herre (frue) over, f.eks. er jeg af den overbevisning, at børn bliver født med en personlighed. Det er ikke en lille klump ler jeg har fået mellem hænderne, men et lille væsen med anlæg og talent for forskellige ting. Mine børn er født i samme måned og på næste samme dato. Hvis man er til den slags, så er de mao. født i samme stjernetegn. De kommer også fra samme fabrik (deres far og mig) og der er kun tre år imellem dem. Dvs. at de er blevet opdraget nogenlunde samtidigt og ud fra samme principper af os forældre.

Alligevel er de vidt forskellige. Skumfidusen er flagrende, trallende og emotionel. Dj Brockhouse er organiseret, eftertænksom og velovervejet. Det er Skumfidusen, der hele tiden smider sine ting væk, mister cykler, glemmer at sætte låg på ting og skaber støj. DJ Brockhouse smider stort set aldrig noget væk, sætter altid låg på, har styr på sine penge og kan være meget stille.

Den forskel kunne jeg se allerede, da de var bitte små. Skumfidusen var sådan én, der spredte sit legetøj omkring sig og ud fra det skabte hun en logik og systematik. Det var (og er) de store armbevægelser og de brede linjer i hendes leg og hendes tilgang til livet. Med hende måtte jeg altid være ti skridt foran for at følge med. DJ Brockhouse var så lige det modsatte. Han var fokuseret på få ting af gangen og havde samlermani. I en periode skulle vi f.eks. hele tiden købe små tinsoldater på Tøjhusmuseet. Det kunne også være micromachines, pókemon eller FCK-ting. Hele hans tilgang til livet var (og er) meget systematisk. Med ham behøvede jeg ikke at være ti skridt foran. Der kunne jeg næsten blive bekymret, for burde han ikke XXX på nuværende udviklingstrin? Og hver gang jeg blev bekymret, så gjorde han præcis det han skulle. Men han gjorde det i sit eget tempo.

Nu er de selvfølgelig to forskellige køn og jeg fornægter ikke, at køn spiller en rolle. Faktisk har jeg været meget bevidst om det allerede fra start. Da jeg fik min Skumfidus læste jeg store tykke bøger om kønsforskning og barnets udvikling (man er vel akademiker), for min datter skulle ikke hæmmes. Med Dj Brock gjorde jeg mig de samme tanker bare med omvendt fortegn - altså ikke, at han skulle hæmmes. Mere noget med, hvordan man understøttede hans køn, men undgik, at han blev en dum drengerøv.

Det jeg også gjorde - og det er faktisk det jeg tror, gi'r pote i dag, det er, at jeg SÅ mine børn. Jeg mødte dem præcis, der hvor de var (er). Har de haft interesser har jeg understøttet dem, men ikke presset på. Har de været vrede, har jeg set deres vrede og har taget den alvorligt - modsat det jeg selv oplevede som barn. Har de været kede af det, har jeg sagt, det var ok og at det måtte man gerne være osv. osv.

Og hvad sidder jeg så med i dag? Tja! Skumfidusen kom stortudende hjem i nat og vrælede at hun virkelig havde dårlig karma, fordi hendes cykel er blevet stjålet (d. er så den xxx, vi er på) og hun havde fået afslag på et job. Men vips så tænker hun posetive tanker og har skaffet en ny cykel og er allerede i gang med at søge andre jobs. DJ Brockhouse pakkede allerede i går systematisk sin taske, fordi han skal på weekend hos sin (nye!) kæreste.Inden han gik afsted i morges messede han: Jeg har husket nøgler, mobil, madpakke, vanter.....

Jeg har virkelig gjort alt, det jeg kunne som mor. Men så vidt jeg kan se, står nogle ting vist ikke sådan lige til at ændres.

Susling skal ha' sig en jobsøgningsstrategi

Jeg er indkaldt til en 2. samtale i næste uge og i den forbindelse ringer jeg til min 2. aktør og spørger, om vi ikke kan udskyde vores møde, som ligger klods op af 2.samtalen. Synes selv, som jeg siger, at det da ville give fin ræsson, hvis jeg havde noget reelt at komme med, som vi kunne diskutere på de her helt igennem dødssyge og ukonstruktive møder.

Det synes han så ikke. Istedet siger "Konsulent, der er nyuddannet og selv har søgt job forgæves i over ét år, og derfor ikke har så meget konstruktivt at byde ind med":

"På næste møde, skal vi vist til at snakke seriøst om din jobsøgningsstrategi!"

Øh jobsøgningsstrategi?! Kan man kalde dette her en strategi?:

1. Jeg holder øje med opslåede jobs, der matcher min profil

2. Jeg skriver ansøgning

3. Jeg sender ansøgning

4.a.Jeg modtager afslag

4.b.Jeg bliver kaldt til samtale

Herefter kan det ske, at jeg går tilbage til

4.a.Jeg modtager afslag

Det er dog også igennem de 16 år jeg har været på markedet sket:

5.Jeg får job

Men måske sku' man for hans skyld peppe det hele lidt op? F.eks.:

1. Jeg holder dedikeret og systematisk øje med opslåede jobs, der matcher min profil, men søger selvfølgelig også uden for mit kompetenceområde (det skal sgu' nok gi' pote."Jeg kan overhovedet ikke det, I kræver, men jeg er frisk og lærnem.")

2. Jeg skriver målrettet og meget entusiastisk ansøgning (hvor jeg først har researchet og kimet folk ned, for at gøre opmærksom på mig selv (også selv om jeg intet konkret har at spørge om.)

3. Jeg sender ansøgning til rette vedkommende pakket godt ind i masser af håb, farvelade og andet, der får mig til at stikke helt specielt ud fra bunken

4.a.Jeg modtager begrundet og velfunderet afslag

4.b.Jeg bliver kaldt glad og overivrigt til samtale og jeg selv er ved at tude af lykke over, at de har udvalgt netop mig

Herefter kan det ske, at jeg går tilbage til

4.a.Jeg modtager begrundet og velfunderet afslag

Det er dog også igennem de 16 år jeg har været på markedet sket:

5.Jeg får drømmejob, hvor jeg kan gøre stor karriere, betale topskat plus alt det andet skat og jeg lover aldrig mere at havne i jeres system og nasse på samfundet.

Nå, må videre. Skal jo skrive ansøgninger, men nu fuldkommen rask og med pænt hår. Tæller det som en del af strategien? (Har været til frisør. Snart den eneste luksus i mit liv. Bortset selvfølgelig fra at ligge i ske med husbond og at bage brød.)