kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

6.8.13

Hjemkomst

Sommerferie er godt for sjælen. Det hele kommer lidt på afstand og man har lov til bare at være. Ingen krav, ingen betingelser. Det eneste man skal er, at vågne op hver morgen og planlægge, hvad dagen skal gå med. 

Jeg drak Berlin ind i store slurke. 9 udstillinger blev det til. Fra historien om modstandsbevægelsen i Nazi-Tyskland til en retrospektiv udstilling om de hektiske 90'ere i Berlin. Jeg var til en elektronmusik-koncert og på pubcrawl og spiste på restaurant -fra det ultrabillige til det næsten herskabelige. Og selvfølgelig Rossmann. Jeg elsker Rossmann! Weleda koster en brøkdel, alt koster en brøkdel og pludselig opstår der helt nye behov, f.eks. er det jo ret smart med to forskellige cremer til fødderne. Næsten ikke til at undvære, vel.

Efter det er der kun en ting at gøre: En uge på langs i et sommerhus med bøger og bløde fødder og direkte udsigt til marker og havet. Mere behøver jeg faktisk ikke. Bevægede mig stort set kun fra sengen og ud på terrassen, hvor min vigtigste opgave var at brune mine ben og smøre mine fødder ind. 

Sådan kan det selvfølgelig ikke blive ved. Der er hverdag, der skal passes og opgaver, der skal løses. Men. Og jeg mener Men, man kan godt forsøge sig med, at holde fast på den bløde væren og følelsen af, at alt nok skal gå. Næsten som når man sylter sommerens afgrøder. En krukke solid henkogt sommerferiefølelse, som man kan tage frem og snuse til, når man trænger. Og der er forøvrigt stadig masser af creme til fødderne.   

1 Comments:

At 30/6/17 16:04, Anonymous Floricultura said...

Jeg elskede bloggen! meget god!

 

Send en kommentar

<< Home