Livslektier
I kender sikkert den her opfattelse, at når man kommer ud for en sørgelig/farlig/ulykkelig/ubehagelig hændelse, så er det er det, fordi livet prøver at lære én noget. Den bagvedliggende tanke er vel, at der sidder en usynlig hånd/en højere magt, der udeler huskekager efter et fastlagt skema. "Nå, nu er vi nået til Fru Jensen i Vrå. Det går lidt for godt for hende, så nu skal hun ruskes godt og grundigt, så hun kan tænke lidt over livet."
En hel religion er bygget op over denne opfattelse og drevet næsten ud i ekstremen: Bliver du født ind i lokumsrenser-kasten, så er det sgu fordi du skal sone for din gennemførte ondskab i dit forrige liv. Det er faktisk en meget fix måde at stavnsbinde folk og forhindre social uro. Man er selv ude om det!
Jeg er helt på det rene med, at man skal arbejde med sig selv. Især da hvis man hele tiden gentager et bestemt mønster, som ikke er hensigtsmæssig. F.eks. kender jeg en pige. Hun havner altid i skænderier med folk, bliver smidt ud af studiegrupper og har meget få venner, der kan holde hende ud, fordi hun er påståelig, negativ og kværolantisk. Hendes mor er i øvrigt kværolantforrykt, så pigen har det ikke fra fremmede. Man hendes konstante gentagelser af samme mønster skader hende og ødelægger hendes fremtidsmuligheder, netværk mv og hun ville have rigtig godt af, at holde sig selv ud i strakt arm og spørge sig selv: "Hvad kan jeg lære af det her, så mit liv bliver bedre?"
Det samme gælder vel, hvis man hele tiden løber ind i voldelige mænd. Der er det nok også meget godt at lave sine livslektier.
Men når folk begynder at snakke om at man skal lære af, at man pludselig står alene med ansvaret for et multihandicappet barn, at man bliver ramt af cancer, får pts som tidligere soldat, eller noget andet forfærdeligt, så står jeg af. Hvilke livslektier ligger der i det? Udover, at man måske generelt må tage sit liv op til revision, fordi man står med en helt ny situation. Men bortset fra det? Jeg har svært ved at se det. Det er bare rene tilfældigheder, hvem livet rammer og hvordan livet rammer.
5 Comments:
Endnu engang fanges og betages jeg af din præcise og nøgterne måde at formidle et (i hvert til fald til dels) komplekst problem.
For du har jo ret i, at hvis tesen er, at man selv er ude om det, og at man derfor ikke kan ændre ved noget alligevel, så er der ingen "lektie" eller læring, for nu at bruge et moderne ord. Hvis det derimod handler om at blive klogere på, hvorfor man igen og igen havner i en dum situation, så kan man bestemt lære meget, ved at turde kigge ind med objektive briller. Og det er vel lige præcis det man også bliver nødt til, når man havner i en ny (og uoverskuelig) situation. Og gu er svært, det ved jeg af alle, men det kan lykkes.
Ja, Ida, det er et komplekst problem og måske har jeg forenklet lige lovlig meget. Men det er jo det jeg altid prøver på: at skære ind til benet, at skabe klarhed.
Alt kan vel gi' læring, hvis man tør og kan overskue, at se sig selv i øjnene. Det jeg stejlede lidt over det er, at det nærmest er blevet et mantra. Nogle gange bliver man bare ramt af livet.
Ja, nogle gange bliver man bare ramt af livet. Men hvis man heller ikke der - når man har sundet sig lidt - kan ændre retning, så står det skidt til.
Det kommer vel an på hvad livet rammer en med. Om man har en handlemulighed eller ej. Hvis du hele tiden vælger voldelige mænd - ja, så er der mulighed for at skifte spor. men hvis du rammes af galoperende tarmkræft eller din datter får skizofreni - så er der vel ikke så megen læring eller handlemulighed, udover at kæmpe og forsøge at overleve.
Pernille, det er præcis det jeg mener. Tror så, at der er læring på den anden side, når man kommer dertil, f.eks. forståelse og tolerance.
Send en kommentar
<< Home