Man betaler også prisen i storbyen

En ny dag i min støjplagede storby-idyl. Ud over byggelarmen, så synes gårdmændene, at det er nu, der skal slås græs. På en ualmindelig pertentlig og ihærdig måde. I sådanne øjeblikke kunne jeg godt forfalde til at længes efter lidt landligt idyl med fuglefløjt og marker. Pænt er der jo - især om sommeren. Men så er det, at jeg også kommer i tanker om, at markerne skal pløjes og sås og høstet. Det larmer. Og græsset skal også slås i udkantsdanmark. Grimt ord forøvrigt! Ubehagelig new speak, der farver modtagerens opfattelse på en helt forkert måde. Lige som cafépenge og fjumreår. Så er det bestemt og der kan ikke modargumenteres. Af med knoppen. 

I virkeligheden så synes jeg, at vi alle er en del af Danmark - land og by. Vi er så små, at det giver god mening. Det der ikke giver mening for mig, er de fordomme jeg møder: Om at i København, der får vi det hele: Arbejdspladser, investeringer, motorveje, broer. Jo, det gør vi vel. Men vi har også bandekriminalitet, narkomaner og andet godtfolk fra provinsen, der foretrækker at gå til grunde på storbyske stenbro. Trafikken fra omegnskommunerne - og ingen betalingsring - eller reele løsninger på den problematik. 

Arbejdspladserne er vi mange flere, der skal slås om, broerne er noget, der bliver bygget hen over hovedet på de lokale. Bussluser, der er anlagt for at sikre skole- og institutionsbørnene, bliver nedlagt, så Operagæsterne kan komme hurtigt og nemt frem og tilbage. Igen heller ikke til gavn for de lokale. Det er den pris jeg må betale for at bo i storbyen. Men det er her, jeg hører til. Det er her, jeg er født og opvokset. Det er her min familie kommer fra. Det er her jeg kan udpege huse og kvarterer, hvor de har boet - lige siden min tipoldefar brød op fra slægtsgården på landet og drog af sted med sit ene ben, sin lirekasse og fjorten børn. Så i det perspektiv er jeg, 5.generationskøbenhavner som jeg er, vel også bare en slags provinsby-bo.