Min mavehjerne

Da mine børn var små og de var i tvivl om noget eller var bekymrede, så sagde jeg til dem, at de skulle mærke efter i deres maver. Hvordan føltes situationen? Føltes det rigtigt, det de havde gang i? Eller føltes det forkert? Hvis det føltes helt forkert, så skulle de sige fra også selv om det ikke nødvendigvis ud af til, var det de "burde" gøre. "I det store billede," sagde jeg til dem, "Betyder det mest, at I har det godt med jer selv og er i balance." Bum og basta. Sådan en mor er jeg.

Nu synes jeg så også, at det er vigtigt, at jeg er mor for mig selv en gang i mellem og hvis min mave begynder at råbe og skrige og jeg føler mig ude af balance, så skal jeg lytte - og agere på det. 

Som regel opstår denne hersens underlige murrende mavefølelse, når jeg føler mig presset til noget, jeg ikke kan stå inde for eller ikke føler mig i vater med. Det kan også nogle gange være i situationer, hvor jeg ikke føler mig set og værdsat, eller hvis folk tror, at de kan tage fusen på mig og jeg faktisk har gennemskuet dem for længst, men de bliver bare ved, som om jeg er dum. 

Det kan også være noget så banalt, som at jeg havner i situationer sammen med mennesker, jeg ikke trives med. F.eks. var jeg i ugen før påske på et kursus. Kurset var spændende og noget, jeg interesserer mig levende for. Jeg havde det bare ikke så godt med de andre kursus-deltagere. Altså ikke på den måde, at jeg er asocial og der er jo altid nogen, man kan finde et fællesskab med. Men den generelle stemning og underviseren var u-rar. Jeg stod det igennem, men jeg må indrømme, at jeg førte lange samtaler med min mave for overhovedet at kunne gennemføre. I stil med:"Nu tager du den lige oppe fra og ned. Værre er det jo heller ikke, vel!" Og så drønede jeg ellers af sted med stiv overlæbe og halvdelen af min sjæl parkeret hjemme. 

Et andet eksempel er, at jeg har kastet mig ud i noget, som på papiret lyder fint, men jeg tvivler, tvivler, tvivler på, om det nytter i det lange løb. Om jeg overhovedet kan og vil det, jeg i et øjebliks manglede klarsyn, troede jeg ville. Der kommer min mave på overarbejde. 

Et tredje eksempel er, når jeg sidder til en jobsamtale - og ja, jeg kommer til jobsamtaler - og jeg kan mærke, at fik jeg jobbet, så ville jeg blive jordens mest ulykkelige menneske. Fin titel, ja. Mange penge, ja. Men ellers...nej. Så tager min mave over og jeg trækker min ansøgning. Ret uklogt i dagens klima! Men hvem siger, at min mave er klog? I virkeligheden er den sart og meget højtråbende.Det er så min mave og hvis den redder mig fra, at gå ned med stress eller gøre noget, som er mig i mod på alle fronter, så må jeg leve med det. Faktisk synes jeg, at mange flere skulle lytte til deres maver. Bom og basta!