Bare græd lidt mere...

Vi græd selvfølgelig. Selvfølgelig gjorde vi det. Og jeg var den, der græd mest. Så kunne jeg sidde der og tvære den blå festmascara rundt i hele hovedet, mens jeg undskyldte og undskyldte. For det er sgu da fjollet, så'n at sørge på den dramatiske måde. Men det gjorde jeg. Hun manglede jo! Han tog det pænt og græd med på mandemåden. Ligesom Anders også gjorde. På et tidspunkt rejste han sig op fra den anden side af bordet og gav mig et varmt trøstende kram, mens han sagde, at han godt vidste, at hun havde betydet meget. Han var faktisk overrasket over, hvor meget hun havde betydet for så mange. Hele kirken var fyldt, blomsterflor hele vejen fra alteret og ned til udgangen i den store kirke. Og alle dem, der græd og sørgede - på hver deres måde. 

Jeg er ikke så sikker på, at jeg ville kunne præstere samme opbud. Så elskelig som hun var, er jeg ikke. Faktisk er jeg sådan én, nogle ser sig sur på - på den dramatiske måde. Ikke at jeg altid ved hvorfor, men det har jeg lært at leve med. Jeg trykker jo også selv på stopknappen en gang i mellem. Netop derfor er det så skide svært pludselig at miste en, der har været i mit liv i større eller mindre grad siden jeg var 16. 

Jeg husker hende i den store trøje, hun altid løb rundt i den gang. Kæmpestor kabelstrikket trøje, der gik hende til knæene og gamasher og DcMartinstøvler. Lillebitte og meget smuk. Jeg husker hendes værelse og hendes glade latter. Jeg husker, da hun mange år efter fortalte mig, at hun var blevet gravid. Få år efter mig. Det var et stort øjeblik. Det var så lige til en trash-fest i et nedlagt industrilokale, hvor de kun serverede rødvin og øl, så jeg blev så syg, så syg og måtte ørle uhæmmet i et hjørne. Charmerende som altid. That's me. Men jeg kan altså ikke tåle rødvin. Et glas og jeg er færdig. Det har jeg også lært at leve med. 

Bortset fra det, så har jeg pænt ondt i håret i dag. For vi lo også og snakkede og pjattede og drak martinies - shaken not stirred - og vin - hvidvin for mit vedkommende - og hørte musik helt indtil noget, der om sommeren ville have været den lyse morgen. På et tidspunkt kammede jeg oven i købet lidt over og gav drengene en fugtighedsmaske på. Men det var vist mest, fordi han bekymret spurgte til sit udseende. "Du skal da bare ha´lidt fugt," sagde jeg og hentede min dyre fugtighedsmaske.

Livet går videre. For os og for ham. Og han blev meget glad, da jeg også forsikrede ham om, at han stadig er en flot fyr og sagtens ville kunne finde en ny. Det var han nemlig lidt bekymret for. "Hvordan gør man?" spurgte han. "Aner det ikke," svarede vi. Vi er jo selv så'n nogle, der har mødt hinanden så tidligt, at vi er blevet voksne sammen, som kærester og siden som ægtefæller.  Hvordan gør man? Går på dating.dk?

Men en ting er sikker: Han kommer aldrig til at finde en, der elsker ham lige så ubetinget, som hende han mødte, da han var teenager og siden har delt hele sit voksenliv med. Det gør vi heller ikke, når en af os stiller træskoene. På trods af det, vil jeg gerne have lov til - på den dramatisk sentimentale måde - at sige:

"Husk at leve, mens du gør det.
Husk at elske, mens du tør det."

Eller noget.