kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

12.1.13

Bare græd lidt mere...

Vi græd selvfølgelig. Selvfølgelig gjorde vi det. Og jeg var den, der græd mest. Så kunne jeg sidde der og tvære den blå festmascara rundt i hele hovedet, mens jeg undskyldte og undskyldte. For det er sgu da fjollet, så'n at sørge på den dramatiske måde. Men det gjorde jeg. Hun manglede jo! Han tog det pænt og græd med på mandemåden. Ligesom Anders også gjorde. På et tidspunkt rejste han sig op fra den anden side af bordet og gav mig et varmt trøstende kram, mens han sagde, at han godt vidste, at hun havde betydet meget. Han var faktisk overrasket over, hvor meget hun havde betydet for så mange. Hele kirken var fyldt, blomsterflor hele vejen fra alteret og ned til udgangen i den store kirke. Og alle dem, der græd og sørgede - på hver deres måde. 

Jeg er ikke så sikker på, at jeg ville kunne præstere samme opbud. Så elskelig som hun var, er jeg ikke. Faktisk er jeg sådan én, nogle ser sig sur på - på den dramatiske måde. Ikke at jeg altid ved hvorfor, men det har jeg lært at leve med. Jeg trykker jo også selv på stopknappen en gang i mellem. Netop derfor er det så skide svært pludselig at miste en, der har været i mit liv i større eller mindre grad siden jeg var 16. 

Jeg husker hende i den store trøje, hun altid løb rundt i den gang. Kæmpestor kabelstrikket trøje, der gik hende til knæene og gamasher og DcMartinstøvler. Lillebitte og meget smuk. Jeg husker hendes værelse og hendes glade latter. Jeg husker, da hun mange år efter fortalte mig, at hun var blevet gravid. Få år efter mig. Det var et stort øjeblik. Det var så lige til en trash-fest i et nedlagt industrilokale, hvor de kun serverede rødvin og øl, så jeg blev så syg, så syg og måtte ørle uhæmmet i et hjørne. Charmerende som altid. That's me. Men jeg kan altså ikke tåle rødvin. Et glas og jeg er færdig. Det har jeg også lært at leve med. 

Bortset fra det, så har jeg pænt ondt i håret i dag. For vi lo også og snakkede og pjattede og drak martinies - shaken not stirred - og vin - hvidvin for mit vedkommende - og hørte musik helt indtil noget, der om sommeren ville have været den lyse morgen. På et tidspunkt kammede jeg oven i købet lidt over og gav drengene en fugtighedsmaske på. Men det var vist mest, fordi han bekymret spurgte til sit udseende. "Du skal da bare ha´lidt fugt," sagde jeg og hentede min dyre fugtighedsmaske.

Livet går videre. For os og for ham. Og han blev meget glad, da jeg også forsikrede ham om, at han stadig er en flot fyr og sagtens ville kunne finde en ny. Det var han nemlig lidt bekymret for. "Hvordan gør man?" spurgte han. "Aner det ikke," svarede vi. Vi er jo selv så'n nogle, der har mødt hinanden så tidligt, at vi er blevet voksne sammen, som kærester og siden som ægtefæller.  Hvordan gør man? Går på dating.dk?

Men en ting er sikker: Han kommer aldrig til at finde en, der elsker ham lige så ubetinget, som hende han mødte, da han var teenager og siden har delt hele sit voksenliv med. Det gør vi heller ikke, når en af os stiller træskoene. På trods af det, vil jeg gerne have lov til - på den dramatisk sentimentale måde - at sige:

"Husk at leve, mens du gør det.
Husk at elske, mens du tør det."

Eller noget.

7 Comments:

At 14/1/13 21:55, Anonymous Annette said...

Jeg sidder lidt ydmyg og stum og tænker, at jeg gerne ville skrive en kommentar, selvom jeg ikke kan finde noget passende at skrive. Jeg tror bare gerne, jeg vil sige: Hvor er jeg glad for, at du deler også af så svære emner. Og så smukt.

 
At 15/1/13 15:25, Anonymous Susling said...

Kære Annette, ingen grund til at være ydmyg og stum. Det er jo bare livet og nogle gange er det med småt meget stort. Går ud fra, at du har spillet til en del bisættelser og ved, hvad jeg taler om.

Det er selvfølgelig altid nemmere at sige farvel til en, der er mæt af livet og at sidde med en mand, der har oplevet sin del. Når det er jævnaldrende man sidder med og døden har ramt alt for tidligt, er det så meget sværere. Men jeg synes, at det skal deles. Jeg havde behov for at dele og så længe jeg er anonym, hvilket jeg helt bevidst har valgt, så skader jeg ikke nogen og kan måske være med til at afmystificere det tabu døden er i Danmark.

Men tusind gange tak for deltagelse, kommentar og omsorg. Det varmer meget.

 
At 17/1/13 21:05, Blogger Lotte Reiter said...

Kære Susling!
Vi SKAL leve, mens vi kan. Det skylder vi os selv (og vi er så længe døde...var det ikke sådan den lød?)
Jeg kondolerer og er taknemmelig for at du deler - vi danskere er generelt alt for berøringsangste, når det handler om døden. Ikke mindst om tiden, der kommer bagefter.

Når du får tid: https://www.youtube.com/watch?v=TH2OaaktJrw&feature=share
Er ret sikker på, du ikke vil fortryde.

KRAM


 
At 18/1/13 10:52, Anonymous Susling said...

Hej Lotte,
jeg fik set den fine film :-) Tak! Ja, livet skal leves, mens det er der.

Mht. døden er jeg holdt op med at være berøringsangst og egentlig også med mange andre svære ting. De findes jo på godt og ondt og jeg tror at det er vigtigt at tale, fortælle og afmystificere.

 
At 21/1/13 10:12, Blogger simpelsyning said...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

 
At 21/1/13 10:13, Blogger simpelsyning said...

Kære Susling
Du skriver så godt - og gribende - og ærligt - og personligt - om de ting som ikke ret mange andre skriver blogs om. Derfor kommer jeg (altid) tilbage til din blog, selvom jeg sjældent får skrevet en kommentar.

Og ja - vi er cirka jævnaldrende - måske derfor jeg følger med??

Din beretning om din veninde er dybt gribende. Hvor er det tragisk. Og uretfærdigt.

Har selv lige været til en nabos begravelse. Vi var selvfølgelig ikke tætte, på den måde som man er med en veninde - men jeg har kendt hende siden jeg var barn. Hun havde ALS. Så alle vidste hvor det bar hen.

Alligevel kan jeg simplethen ikke forstå at hun ikke er her mere..

Kærlig hilsen
Bodil

 
At 21/1/13 10:36, Anonymous Susling said...

Aimen tak! Det glæder mig, at du kan få noget ud af mine tanker. Mange gange skriver jeg vel bare derud af, derfor gør det mig så glad, at der er nogen, der gider komme forbi.

Og for helvede, hvor er det trist, når jævnaldrende takker af!

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home