Bandetegn for voksne kvinder

SRP er noget underligt noget. Indviede vil vide, hvorfor jeg synes, at det er noget underligt noget. For andre kan jeg forklare, at det er en stor opgave, som skal afleveres af alle, der går i 3. g. Det er den største opgave, de overhovedet kommer til at aflevere og den tæller for 2 karakterer på det endelige studentereksamensbevis. Nu er karakterer jo vigtige for ens ungers fremtid, så når SRP starter op, så kommer de seriøst voksne på banen. Til dato har jeg i hverfald ikke hørt om nogen, hvor forældre eller andre med viden og kunnen ikke har været inde over SRP-opgaven i en større eller mindre grad. 

Man kan nærmest kalde det et bandetegn. Hvis man siger, at man lige skal fixe noget SRP og man hører et suk i den anden ende af røret, mailen mv. Så kender vi hinanden: Vi er forældre til unger i 3. g. 

Det samme gælder session. Hvis man nævner, at ens søn er indkaldt til "Forsvarets dag", som de kalder det, og der lyder et suk i den anden ende, så ved vi begge, at vi er mødre til 18- årige drenge. Og egentlig er det lidt hyggeligt med disse fælles forældre-tegn. Ligesom man tidligere blev bundet sammen af f.eks. lusekampen, eller vuggestuebekymringen, eller sisifos-vasketøjbunken eller hadet til jule-klippe-klistre på skolen, så er man nu bundet sammen af noget, som vores store unger gennemgår.

Jeg har også oplevet, at genkendelsens blik glimter, når jeg nævner, at min store datter lige er flyttet hjemmefra. Så kigger vi lidt på hinanden og forstår, at man er rykket hen på en anden kørebane. Det der så er lidt værre er, at genkendelsen også begynder at dukke op, når jeg nævner, at jeg fornyeligt har mistet en jævnaldrende god ven. Det er jeg så åbenbart ikke den eneste, der har og vi ser kort på hinanden og begynder at snakke om noget andet. Ligesom jeg oftere og oftere støder ind i folk, der har mistet en eller begge forældre og jeg kan nikke genkendende, når de hurtigt og lidt stakåndet nævner det og at de lige skulle rydde boet og begrave og ordne detaljerne. De behøver slet ikke at gå i dybden med det. Jeg forstår instinktivt. Vi er jo i samme bande.

Mht. SRP kan jeg så fortælle, at jeg nu har gennemlevet to af slagsen. For et par år siden fik "vi" 10. I morgen afleverer "vi" en opgave om optakten til den amerikanske borgerkrig. Spændt på at se, hvad "vi" får i karakter.  

PS. Min søn blev erklæret 100% egnet, men trak frinummer. Tilfredsheden med det, er så også gået hen og er blevet et bandetegn for seriøst voksne kvinder.