Det gælder om at holde perspektivet

Da jeg var ung og vred og smuk havde jeg en studiekammerat. Hun var intelligent, sød, blond og alt mulig mere - hele pakken kort sagt. Men en dag sagde hun til mig om en eller anden:"Hun er rig, fordi hun er så sød!". "Arrrhhhh", tænkte jeg. "Kan det nu passe?!". Hun sagde også, at grunden til, at hendes eget liv var så nemt og fint, var fordi hun var så sød og derfor holdt Gud med hende. "Arrrh...", tænkte jeg. "Kan det nu passe?!"

Siden hen stødte jeg på en granvoksen kvinde, der i ramme alvor mente, at grunden til at f.eks. kvinderne i Nepal havde det så skidt var, at de havde en stor skyld at sone fra deres forrige liv. "Arrrh...", tænkte jeg. "Kan det nu passe?!". Det var så samme aften jeg var blevet tvangsindlagt til at se den dersens film, der vist nok hedder "The Secret". Den handler om, at hvis man bare tænker gode tanker og visionerer, så kommer alverdens rigdom og glæder til en. Mens vi så den skulle vi afionisere vores vand med en eller anden ståldims, så vi ikke fik alle mulige giftstoffer i os. (Bare for at sætte scenen).

Nu var jeg sådan indrettet den gang, at jeg bare lod folk snakke og var af den fulde overbevisning, at folk da måtte mene, hvad de ville, og at jeg ikke sådan skulle gøre mig til dommer over andre. For det ku' jo tænkes, at de havde ret. Jeg mener, jeg har jo ikke den direkte forbindelse til den højere sandhed.  Det har jeg sådan set syntes meget længe og jeg har som regel ladet folks snak om ditten og datten og dutten og deres 27 besværgelser og taktikker for at undgå det onde, gå lidt hen over hovedet.

Men når man så pludselig står med en jævnaldrende veninde, der går hen og bliver alvorligt syg, og f... også går hen og dør, så tænker man skråt op og til højre med alle jeres besværgelser og barnetro. For hende her hun var faktisk skide sød og kærlig og empatisk og alt mulig andet. Og hun kunne visionere nok så meget, mens de pumpede hende fuld med morfin, stråle- og kemobehandlede hende og hvad man ellers sådan griber til i lægeverden. Det hjalp da ikke en skid. Og heller ikke at hun var det sødeste menneske. Hvis der findes en gud, så holdt han/hun/den i hvertfald helt tydeligt frokostpause, i mens hun led. 

(Har så lige hørt en endnu ondere historie om en mand, der var ude og løbe, og løb ind i en varevogn. Nu ligger han i respirator, som nok bliver slukket inden for det næste døgn. Hans kone er langtidssygemeldt med stress, der har udviklet sig til en depression og de er forældre til to små børn på 1 og 3 år. Jeg er sikker på, at alle fire altid har været rigtig søde og fine.)


Den slags sætter livet i perspektiv. F.eks. går Anders hele tiden rundt og citerer slutscenen fra "Full Metal Jacket", hvor hovedpersonen står midt i kaos og døde soldaterkammerater og siger: "I det mindste er jeg i live".  Yes my boys!

Så, skal vi ikke bare blive enige om, at vi lever her og nu. Med det livet nu bringer en og at der ikke findes en højere retfærdighed, der har valgt netop dig til holdet af vindere, fordi du er så sød! Og så længe man er i live, er der håb. Og endnu bedre er det, hvis man ikke er sygdomsramt og man har alle sine mentale, kompetencemæssige og menneskelige ressourcer i behold. Så går det sgu nok, selv om man er ramt af arbejdsløshed, pengemangel, kærestesorg, dumme chefer, plagende børn, beskidt badeværelse, tøjkrise, stress og hvad livet ellers byder én.