Gid man kunne tæve døden

Jeg bagte en kage i mandags. En østrigsk kage. Jeg spiste den ikke selv, men tog den under armen om tirsdagen og lagde den forsigtigt i min cykelkurv.

Tirsdag eftermiddag sådan ved 15-tiden, stod jeg foran et tøjstativ. Og så købte jeg to bluser jeg ikke har råd til. 

Tirsdag morgen havde jeg været til fitness og skiftet tøj. Og så var det at jeg bagefter tog kagen under armen og lagde den forsigtigt i min cykelkurv. 

På et tidspunkt kunne man se mig, min cykel og kagen i cykelkurven passere Dag Hammerskiölds Alle. Forbi USAs ambassade og cafen over for Sortedamssøen, som jeg aldrig kan huske navnet på. Der var vist en der råbte:"Hej S..", men jeg nåede ikke at registrere, hvem det var, for jeg var i skarpt spin på vej mod Trianglen, som jeg også passerede. 

På et tidspunkt kunne man, hvis man havde befundet sig lige der på det sted på det tidspunkt, se mig ringe på en dørklokke med kagen under armen. Man kunne også se en lille buttet dame med næsten intet hår på hovedet åbne for mig mens en glad lille bulldog valsede rundt om vores ben. 

Der blev ikke grædt. Overhovedet ikke. Mere grinet lidt og snakket. Indtil hun begyndte at få en træt skygge hen over ansigtet og jeg sagde, at det var på tide at gå. Så det gjorde jeg. Gik ud til min cykel, trak den ned af gaden og ud på Østerbrogade, hvor jeg passerede tøjstativet og købte de to trøjer, jeg ikke har råd til. Tænkte:" Det er nu jeg lever! Lige nu og lige her!" 

Men gid jeg kunne sparke døden lige i fjæset med et velrettet cirkelspark med aggressiv lyd på. Gid jeg kunne tæve løs med mine knytnæver og råbende true ham væk fra hende. Skrige ham lige ind i ansigtet, at det ikke er hende, han skal hente. Ikke nu! Hun skal stadig være der for sine piger, for sin mand, for sig selv og for os - hendes venner.  Min sorg er sort med sammenbidte tænder.