Susling om at være sit eget brand eller bare helt almindelig

Hvor længe kan man egentlig tillade sig at gå i korte kjoler - sådan over knæet? Eller sneakers og jeans? Eller langt hår? Jeg mener, jeg bliver jo ikke yngre, vel. Har sådan set meget pæne knæ og ben og håret farver jeg (orker ikke langt gråt heksehår!) Men når man nærmer sig de 50 (oh, noh), så kommer der vel en naturlig grænse. Eller rettere en ny tid, hvor der skal sættes anderledes ind, hvis man ikke vil ligne sådan én, der er forstenet i tid og visnet indefra. 

Omvendt har jeg ikke nerver til at få mig en fornuftig korthårsfrisure på den midaldrende måde. Eller flerfarvede tunikaer i a-facon på provinsmåden. Der er jo også det hersens jobmarked. Som det ser ud nu, skal jeg kunne holde mig flydende derinde de næste 20 år. Fra 48 til 68 (forudsat, dem på borgen ikke ændrer det endnu engang). Hvis jeg havde vidst det som 28 årig, så havde jeg måske prioriteret anderledes. Havde måske nok holdt fast med næb og klør og fortænderne godt hakket ned i det skrivebord, jeg nu engang var havnet ved. Uanset hvor kedeligt det så end var. For bevares. Har siddet ved mange skriveborde med pensionsordning og det hele. Men nej...jeg skulle ud og udfordres. Videre til det næste nye spændende eller væk fra psykopat-chefer. 
(Jo, de findes faktisk. Og i forhold til sådan nogen, kender jeg kun én kur: Væk fra deres råderum. Og det kan ikke gå for stærkt!) 

En overgang valgte jeg så at blive min egen chef med de opture og nedture det førte med sig. Hårde lærepenge og mange kedelige møder i industrikvarterer, hvor min hjerne begyndte at sove fem minutter inde i mødet og min professionelle autopilot slog til. Opgave defineret. Opgave leveret. Videre. Gik squ egentlig meget godt og hvis jeg havde været en bedre selviscenesætter, ville jeg havde lignet en vinder. Og her kommer vi vel til kernen. Hvis man er en god selviscenesætter, så kan man vel i virkeligheden tillade sig alt. Korte kjoler, langt hår, sneakers, jeans og hyppige jobskift, store Linse-porno-babser, nihilistisk Robert-attitude >Fyld selv ud her<. For så er man sit eget brand, der sætter sig sine egne standarter. Omvendt, hvis man så ikke er det. Men bare en helt almindelig dame. Så var det, at man skulle have hakket fortænderne i skrivebordet og begynde at ligne de fleste.

Jeg er så desværre sådan en, der er fanget midt i mellem.