kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

14.9.12

Susling om at være sit eget brand eller bare helt almindelig

Hvor længe kan man egentlig tillade sig at gå i korte kjoler - sådan over knæet? Eller sneakers og jeans? Eller langt hår? Jeg mener, jeg bliver jo ikke yngre, vel. Har sådan set meget pæne knæ og ben og håret farver jeg (orker ikke langt gråt heksehår!) Men når man nærmer sig de 50 (oh, noh), så kommer der vel en naturlig grænse. Eller rettere en ny tid, hvor der skal sættes anderledes ind, hvis man ikke vil ligne sådan én, der er forstenet i tid og visnet indefra. 

Omvendt har jeg ikke nerver til at få mig en fornuftig korthårsfrisure på den midaldrende måde. Eller flerfarvede tunikaer i a-facon på provinsmåden. Der er jo også det hersens jobmarked. Som det ser ud nu, skal jeg kunne holde mig flydende derinde de næste 20 år. Fra 48 til 68 (forudsat, dem på borgen ikke ændrer det endnu engang). Hvis jeg havde vidst det som 28 årig, så havde jeg måske prioriteret anderledes. Havde måske nok holdt fast med næb og klør og fortænderne godt hakket ned i det skrivebord, jeg nu engang var havnet ved. Uanset hvor kedeligt det så end var. For bevares. Har siddet ved mange skriveborde med pensionsordning og det hele. Men nej...jeg skulle ud og udfordres. Videre til det næste nye spændende eller væk fra psykopat-chefer. 
(Jo, de findes faktisk. Og i forhold til sådan nogen, kender jeg kun én kur: Væk fra deres råderum. Og det kan ikke gå for stærkt!) 

En overgang valgte jeg så at blive min egen chef med de opture og nedture det førte med sig. Hårde lærepenge og mange kedelige møder i industrikvarterer, hvor min hjerne begyndte at sove fem minutter inde i mødet og min professionelle autopilot slog til. Opgave defineret. Opgave leveret. Videre. Gik squ egentlig meget godt og hvis jeg havde været en bedre selviscenesætter, ville jeg havde lignet en vinder. Og her kommer vi vel til kernen. Hvis man er en god selviscenesætter, så kan man vel i virkeligheden tillade sig alt. Korte kjoler, langt hår, sneakers, jeans og hyppige jobskift, store Linse-porno-babser, nihilistisk Robert-attitude >Fyld selv ud her<. For så er man sit eget brand, der sætter sig sine egne standarter. Omvendt, hvis man så ikke er det. Men bare en helt almindelig dame. Så var det, at man skulle have hakket fortænderne i skrivebordet og begynde at ligne de fleste.

Jeg er så desværre sådan en, der er fanget midt i mellem.

5 Comments:

At 14/9/12 18:38, Blogger Jannie said...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

 
At 14/9/12 20:20, Blogger susling said...

Tror, at vi kan definere os nok så meget som "unge". Det gør verden desværre bare ikke. Men derfor kan man stadig holde fast i sine sneakers og kæmpe imod :-)

 
At 14/9/12 20:57, Blogger Jannie said...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

 
At 15/9/12 17:41, Blogger Losarinas mor said...

Jeg er 47 år gammel. Jeg er ikke ung. Jeg er 47 år og farver ikke mit hår. Det er gråt og stridt- lidt ligesom det hår en heks har.
Men jeg har lige købt mig et par jeans...Stramme...Fordi mine voksne døtre sagde jeg kunne bære dem:-)
Herligt, du skrev hos mig, så jeg fandt dig:)

 
At 15/9/12 18:44, Anonymous Susling said...

Jeg er 48 år gammel og jeg trives egentlig med det. Jeg går i sneakers, jeans og forholdsvis korte kjoler. Jeg farver mit hår, fordi det er det, jeg har det bedst med lige nu.Om jeg har det om 5 år, hvem ved. Lige nu føler mig hverken gammel eller ung - bare sådan midt i mellem og med en hel masse at byde på og en hel masse jeg skal huske at nyde. Tak fordi du lagde en kommentar hos mig - Fru Loserinas mor - Kunne simpelthen ikke stå for dine fine hypengrene. Normalt laver jeg marmelade og gele af den slags. Men kendte ikke den sort du viste og det så sgu så smukt ud, som du havde arrangeret det!

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home