kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

5.2.12

Susling om 100 grunde til at elske livet

Ok, jeg kan ikke komme op med 100 grunde til at elske sit liv, men jeg kan godt komme op med to. Som jeg stort set har brugt hele dagen på at tage ind og kapere. Og jeg tror faktisk stadig ikke, at jeg har gjort det helt.

Jeg har en gammel veninde. Vi ses ikke så ofte. Hun er heller ikke min personlige veninde. Mere så'n noget fælles par-noget. Hun sad her hos mig uden øjenvipper og øjenbryn med en hue på hovedet og dybe rande under øjnene. Hun har uhelbredelig cancer og mine øjne brænder en lille smule af undertrykte tårer, hver gang jeg tager denne situation helt ind under huden. Men hun er livsglad og har det godt. På den måde man nu kan ha' det, når man har det som hende. En kvinde med mand og store børn og en sygdom, man ikke kan gøre meget ved.

Vi svælgede ikke meget i sygdom. Lissom ikke vores ting. Men selvfølgelig skal det nævnes. Fordi det findes. Det er og en dag er hun ikke mere i vores liv.

Jeg har nogle bekendte. Jeg er ikke tæt på dem, men de findes i min sfære et sted. I går fik jeg at vide, at det var deres 14-årige datter, der var faldet 4 m ned fra Dronning Louises Bro, var landet på en cykelsti neden under og i faldet havde fået revet sin rygrad over, så hun nu var blevet lam fra livet og ned. 14 år og lam og en skide kommune, der ikke har sørget for at vedligeholde byen.

Alle ord er små i denne sammenhæng synes jeg. Men det, der sker for andre lige nu, fik mig til vågne op og tænke: "Denne dag er dagen i dit liv. Du ved ikke, hvad den næste bringer." Set i det lys er det så evigt ligegyldigt med alle hverdagens små trakaserier og chefer, der synes, at noget er det allermest vigtige på denne jord. Som i nej, pomfrit, det er det altså ikke. Hver dag er ny og det er min dag. Mit liv. Og en vigtig grund til at elske livet er, at man har det. Lige nu og her. Den tanke får mig næsten til at "Walk on air". Svæve. Er jo forpligtet til, at få det bedste ud af det jeg nu en gang har. Det er sørgligt, trist, alt muligt med tårer. Men det er jo sådan det er. I virkeligheden. I livet.

Etiketter:

2 Comments:

At 7/2/12 08:12, Anonymous visitsen said...

Du har ret - og det jeg har opdaget efter at jeg er kommet tilbage til DK er hvor meget vi hver i sær går rundt i verden med lukkede øjne - vi ser ikke hinanden og vi anerkender ikke folk omkring os ... nogen gange føler jeg mig som den eneste levende blandt en flok zombier ... er det kulde det hele, eller har folk bare glemt at leve?

(og der kan jeg se, at der er et indlæg på vej....)

 
At 7/2/12 15:51, Anonymous Irene said...

Amen Sisters!!!

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home