Susling om 100 grunde til at elske livet

Ok, jeg kan ikke komme op med 100 grunde til at elske sit liv, men jeg kan godt komme op med to. Som jeg stort set har brugt hele dagen på at tage ind og kapere. Og jeg tror faktisk stadig ikke, at jeg har gjort det helt.

Jeg har en gammel veninde. Vi ses ikke så ofte. Hun er heller ikke min personlige veninde. Mere så'n noget fælles par-noget. Hun sad her hos mig uden øjenvipper og øjenbryn med en hue på hovedet og dybe rande under øjnene. Hun har uhelbredelig cancer og mine øjne brænder en lille smule af undertrykte tårer, hver gang jeg tager denne situation helt ind under huden. Men hun er livsglad og har det godt. På den måde man nu kan ha' det, når man har det som hende. En kvinde med mand og store børn og en sygdom, man ikke kan gøre meget ved.

Vi svælgede ikke meget i sygdom. Lissom ikke vores ting. Men selvfølgelig skal det nævnes. Fordi det findes. Det er og en dag er hun ikke mere i vores liv.

Jeg har nogle bekendte. Jeg er ikke tæt på dem, men de findes i min sfære et sted. I går fik jeg at vide, at det var deres 14-årige datter, der var faldet 4 m ned fra Dronning Louises Bro, var landet på en cykelsti neden under og i faldet havde fået revet sin rygrad over, så hun nu var blevet lam fra livet og ned. 14 år og lam og en skide kommune, der ikke har sørget for at vedligeholde byen.

Alle ord er små i denne sammenhæng synes jeg. Men det, der sker for andre lige nu, fik mig til vågne op og tænke: "Denne dag er dagen i dit liv. Du ved ikke, hvad den næste bringer." Set i det lys er det så evigt ligegyldigt med alle hverdagens små trakaserier og chefer, der synes, at noget er det allermest vigtige på denne jord. Som i nej, pomfrit, det er det altså ikke. Hver dag er ny og det er min dag. Mit liv. Og en vigtig grund til at elske livet er, at man har det. Lige nu og her. Den tanke får mig næsten til at "Walk on air". Svæve. Er jo forpligtet til, at få det bedste ud af det jeg nu en gang har. Det er sørgligt, trist, alt muligt med tårer. Men det er jo sådan det er. I virkeligheden. I livet.

Susling på fransk visit

Nå, hallo! Er I der? Jeg er her stadig, så'n lidt i perferien. Overlæsset med ord og to do lister på arbejdsmåden. Og det kan jeg faktisk godt li'. Efterhånden som jeg spreder mine kompetencevinger og de sidste pjuskede fjer retter sig ud, så mærker jeg, hvor stærk jeg er i min faglighed. Hvor meget jeg egentlig kan og hvor god jeg er til at lure en situation og håndtere andres uforståenhed. (Jo, det må jeg godt sige. For det passer og jeg er 46 somre nu. Og hvis man ikke kan have tillid til sig selv og hvile i sine kompetencer som midaldrende, så ved jeg fanjensemig ikke, hvornår man så kan. Ud med ydmyghed og mindreværdsfølelse og ind med levet erfaring og selvtillid!)

Men altså jeg lever jo også på andre måder herude i virkeligheden og der sker da lidt. F.eks.

• Har jeg fejret mine unger fødselsdage og kan nu erklære mig som den stolte mor til en på 19 og en på 16. (Øjner jeg lige frihedens vinde snart?! Ser jeg lige mit nye liv som woofie for enden af tunellen?! (Ai, jeg elsker mine unger, men jeg elsker også, at de kan så meget selv og at jeg ikke længere er den fortravlede fuglemor))
• Har jeg fået mit sexliv igen (Har det været væk, spørger du. Jep, for store fugleunger fylder i reden og så er der ikke det rum, som et godt sexliv kræver. I gamle dage, kunne vi jo bare putte dem og så var der fri leg. Nu putter jeg mest mig selv, når jeg skvatter udmattet om på sofaen. Imens fester ungerne løs og er vågne længe efter mig. Men altså jeg kører ikke et regime hjemme hos mig. Når de har nået en vis alder, så stoler jeg på dem og giver dem frie tøjler. De tøjler har så kostet lidt på sexkontoen. (Ha, til alle jer der har små børn. Hvis I tror, at det bliver nemmere, når ungerne når teenagealderen, så tro om igen. Teenagere fylder!) Nå, men pludselig er det dersens sexowitch kommet på lystavlen igen. Jeg vil fandulme har' sex med den mand jeg elsker og begærer og han bliver så glad og så bliver jeg glad, fordi jeg kan booste hans selvfølelse bare en anelse ved at folde min kvindelige varme ud. Så nu sniger vi det dersens sex ind, hvor vi kan og mens vi stadig er vågne.))
• Har min gamle Moster fået hugget sit ene ben af. (Adr. Jeg prøver at ignorere det! Ved vitterlig ikke, hvordan jeg skal håndtere den situation. Det er jo ikke, fordi jeg ikke er empatisk eller ikke elsker hende. Det er jeg og det gør jeg. Men altså, jeg mangler ikeamanualen til, hvordan jeg skruer det skab sammen og jeg har en svag fornemmelse af, at det ikke er fixet med en umbraco-nøgle. Bare så'n mellem os.)
• Har jeg taget lidt på. (Urgh. Prøver hele tiden at undskylde det med noget hormonelt. Men vi ved jo godt, at det er den gode kantinemad og ikke så hyppige besøg i fitteren, der er skyldneren. Men hei! Det er ikke katastrofalt. Det er næsten ikke noget. Det er mere min indre perfektionata, der slår til. )

Og hei. Se ud af vinduet! Vi har fået doneret et par dages sommer. Jeg skal så meget ud og suge D-vitamin til mig.

Øh, nå, nej, jeg skal arbejde og når jeg ikke arbejder, skal jeg skrive jobansøgninger. Det kræver regeringen. For er man i Løntilskud, så leger man bare, at man arbejder. Det gælds ikke rigtig. Og lige på falderebet! Siden hvornår er nedskæringer blevet til reformer? De har taget to år af arbejdsløshedsdagpengene, bare sådan. Det er da en nedskæring. Reformer handler om noget helt andet. Og hvis der sidder nogen derude og føler sig sikker på deres førtidspension og efterløn, så begynd lige at ryste i bukserne. De er allerede begyndt at tale om at "reformere" de poster på statsbudgettet også.

Nå det var bare det jeg ville sige, hej!

Susling om at finde sig selv

Forleden dag, da vi var ude hos ungernes farmor, fandt Skumfidusen nogle fotos helt tilbage fra 1997. Der sad vi, alle fire, og det føltes som om det var billeder fra en helt anden planet. Hvordan var det egentlig dengang? Hvad tænkte jeg? Tænkte jeg det samme, som jeg gør nu? Eller var jeg bare fanget i det liv, der var den gang?

Den gang for 12 år siden havde jeg favnen fuld af en 3-årig og en 6-årig. Og på billedet ser jeg så ung og skrøbelig ud. Spinkel og med vægten af ansvar for ungerne og et fuldtidsarbejde hvilende tungt på mine skuldre. Jeg tror egentlig, at det var en fin tid. En travl tid. Jeg elskede at være mor til mine to små unger og at øse ud af alt det, jeg havde at gi' til noget, der var mit helt eget. Min helt egen selvproducerede familie. Det var også en tid, hvor jeg tjente godt, havde et fint visitkort og succes med det jeg lavede.

Men jeg ved godt, at inde i hende den unge og skrøbelige kvinde på billedet, der boede følelsen af, at der også var noget andet. Jeg lyttede bare ikke så meget til det, fordi jeg var så glad for endelig at være normal. Jeg var ikke længere hende med den syge mor, eller hende i tyrolerkjolen. Jeg var ikke længere hende den fortvivlede 16-årige, der sultede og godt vidste, at hun kun havde sig selv. Jeg var bare en helt almindelig middelklassedansker, der fik sin løn, opdragede sine børn og var en del af det hele. Derfor overhørte jeg uglæden, som kunne snige sig ind på mig, når jeg træt stod med hovedet ned i supermarkedets frysedisk. Jeg nægtede at reagere på de spinkle tanker, om hvis bare cyklen kunne cykle baglæns, så jeg slap. Slap for endnu en dag med ingen-glæde og ord jeg ikke selv bestemte over.

Netop den ingen-glæde og ord jeg ikke selv bestemte over, har fulgt mig på sidelinien i årevis. Jeg har aldrig været rigtig glad. Jeg har i virkeligheden ofte siddet og tænkt, hvorfor skal det her være så vigtigt? Og her i foråret, der kulminerede det.

Jeg var bare få uger før gået hjem med en fyresedel, som jeg var rigtig glad for (fordi det sted jeg var havnet var forkert fra ende til anden) og havde uden hovede kontaktet mine sædvanlige freelancekontakter, for videre skal man. Da jeg blev ringet op af en af dem, og spurgt om jeg ville skrive en artikel om et emne, der er så ligegyldigt, at jeg ikke en gang gider nævne det, kunne jeg pludselig mærke kvalmen bølge gennem mig. Helt nede fra maven og op i halsen for til sidst at ende i min mund. Jeg sagde nej, nej tak, jeg kan ikke mere (og det skal man ikke sige som freelancer!). Men jeg var ligeglad. Og det er jeg stadig. Jeg kan simpelthen ikke længere løbe i røven på noget, der ikke er mig. Jeg kan ikke jagte en karriere og spille med i et spil, som jeg ikke kan tage alvorligt og hvor jeg ikke kan gi' mig selv 100 %.

Min store udfordring er så at finde ud af, hvad jeg så kan? Hvad det næste skal være? En ting ved jeg dog: Det skal være noget med ord!

Susling sukker lettet

Update: Pyyyyha, det var jo bare pms. Den slags skal man være glad for i min alder (og det vil I så høre mig sige hver måned fremover - indtil jeg bliver en ægte klimakteriesild). Hjælper helt klart også at komme ud og lufte lidt. Føler mig ikke så tyk længere. Så faktisk en hel del, der burde have trukket i håndbremsen for længst og så er det jo også altid rart at møde gamle bekendte, der har fået mave og pluskinder (hun har helt sikkert tænkt det samme om mig).

Ser i øvrigt ud til, at vi skal fejre My Guys fødselsdag alene. DJ Brokhouse hænger ud hos hende, han ikke er kærester med. Som han sagde, inden han skred:" I kan vel nok finde ud af at hygge jer lidt sammen alene!"

Yes, din møgknægt med alvorlig teenagetitis, selvfølgelig kan vi det. Og vi går ud og spiser dyrt gør vi, bare os to. Vi regner med at hænge ud her.
Et af mine absolut yndlingssteder. Minder mig om et østrigsk etablissement med gårdhave og maden er danske råvarer i en ny fortolkning. Det er jeg ret vild med.

Aftenen indleder vi på nedstresningsmåden med en kølig campari soda, cashewnødder, rugkiks med kommen og lidt Press bleu.

OH no...stopper nu med madinfo...hvad bliver det næste? Strikketøj? Gad i øvrigt godt linke til den keramiker, jeg lige var forbi. Hun laver noget fantastisk keramik inspireret af papirfoldning. Meget smukt.Hvidt, enkelt og skrøbeligt og stærkt på en gang. Hun tilbød mig et krus, fordi jeg havde været så sød og komme forbi med lidt frugt, da hun var alvorligt syg sidste år. Jeg blev helt genert og begyndte at rødme...jeg havde jo ingen bagtanker med det her frugt - ikke andet end, at når vi nu boede det samme sted og hun nu var blevet alvorlig syg, så kunne jeg da lige opmuntre med lidt lækker økologisk frugt fra vores Årstiderne-kasse. (Hvad var det jeg skrev tidligere om, at kunne tage imod!! Jeg trækker det i mig igen. Jeg er skide dårlig til det selv.)

Nå, men hvis nogen skulle komme på de kanter, så stik hovedet forbi Møntergade 6 i downtown cph. Butikken hedder vist noget med Borddækning. Hun har også været omtalt i Jyllandspostens kulturtillæg fornyelig og skulle vist også komme med i Alt for Damerne. I butikken er der også andre spændende keramikere, glaskunstnere og tekstilkunstnere. Der var f.eks. en, der lavede nogle forrygende skåle i beton. De skal ses!

Nå det var bare det jeg ville sige. Tak for nu og på gensyn.