kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

23.9.06

Susling spørger....

Hvorfor blogger man egentlig? Hvorfor sætter så mange mennesker sig ned hver dag og fortæller om stort og småt? Og hvorfor sætter vi os ned og læser alle de her blogs? Undskylder på forkant, hvis nogen tænker: "Åh nej! Den gamle traver igen-igen!" Men vi har jo alle vores individuelle erkendelsesprocesser og nu er jeg altså nået til den fase.

Lige nu dukker der hele tiden nye blogs op og jeg kan forstå, at der er nogle, der er sure over f.eks. Tv2-bloggerne og Urban-bloggerne. Sådan har jeg det ikke. Som med alt andet er der firstmovers og secondmovers og så alle dem, der hopper på, fordi det er blevet almindeligt og sikkert.

Blogs er også begyndt at dele sig op i genrer. De kryptiske og indforståede, Nynne-bloggerne, Hausfrau-bloggerne (absolut ikke ment nedsættende), virksomhedsbloggerne, teknologi-freakbloggerne, erindringsbloggerne, videnskabsbloggerne, vittighedsbloggerne, poesibloggerne osv. osv. Det synes jeg er godt.......Det er jo fuldstændig det samme som, at der er forskel på f.eks litteraturgenrer eller Tv-format-genrer. Et eller andet sted viser det jo, at mediet er ved at blive voksent og går ind i nogle nye udviklingsfaser - kan vi tale om product life cycle her? Måske.

Jeg indrømmer, at jeg synes kvaliteten så afgjort er svingende, for at sige det mildt. Nogle blogs læser jeg med stor iver og fornøjelse, fordi skribenterne har noget på hjerte og skriver fantastisk medrivende og suverænt godt, andre kan jeg bare ikke holde ud, enten fordi de bare er komplet intetsigende, dårligt skrevet eller slet og ret kedelige - andre igen - og det er jo et lidt tricky issue, men hvad, jeg er jo ikke typen, der holder sig tilbage - andre igen får jeg det decideret dårligt over, ikke fordi de er dårligt skrevede eller tænkt, men fordi jeg ikke kan li' det menneske, der tegner sig bag ordene. Alligevel sniger jeg mig til at læse dem nogle gange - på samme måde, som jeg som barn en gang imellem sneg mig til at tage Lademanns store illustrerede Afrika-bog ned fra hylden i mine forældres bogreol og hurtigt slog op på Krokodillesiden, hvor den mest lede, grimme, tandfyldte Nil-krokodille snerrede hånligt af mig. Det søde, uhyggelige gys det gav, finder jeg også hos nogle af disse bloggere. Jeg kan ikke holde dem ud, men jeg kan heller ikke lade være. Derfor har også de deres berettigelse. Især fordi de er hamrende godt skrevet og tænkt.

Personligt har jeg kendt til blogs og blogging i en hel del år......næsten fra starten. Men dengang tog jeg kraftigt afstand fra det. "Dagbog på nettet!", snærrede jeg. "Hvis der skal blogges, synes jeg, at det skal have en relevans. At man f.eks. blogger om videnskab og forskning." Meget højpandet, det indrømmer jeg - men et eller andet sted mener jeg stadig det samme. En blog skal have en pointe - et formål. Min forståelse af, hvad det formål så skal være, er til gengæld rykket.Hvorfor egentlig ikke en dagbog på nettet? Hvis det er godt skrevet og tænkt, er det jo helt på sin plads. Vi læser jo også gladeligt og med stor interesse dagbøger i bogform - folks personlig beretninger om dette og hint. Selv elsker jeg "Pepys' dagbog" - skrevet af en mand fra det elisabetianske London. Eller Sebastian Haffner: "En tyskers dagbog" - bare et par eksempler, som for mig har været meget 'mindblowing'. Og så er der selvfølgelig også Nynnes dagbog - fiktiv jovist - men godt skrevet, godt tænkt og dejlig befriende (chicklit er ubærligt, men har sit formål - det får alle os frustrerede perfektionister til at slappe lidt mere af - Kvinder elsker jo som bekendt konsensus og når vi har den, så drager vi et lettelsens suk: "Gudskelov, det er ikke kun mig, der ligner en paté i ansigtet om morgenen eller falder i søvn fuldt påklædt med bh, kontaktlinser og alt det andet vi gejler os op med).

Hvorfor blogger jeg så? Hm....da jeg satte mig ned en gang i marts og startede min blog op var det af flere grunde:

Jeg var blevet over fyrre og havde et stykke tid gået og rumlet med, at det kunne være sjovt, at lave en blog om, hvordan man kom videre med det. Hvordan man håndterede det. Især fordi jeg på det tidspunkt troede, at jeg allerede var i overgangsalderen med hedeture, uregelmæssige blødninger, tør kusse og hvad der ellers følger med. Jeg synes også, at det kunne være sjovt at skrive om, hvordan man holdt liv i sexlivet med den samme år efter år. Hvordan man håndterede, at børnene blev store osv. Det med sexen er jeg så lidt for blufærdig til at skrive om....jeg har tænkt på det flere gange og har også fundet på nogle gode "historier", men nej eller rettere måske....måske gør jeg det en dag.....skriver om mit sexliv.....(men jeg har det lidt sådan, at man snakker om det man ikke har, for at få det til at blive). Men måske bliver Susling til Sexling en dag.....tænker stadig.

Den anden vigtige grund til at starte en blog, var mit store behov for at finde en kreativ udladning.....Jeg har, siden jeg var 9 år gammel, skrevet på alt det papir, jeg kunne komme i nærheden af.....siden blev det til billige sorte Kina-bøger med røde hjørner, som jeg fyldte ud med ord, betragtninger, katarsisudladninger, tegninger - alt hvad jeg kunne bruge, for at komme af med alt det jeg så og tænkte......Jeg har dem stadig mine Kina-bøger....de er næsten hellige....men i dag er det lang tid siden, at jeg har skrevet i hånden.......I dag har jeg nemlig fundet bloggen......og på bloggen har jeg fundet Susling. En skør, lidt småneurotisk personage med hverdagstrængsler, mand og børn og et helt almindelig levet liv......Jeg har fået skabt et helt lille univers med Skumfidusen, Lugtelakridsen, My Guy, Gammelveninde med hundie, der ligner hendes datter og køber biler efter farven, Magic Boy, der stråler ovre i New York, Svigermor osv. De findes alle sammen i virkeligheden. Jeg er virkelig. Men på min blog kan mit alter ego Susling sige alt det, hun går og tænker og føler.

På min blog kan jeg også skrive, som det passer mig. Normalt er jeg meget omhyggelig med stavefejl, kommatering, vinkling osv. Det behøver jeg ikke på min blog......den er en slags forbindelse mellem min hjerne og mig......ordene flyder derudaf uden den indre cencor.....uden den bureaukratiske korrekturdame.......uden, at jeg behøver at tænke på, at alt skal kunne faktureres og opregnes i timer. På min blog skriver jeg, som jeg tænker.....her og nu...tempo...og konstateringer...at det så bliver offentligt...jamen who cares.......jeg tør godt stå ved, hvem jeg er....

Suslings trængsler har nemlig også været en indre erkendelsesrække.......en lang bevægelse frem mod at finde ud af, hvem hun var og hvad hun ville.......rigtig ville dybest inde.......Kunne hun li' sig selv? Ja, det begyndte hun faktisk at kunne igen. Kunne hun mærke sig selv? Ja, det begyndte hun faktisk at gøre. Hvor lå hendes styrker? Hvor lå hendes svagheder? Dem er hun tæt på at finde.........og det har bloggen hjulpet hende med......kald hende bare en exebitionist......Det gør ikke noget......

Susling er ikke færdig med at blogge. Jeg er ikke færdig med at blogge. Jeg elsker det! Jeg elsker, at jeg har faste læsere (har jo fået mig et lille statestiksystem (ret godt forøvrigt), som jeg er lidt småliderlig over.....så dejligt at se, at der findes mennesker derude i den store verden, som kan lide mine tanker, mine overvejelser, mine betragtninger, mine skøre sider, som kan lide mig.....det føles godt!) Men Susling skal vist til at blive lidt mere voksen. Hun skal til at tjekke sine stavefejl og sin kommatering. Og hun skal ikke mindst tænke over sin modtager......sin læser.......Sit koncept......Eller hvad.....måske skal hun bare fortsætte, som hun er........Den må jeg lige give en tænker..........

Men hvad med jer? Hvorfor blogger I? Ku' da være sjovt at høre......og det behøver ikke at være de store oratoriske udladninger. Susling kan godt lide spontanitet. Og hvad med alle medlæserne, dem uden blog.......Hvorfor holder I jer egentlig tilbage? Hvorfor kaster I jer ikke ud i det? Lad høre...fortæl.....(og nej jeg bliver ikke sponsoreret)

Venligst Mig og Susling

9 Comments:

At 23/9/06 12:58, Anonymous Anonym said...

Dejligt indlæg :)

jeg synes også det er godt med de nye blogs, men det er bare så svært at finde guldet nu, for der er en skov at "her er min blog, den kommer til at indeholde..." - hvilket er ok, men der er bare MANGE af dem!

Jeg har faktisk (lige som dig?) erkendt at mange af de blogs jeg følger med i regelmæssigt, holder jeg af fordi jeg har fået sympati for personen bagved - eller det af den som skinner igennem; og som du er der blogs hvor jeg bliver irriteret på den der skriver, og det er mit liv for kort til - så jeg holder mig væk indtil jeg liiige skal se hvad pokker han/hun nu har gang i.

Hvorfor jeg blogger har jeg vist elaboreret ret meget over hos mig selv, så det behøver jeg vist ikke gøre mere ud af her, vel? ;-)

 
At 23/9/06 15:16, Blogger Marie said...

Spændende. Hmm, hvorfor blogger jeg!? Jeg har aldrig haft en gammeldags dagbog. Men jeg har altid elsket at skrive. Som lille lavede jeg mine egne aviser. Skrev artikler. Interviewede min familie. Tegnede folk eller ting, og satte tegningerne ind ved siden af artiklerne. Kunne bruge timer på bare at skrive mit eget navn på papir, hvilket min far fandt mærkeligt...jeg kan bare godt lide bogstaver. Især håndskrevne.

Om ikke andet, har en veninde, som fik en blog og talte ret meget om det. Jeg anede ikke hvad det var, blog....blogger....kan sige så meget, at det ikke var "dagbog" jeg tænkte på da jeg hørte ordet første gang. Men jeg begyndte at læse med hos hende, og fandt det ret fascinerende. Blev nærmest afhængig af at læse med. Jeg fik et helt andet indblik i hendes liv. Man fik lov at læse om hendes tanker, man kunne tyde hendes humør, hendes sorger og glæder...elskede det.

Efter at have læst med hos hende i et års tid eller noget, oprettede jeg selv en blog. Til at starte med fordi jeg ville fortælle mine venner og familie hvad jeg oplevede (eller ikke oplevede). Give dem et indblik i MIN hverdag, du ved. Kunne fortælle ting og detaljer som jeg måske ikke fik fortalt i en telefonsamtale eller i en mail. Og sådan startede mit blogger-eventyr.

Nu blogger jeg fordi jeg synes det er sjovt og ikke kan lade være. Tænker ikke så meget over at det en dagbog til min familie og venner, men glæder mig over de stadig læser med. Der er kommet fremmede læsere med, hvilket er sjovt, men det har nok ændret min måde at skrive på. Tænker måske lidt mere over HVAD jeg skriver om. Men altså, sådan er det - nyder det stadig.

Og hvem ved, måske kommende børn en dag vil synes det er sjovt at se hvad deres mor er gået op i!? Jeg ville da ihvertfald elske hvis min mor, mormor, oldemor havde skrevet dagbog/blog om deres hverdag, følelser, skæbne og liv.

(Blev vist en al for lang forklaring, hva'?)

 
At 23/9/06 15:21, Anonymous Anonym said...

Mit startede som kreativ udladning. Slet og ret. Og er endt med at være....noget andet (også)? Interaktiviteten fylder mere end umiddelbart forventet.

Til gengæld kan jeg se, at kvaliteten af det jeg skriver/smider på er meget svingene, alt efter virkelighedens påvirkning. Og hyppigheden ligeså.

Og det har nok, herovre, været den vægtigste overvejelse. Hvad er det for en størrelse man har skabt - og hvad skal på? I mit tilfælde er det endt med skidt & kanel. Jeg kan se på andre blogs, at de på en hel anden og velovervejet måde retter sig direkte mod et publikum.

Men et eller andet sted er det jo også en spændetrøje ? På samme måde som besøgsstatistik - måske - kan være det, eller?

 
At 23/9/06 16:39, Blogger Mette said...

og jeg blogger for at undgå at gøre andre mennesker fortræd, får de ondt af at læse min blog er det jo muligt at undgå det.
får de ondt fordi deres hoveder hænger løst efter en omgang verbalspanking den dag jeg er i det lune er jeg ligesom mere ansvarlig.
på mange måder er min udløsning efter skrivningen uforståelig forløsende. men sådan er udløsninger vel - konceptagtigt?
bortset fra det - fedt at være bustet i statestikken så skriv lige videre - ikk?

 
At 24/9/06 20:10, Anonymous Anonym said...

Jeg har endnu ingen blog, fordi jeg ikke har fået taget mig sammen til at finde ud af, hvordan jeg får én...etc.;

 
At 25/9/06 15:21, Anonymous Anonym said...

Tja, for mig var det vel mest det med at få lov til at kommentere alt muligt. Jeg er ofte begyndt på indlæg til aviserne, men er måske lidt perfektionistisk, for får dem sjældent skåret sådan til, at jeg synes, jeg vil belemre avislæserne med det. Derimod er det folks helt eget valg, om de vil kigge på min blog, og så må de jo tage den, som den er. Min familie læser med sikkerhed ikke min blog - men jeg har sgu også en underlig familie!

Til gengæld har jeg opdaget, at der er pænt mange læsere til diverse husmorfifs og madopskrifter, noget det også er dejligt at dele med nogen!

Og det glædede mig latterligt meget, at det kunne mærkes på folkeempati.dk's hjemmeside, at jeg havde skrevet om dem!

Så det...

 
At 27/9/06 11:04, Blogger Lizelotte said...

Jeg startede med at blogge for at lokke min mor til at bruge sit bredbånd ... og så fandt jeg ud af, at der var andre, der godt gad læse med :-)

Nu blogger jeg lige så meget for sjov - men stadig med tanke på at der skal være noget at kikke på for min mutter oppe i Aalborg.

Jeg synes alle de her stokrose/hausfrau/hverdagsblogge er ligesom et ugeblad - bare bedre, fordi de er interaktive, og fordi man kommer til at kende de mennesker, der er bag ved - på de gode blogge ihvertfald.

...og Susling, jeg kan godt genkende den der med de blogs man slet ikke kan li' personen bag, men som man sniger sig ind og læser alligevel ... lidt som Jodie Foster i Silence of the Lambs når hun besøger Hannibal Lecter i fængslet... ;-)

 
At 6/10/09 16:22, Anonymous Anonym said...

Jeg kan godt forstå din trang til at blogge,, den kan være meget påtrængende.
Sidse
sidsephos.dk

 
At 1/9/12 06:56, Anonymous Mitzie Mee said...

Har lige "opdaget" din blog, og er allerede en fan! Du skriver helt fantastisk og jeg er vild med din krokodille-leksikons-metafor!!

 

Send en kommentar

<< Home