Susling spørger....

Hvorfor blogger man egentlig? Hvorfor sætter så mange mennesker sig ned hver dag og fortæller om stort og småt? Og hvorfor sætter vi os ned og læser alle de her blogs? Undskylder på forkant, hvis nogen tænker: "Åh nej! Den gamle traver igen-igen!" Men vi har jo alle vores individuelle erkendelsesprocesser og nu er jeg altså nået til den fase.

Lige nu dukker der hele tiden nye blogs op og jeg kan forstå, at der er nogle, der er sure over f.eks. Tv2-bloggerne og Urban-bloggerne. Sådan har jeg det ikke. Som med alt andet er der firstmovers og secondmovers og så alle dem, der hopper på, fordi det er blevet almindeligt og sikkert.

Blogs er også begyndt at dele sig op i genrer. De kryptiske og indforståede, Nynne-bloggerne, Hausfrau-bloggerne (absolut ikke ment nedsættende), virksomhedsbloggerne, teknologi-freakbloggerne, erindringsbloggerne, videnskabsbloggerne, vittighedsbloggerne, poesibloggerne osv. osv. Det synes jeg er godt.......Det er jo fuldstændig det samme som, at der er forskel på f.eks litteraturgenrer eller Tv-format-genrer. Et eller andet sted viser det jo, at mediet er ved at blive voksent og går ind i nogle nye udviklingsfaser - kan vi tale om product life cycle her? Måske.

Jeg indrømmer, at jeg synes kvaliteten så afgjort er svingende, for at sige det mildt. Nogle blogs læser jeg med stor iver og fornøjelse, fordi skribenterne har noget på hjerte og skriver fantastisk medrivende og suverænt godt, andre kan jeg bare ikke holde ud, enten fordi de bare er komplet intetsigende, dårligt skrevet eller slet og ret kedelige - andre igen - og det er jo et lidt tricky issue, men hvad, jeg er jo ikke typen, der holder sig tilbage - andre igen får jeg det decideret dårligt over, ikke fordi de er dårligt skrevede eller tænkt, men fordi jeg ikke kan li' det menneske, der tegner sig bag ordene. Alligevel sniger jeg mig til at læse dem nogle gange - på samme måde, som jeg som barn en gang imellem sneg mig til at tage Lademanns store illustrerede Afrika-bog ned fra hylden i mine forældres bogreol og hurtigt slog op på Krokodillesiden, hvor den mest lede, grimme, tandfyldte Nil-krokodille snerrede hånligt af mig. Det søde, uhyggelige gys det gav, finder jeg også hos nogle af disse bloggere. Jeg kan ikke holde dem ud, men jeg kan heller ikke lade være. Derfor har også de deres berettigelse. Især fordi de er hamrende godt skrevet og tænkt.

Personligt har jeg kendt til blogs og blogging i en hel del år......næsten fra starten. Men dengang tog jeg kraftigt afstand fra det. "Dagbog på nettet!", snærrede jeg. "Hvis der skal blogges, synes jeg, at det skal have en relevans. At man f.eks. blogger om videnskab og forskning." Meget højpandet, det indrømmer jeg - men et eller andet sted mener jeg stadig det samme. En blog skal have en pointe - et formål. Min forståelse af, hvad det formål så skal være, er til gengæld rykket.Hvorfor egentlig ikke en dagbog på nettet? Hvis det er godt skrevet og tænkt, er det jo helt på sin plads. Vi læser jo også gladeligt og med stor interesse dagbøger i bogform - folks personlig beretninger om dette og hint. Selv elsker jeg "Pepys' dagbog" - skrevet af en mand fra det elisabetianske London. Eller Sebastian Haffner: "En tyskers dagbog" - bare et par eksempler, som for mig har været meget 'mindblowing'. Og så er der selvfølgelig også Nynnes dagbog - fiktiv jovist - men godt skrevet, godt tænkt og dejlig befriende (chicklit er ubærligt, men har sit formål - det får alle os frustrerede perfektionister til at slappe lidt mere af - Kvinder elsker jo som bekendt konsensus og når vi har den, så drager vi et lettelsens suk: "Gudskelov, det er ikke kun mig, der ligner en paté i ansigtet om morgenen eller falder i søvn fuldt påklædt med bh, kontaktlinser og alt det andet vi gejler os op med).

Hvorfor blogger jeg så? Hm....da jeg satte mig ned en gang i marts og startede min blog op var det af flere grunde:

Jeg var blevet over fyrre og havde et stykke tid gået og rumlet med, at det kunne være sjovt, at lave en blog om, hvordan man kom videre med det. Hvordan man håndterede det. Især fordi jeg på det tidspunkt troede, at jeg allerede var i overgangsalderen med hedeture, uregelmæssige blødninger, tør kusse og hvad der ellers følger med. Jeg synes også, at det kunne være sjovt at skrive om, hvordan man holdt liv i sexlivet med den samme år efter år. Hvordan man håndterede, at børnene blev store osv. Det med sexen er jeg så lidt for blufærdig til at skrive om....jeg har tænkt på det flere gange og har også fundet på nogle gode "historier", men nej eller rettere måske....måske gør jeg det en dag.....skriver om mit sexliv.....(men jeg har det lidt sådan, at man snakker om det man ikke har, for at få det til at blive). Men måske bliver Susling til Sexling en dag.....tænker stadig.

Den anden vigtige grund til at starte en blog, var mit store behov for at finde en kreativ udladning.....Jeg har, siden jeg var 9 år gammel, skrevet på alt det papir, jeg kunne komme i nærheden af.....siden blev det til billige sorte Kina-bøger med røde hjørner, som jeg fyldte ud med ord, betragtninger, katarsisudladninger, tegninger - alt hvad jeg kunne bruge, for at komme af med alt det jeg så og tænkte......Jeg har dem stadig mine Kina-bøger....de er næsten hellige....men i dag er det lang tid siden, at jeg har skrevet i hånden.......I dag har jeg nemlig fundet bloggen......og på bloggen har jeg fundet Susling. En skør, lidt småneurotisk personage med hverdagstrængsler, mand og børn og et helt almindelig levet liv......Jeg har fået skabt et helt lille univers med Skumfidusen, Lugtelakridsen, My Guy, Gammelveninde med hundie, der ligner hendes datter og køber biler efter farven, Magic Boy, der stråler ovre i New York, Svigermor osv. De findes alle sammen i virkeligheden. Jeg er virkelig. Men på min blog kan mit alter ego Susling sige alt det, hun går og tænker og føler.

På min blog kan jeg også skrive, som det passer mig. Normalt er jeg meget omhyggelig med stavefejl, kommatering, vinkling osv. Det behøver jeg ikke på min blog......den er en slags forbindelse mellem min hjerne og mig......ordene flyder derudaf uden den indre cencor.....uden den bureaukratiske korrekturdame.......uden, at jeg behøver at tænke på, at alt skal kunne faktureres og opregnes i timer. På min blog skriver jeg, som jeg tænker.....her og nu...tempo...og konstateringer...at det så bliver offentligt...jamen who cares.......jeg tør godt stå ved, hvem jeg er....

Suslings trængsler har nemlig også været en indre erkendelsesrække.......en lang bevægelse frem mod at finde ud af, hvem hun var og hvad hun ville.......rigtig ville dybest inde.......Kunne hun li' sig selv? Ja, det begyndte hun faktisk at kunne igen. Kunne hun mærke sig selv? Ja, det begyndte hun faktisk at gøre. Hvor lå hendes styrker? Hvor lå hendes svagheder? Dem er hun tæt på at finde.........og det har bloggen hjulpet hende med......kald hende bare en exebitionist......Det gør ikke noget......

Susling er ikke færdig med at blogge. Jeg er ikke færdig med at blogge. Jeg elsker det! Jeg elsker, at jeg har faste læsere (har jo fået mig et lille statestiksystem (ret godt forøvrigt), som jeg er lidt småliderlig over.....så dejligt at se, at der findes mennesker derude i den store verden, som kan lide mine tanker, mine overvejelser, mine betragtninger, mine skøre sider, som kan lide mig.....det føles godt!) Men Susling skal vist til at blive lidt mere voksen. Hun skal til at tjekke sine stavefejl og sin kommatering. Og hun skal ikke mindst tænke over sin modtager......sin læser.......Sit koncept......Eller hvad.....måske skal hun bare fortsætte, som hun er........Den må jeg lige give en tænker..........

Men hvad med jer? Hvorfor blogger I? Ku' da være sjovt at høre......og det behøver ikke at være de store oratoriske udladninger. Susling kan godt lide spontanitet. Og hvad med alle medlæserne, dem uden blog.......Hvorfor holder I jer egentlig tilbage? Hvorfor kaster I jer ikke ud i det? Lad høre...fortæl.....(og nej jeg bliver ikke sponsoreret)

Venligst Mig og Susling