Susling er lidt vissen

Hoboeken, New Jersey, Rockaway Beach og lægen.....Det sådan stort set, hvad mit hovede kan rumme lige nu......Magic Boy kom, så, inhalerede stort set alt, hvad vi havde af procenter i huset og gik kl. 4.30......! Hvad sker der lige med mine venner for øjeblikket? Vi er jo nærmest i gang med en ny teenagetid alle sammen..........

Inden han gik og inden My Guy og ham havde drukket barskabet og køleskabet - for der gik ren drengedruk i den. (Jeg selv ku' lige klare to martinis og så var jeg færdig) - nå men, inden han væltede ud af døren, så nåede han, at invitere os over til New York.....og det skal vi så meget, når jeg igen får noget, der ligner en økonomi.....Selv om jeg er sikker på, at jeg godt ku' være disponeret for, at få det her Firenze-syndrom (kan ikke lige komme på, hvad det hedder i lægetermer- men det her psykotiske gennembrud folk får, af at se alt for meget kultur og stor kunst). At være i New York må jo være ligesom at gå rundt i en stor TV-kulisse hele tiden.

Når vi er derovre, er der to ting, jeg bare må se: Chryslerbygningen - i dagslys, i tusmørke, fuldt oplyst om natten og så igen i dagslys og i tusmørke og..... Jeg elsker den bygning! Jeg synes, at det er den smukkeste bygning, jeg nogen sinde har set. Og så vil jeg til Hoboeken, New Jersey - jeg ved godt, det ikke er New York....jeg er helt klar over, at det er noget suburbia langt væk.......Men af en eller anden underlig årsag har det sat sig fast...måske fordi ordet har en dejlig klang? "Howbowken".

My Guy vil til Rockaway Beach. Det er der en mere logisk forklaring på. Udover at være et sted, er det nemlig også en gammel Ramones-sang. Han fremførte den for os i går med både sang og luftguitar.......(siger lidt om stemningen, ikke sandt).

Bortset fra det, så synes Magic Boy, at det job jeg havde søgt på og fået afslag på, var helt hul i hovedet. "Det er da bare så meget ikke dig!" Og han har noget at have det i, for han er en gammel ex-kollega - så han kender mig jo også i arbejdssammenhænge. "Nej, du har ret!", råbte jeg. "Men lønchecken, Magic Boy, og alle frynsegoderne. Det er så meget mig." Men det er jo dybest set ikke et særlig lødigt argument, vel?!

Før Magic Boy kom, så og sejrede....så var jeg lige et smut til lægen. Lugtelakridsen (tidligere kendt som Sønnike) skulle have den sidste MFR.....han tog det pænt sådan på drengemåden.....I ved, den her med sammenbidte kæber, fugtige øjne og en uhæmmet trang til moderlig omsorg bagefter. Heldigvis er han ikke større end, at man stadig kan komme sig, hvis man får en stor is........Jeg havde også lige et kvindeærinde hos lægen....Viser sig, at jeg overhovedet ikke er i tidlig overgangsalder - den blodprøve jeg havde fået taget for et par år siden, havde bare vist nogle hormonelle udsving, som man kan have i perioder. "Naaaarj!" skreg jeg. "Nu har jeg rendt rundt og fortalt til gud og hvermand, at jeg var en præ-klimakteriesild." Min læge (en kvinde) bøjer sig frem imod mig og siger med et lille smil om munden og et finurligt glimt i øjet: "Er vi ikke alle sammen præklimakteriesild et sted!" (er vi så, lige indtil vi bliver rigtige klimakteriesild.)

Nå er den, der er smuttet. Der står en kæmpeopvask ude i køkkenet (tak til den person, der har opfundet opvaskemaskiner) og så skal jeg jo ha' skrevet nogle ansøgninger -I ved, projekt genopretning af økonomi.