kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

8.6.13

Lad falde, hvad ikke kan stå?

Nogle gange - ej faktisk mange gange - tænker jeg over, hvad der får nogle mennesker til at stå oprejst under de mest krævende forhold, mens andre vælter omkuld for en let brise.

Der findes mange smarte forklaringer på fænomenet. Ens livsindstilling f.eks. Er man en ukuelig optimist eller en bekymret sortseer? Har man et håb eller opgiver man på forhånd?

Personligt har jeg en veninde, hvor jeg seriøst undrer mig over, at hun stadig står op. Hendes mand har en stressrelateret depression og er diagnosticeret lettere Asperger. Hendes ene søn er ADHD og den anden har også Asperger. Datteren er diagnosticeret lettere borderline. Den sidste søn er der vist også noget med, men jeg tør ikke spørge dybere ind til det også. 

Når jeg hører fra hende, fortæller hun mig om et liv, der er hat og briller, som hun selv udtrykker det og hvor myndighederne ikke er til at råbe op. Derfor får hun ikke de rigtige tilbud til sine unger og må kæmpe hver eneste dag, for at holde sammen på det hele. På et tidspunkt fik hun at vide, at hendes unger slet ikke var syge, men bare dårligt opdragede og at der var en dårlig forældredynamik i huset. Det med den dårlige dynamik tror jeg på. Det slider med så mange dårligt fungerede børn. 

Heldigvis har de nu fået diagnoser alle hendes børn og som hun selv siger: "Så har vi da i det mindste noget at tage fat på. Noget at forholde os til."

Jeg synes så i et lille bitte hjørne af min sjæl, at den næsten lyder af for meget. Så mange diagnoser i en familie kan man sgu da ikke ha'. Nogle gange når hun fortæller, så har jeg mest lyst til at holde mig for ørerne og råbe:"Er der slet ikke noget lyst i dit liv!?"  På samme måde har jeg det faktisk med en anden jeg kender. Hendes liv er bare med omvendt fortegn. Hun har det egentlig ok, skal kun tage vare på sig selv og får alt den hjælp hun skal have. Men alligevel tilter hun konstant. Alt er noget lort og ingen tager sig af hende, synes hun selv. Det er faktisk endnu mere deprimerende at høre på. Så hold dog kæft, tænker jeg ofte.

Men at jeg tænker sådan, skyldes jo bare min uvidenhed. Mit manglende kendskab til, at det kan være sådan for nogle. At livet er sort for nogle mennesker. Enten fordi man kæmper med sig selv og sit eget sind eller fordi man kæmper med andres sind. Jeg hører, hvad de siger, men forstå det til fulde kan jeg ikke. Jeg vil gerne, men kan ikke. Det eneste jeg kan tænke er, at det er et under, at de begge stadig står op og lever deres liv.

 

4 Comments:

At 14/6/13 13:52, Anonymous Donald said...

Jeg tænker: Hun er glad fordi hun har dig og hun krakelerer ikke med dig fordi du er en god støtte. Jeg har jo læst mange indlæg her og synes næsten at jeg kender dig - måske er det en evne du har!?! Go for it, jeg tror det er din personlighed, som hun elsker at være sammen med. Og så tror jeg at hun er meget god til at modtage støtte. Måske har jeg misforstået, men det virker som om at det lille indlæg handler om positivitetens terapeutiske virkning :)

 
At 14/6/13 13:56, Blogger susling said...

Ved sgu ikke rigtig Donald, om jeg er en særlig støtte. Jeg er åben og tolerant, det er jeg, men en støtte? Men jeg skal nok stå der og også lægge øre til, når behovet er der. Det er da det mindste jeg kan gøre.

 
At 15/6/13 19:58, Anonymous Pernille said...

Hende med de fire børn og alle diagnoserne - hun har jo ikke rigtig noget valg. Hvis hun også lægger sig med stress, depression eller lign. så svigter hun jo hele flokken. Lur mig, når der er kommet mere styr på det hele, så er det hendes tur til at mærke efter og slippe styringen - så tilter hun måske også lidt.

 
At 16/6/13 11:42, Blogger susling said...

Pernille, du har ret. Hun har ikke noget valg. Det gør det næsten endnu mere ubærligt :-(

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home