Om planter og venskaber

Når man bor på stenbroen, må man sno sig, hvis man er plantegal, som jeg er. Desværre har jeg ikke en lille terrasse (den står ellers på ønskesedlen), men jeg har mine franske altaner og gulve og flader, hvor jeg til hver en tid lige kan presse en lille plante ind. Faktisk er jeg blevet sådan en andre giver deres planter til frem for at smide dem ud. Det er jeg ikke altid lige begejstret for, for orker heller ikke et hjem, der er groet helt til. Men smide planter ud nænner jeg heller ikke, så lige nu kæmper jeg f.eks. med at holde liv i en palme, som jeg under andre omstændigheder aldrig ville have købt selv. Men nu er den her og den fortjener et godt liv. Så jeg vander den og sørger for, at den får det rette lys og en gang i mellem snakker jeg også til den. Det samme gælder den koriander, jeg ved en fejl er kommet til at så. Jeg hører til på det hold, der synes koriander smager som en sur karklud, men det skal planten jo ikke lide under, så den får de rette vand- og lysforhold, som alle andre grønne ting i min husstand, der lige nu består af:

• Japansk peberrod
• Akelejer
• Fuchsia
• Aloe Vera (to varianter)
• Basilikum
• Voksplante
• Køkkengeranium
• Gingo Biloba
• Julestjerne (ingen grund til at smide den ud bare fordi det ikke længere er jul)
• Hyacint (ingen grund til smide den ud bare fordi det ikke længere er tidligt forår)
• Væddeløber x 2
• Paradistræ x 2
• Amarylis (ingen grund til osv)
• Mynte i tre varianter
• Purløg
• Hvidløgspurløg
• Persille
• Kvan
• Løvstikke x 2
• Estragon
• Jordbær
• Timian
• Rosmarin
• Isop
• Solsikker (dem er jeg spændt på)
• Salvie
• Palmen
• Korianderen

Nogle af planterne er jeg mere begejstret for end andre, men hell de fortjener alle at være her! Så jeg vander, snakker og sørger for de rette lysforhold. 

Det sammen forsøger jeg faktisk også med mine venskaber og bekendtskaber og naboskaber. Der skal jo også vandes, belyses og snakkes. Men selv med de bedste intentioner og grønne fingre, så lykkes det ikke altid at få tingene til at gro og trives. Især synes jeg, at det har været en pænt nedslående oplevelse at møde bloggerverden. There I said it! Da jeg startede med at blogge, var vi stadig en forholdsvis lille gruppe og det var en fascinerende oplevelse, at få et indblik i andres tanker og liv. Men det var også med bævende hjerte jeg kastede mig ud i at møde folk i den virkelige verden. For havde jeg fordomme, så fik jeg dem ofte bekræftet. Men det jeg hele tiden tænkte var, at det var et interessant sociologisk eksperiment. Hvordan fremstillede folk sig og hvordan var de, når det kom til stykket? Og jeg må sige, at der var nogle stykker imellem, hvor jeg havde det på samme måde som med palmen og korianderen. Ikke noget jeg selv ville have valgt, men når de nu var her, så måtte jeg hellere vande og gøde og snakke og sørge for de rette lysforhold. Selv om de i virkeligheden var nogle tidsler, der legede, at de var pæoner. Og var der tilpas mange tidsler sammen, så kunne de jo råbe og skrige højt sammen, at de var de smukkeste pæoner og så var den sandhed plantet. Men tidsler var de stadig. 

Er jeg bitter? Lidt. Det må jeg indrømme og også såret. Det bliver man, når man står der med sin vandkande og de bedste intentioner. Omvendt, så ville jeg nok været gået uden om mange i det "virkelige" liv og hvis jeg havde mødt dem under andre omstændigheder. Og et eller andet sted, synes jeg, lige som jeg gør i det virkelige liv, at de små tidsler bare skal fortsætte med at bilde sig ind, at de er sarte, smukke, svulmende pæoner. De må også hjertens gerne bilde hinanden ind, at de er det, for det er hårdt at trives i sandet jord. Det er bare ikke mig, der skal stå der med vandkanden. Jeg har alt for travlt med at vande andre steder.