Hele verden i min opgang

Jeg bor et ret eftertragtet sted. Midt i København K, men alligevel på sin helt egen ø med vand flydende omkring mig. Vi er lidt alternative her hos os, selv om vi naturligvis også er blevet ramt af urbaniseringen, der gør alt pænt på den kommunale gå-gade-måde. Det er kommet gradvist, i små ryk, så man næsten ikke mærker det. Der sker stadig sjældnere, at jeg må trække over på den anden side af gaden, fordi ham narkomanen med gulsot og bare tæer om vinteren kommer råbende imod mig. Det er efterhånden også mange år siden, jeg så ham med det store sorte flagrende skæg, lange tynde hår og en papegøje på skulderen komme cyklende, mens han glad sang en gammel hippie-sang. Til gengæld må jeg stadig oftere træde ud i rendestenen, fordi alle de pæne mennesker udefra har gjort min bydel til party town.

Heldigvis bor Anne-Marie Helger og Peter Frødin her stadig, men jeg tror, at de overvejer at flytte. Ligesom Helena Christensen for længst har solgt sin penthouse-lejlighed og Søren Vinterberg og Naja Maria Aid er blevet for kendte til det her sted. Nu flytter der pæne børnefamilier ind - indtil de pludselig finder ud af, at deres små børn skal på græs - og så flytter de ud i småbørnsfamilieghettoerne i forstæderne. 

Faktisk er her blevet så pænt, at jeg nærmest fik et chok, da jeg for nogle uger siden skulle mødes med én i Viktoriagade på Vesterbro. Der ser på ingen måde ud, som der gjorde, den gang jeg var barn. Istedgade har vist overgivet sig for længst. Alligevel, ja, alligevel, så stod jeg som en anden "jyde", der var kommet direkte ind med fire-toget og glanede efter et par med rastahår, pelse, tatoveringer og noget eksotisk over sig, som jeg er blevet helt uvant med. For også mit hood har overgivet sig, selv med Christiania i baghaven. Måske er der stadig noget rå storby tilbage i Sydhavnen, på Nørrebro og i Nord Vest. Jeg ved det ikke, for jeg kommer der så sjældent. Kun lidt på Nørrebro i små doser og her summer der stadig af noget lidt farligt og urbant på den kantede måde. Men ikke meget. 

Som 5. generationskøbenhavner er det præcis det, jeg sætter pris på: Det lidt rå og samtidig intime sammenhold. Netop derfor er jeg, modsat så mange andre her i bebyggelsen, ret glad for den udskiftning, der har været i præcis min opgang. Andre fnyser forarget og folk fra de omkringliggende opgange, hvor både direktører og enlige mødre slår deres folder, spørger bekymret til os. Men nej, det går fint! Man kan faktisk leve aldeles fornemt, selv om der er flyttet afrikanere, pakistanere, iranere, russere og en enkelt kineser ind. Juleudsmykningen på de forskellige døre bliver måske ikke helt det, det har været og vi kommer nok heller ikke til at holde de samme højtider. Men skidt med det, for jeg har fået lidt af min gamle storby-fornemmelse tilbage og næsten hele verden i min opgang.