kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

18.12.12

Hverdagsvisualiseringer

Visualisering er en ret smart ting. Altså ikke på den her Gudinde-måde, hvor det bare handler om at tænke sig rig, slank og smuk og vipti wupti, så vågner man en dag op og konstaterer, at der står fem millioner på bankkontoen og man er blevet supermodel-materiale.

Den form for visualisering jeg tænker på, er mere lavpraktisk. F.eks. kan man jo godt til tider synes, at ens mand er en anstrengende nar, der snorker, brokker sig, ikke deltager i hverdagen og hvad der så'n ellers kan få en til at blive meget, meget træt. Jeg ville være idiot, hvis jeg ikke indrømmede, at det til tider er sådan, når man har delt bord og seng i nu næsten 29 år. I de tilfælde griber jeg til en solid omgang visualisering. Jeg gennemlever mentalt hele skilsmisseprocessen fra de indledende øvelser til jeg sidder mutters alene i en lejlighed uden min mand. Som regel kommer jeg frem til, at det er da heller ikke det jeg vil og at han er til at leve med. Faktisk når jeg også at tænke, at jeg selv måske også til tider kan være lidt træls at leve sammen med. Efter det er alt fryd og gammen igen.

Samme stunt har jeg lige lavet i forhold til det at blive katteejer igen. Jeg har udset mig nogle katte ud fra billeder og jeg har overtalt Anders til, at vi skulle bruge en eftermiddag på at se på katte og herefter har jeg forstillet mig, hvordan det ville være at ha' katte i min lejlighed igen. Selv med den mest dovne, kedelige, reserverede fantasikat kunne jeg ikke komme i mentale lykkesvingninger. Jeg tænkte bare på kattelort og dyrelægeregninger og hvordan jeg ville blive nødt til at sætte hønsenet på alle min altaner, så jeg ikke skulle få hjertekvababelse, hver gang en kat hoppede op på kanten af altanen eller gik tur på gesimsen.  Bare skyd mig eller fortæl mig, hvor dejlige katte er. Jeg er enig. Jeg er vild med katte. Jeg skal bare ikke ha' nogen lige nu. For efter, at jeg havde hverdagsvisualiseret mit nye liv som katteejer, gik det op for mig, at jeg pludselig er kommet et helt specielt sted i mit liv. Et sted jeg ikke har været i over 20 år. Eller rettere jeg er på vej ind i opløbsbanen. 

For blot få år siden var jeg mor til to unger, der krævede mig som omsorgsperson, jeg var den stolte ejer af en kanin, to katte, et akvarie, hvor fiskene hele tiden åd hinanden med samt seriøse lusekolonier. Et sandt menageri, der krævede korpsånd og stamina. Dette er nu reduceret til en fraflyttet datter, en hjemmeboende, men selvkørende søn og en genstridig edderkop. Plus en mand selvfølgelig.
Jeg mærker pludselig en sær følelse af frihed vinke derude og det føles ret godt. Så jeg tror sgu, jeg venter med kattene og bliver i stedet en selvoptaget midaldrende dame, der plejer sig selv og sine hobbies.
 

2 Comments:

At 18/12/12 14:26, Blogger Eva said...

Gid alle tog sig tid til at visualisere kattelort, opkradsede sofaer og dyrlægeregninger, før de anskaffede sig en kat.
Så ville der måske ikke sidde så mange tynde, forladte katte og nedstirre mig gennem mit køkkenvindue, mens de prøver at telepatere til mig, at jeg skal fodre dem...
Nyd din frihed!

 
At 18/12/12 15:59, Anonymous Susling said...

Ja, det er godt at visualisere på den måde. Men det kræver altså også en veludviklet forestillingsevne. Jeg kunne ligefrem lugte kattelorten. Som sagt har jeg skovlet mange lorte gennem tiderne. Børnelorte, kattelorte, kaninlorte. Det har aldrig rørt mig. Det hørte jo lissom til. Men nu, nej tak. (Faktisk er jeg så ond, så jeg har sagt nej til at skifte min brors unger. Han syntes, det ku' være så hyggeligt. Det syntes jeg ikke.)

 

Send en kommentar

<< Home