kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

29.11.12

Sådan kan man også miste venner

Døden er et røvhul! Det mærkede jeg til fulde i går, da jeg stod og blev svimmel nede i den lokale blomstershop. Det gik nemlig pludselig op for mig, at jeg var i gang med at købe en B.Å.R.E. - fucking- B.U.K.E.T til en jeg har købt blomster til så mange gange før. Det her var så sidste gang, jeg stod og skulle udvælge smukke blomster til hende.

Først så nægtede jeg, at det skulle være en bårebuket. Kom til at sige til den meget søde og forstående blomsterdame, at det bare skulle være en buket. Og at en bårebuket da var noget jeg købte den gang min mor skulle bisættes. Ikke nu. Hun forklarede meget blidt, at det hed en bårebuket, fordi den var flad på den ene side og derfor bedre kunne ligge på kisten. Kisten?! tænkte jeg og fik ondt i maven. 

Omsorgsfuldt skubbede hun en mappe med fotos hen til mig og gik så videre med nogle andre ting, så jeg kunne få fred til at vælge. Det forsøgte jeg så, mens jeg febrilsk prøvede at huske på, hvilke blomstertyper min kære gamle ven kunne li'. Faktisk begyndte jeg at svede, og fik lidt tunnelsyn, fordi jeg bare ikke kunne huske det. For dårligt, rungede det inde i mig. Og sikken en rådden ven jeg er. Og kan man bare vælge noget, som man selv kan li'? Til en man snakkede med ugen før. Til en hvis bløde nakke og skuldre stadig kunne mærkes i mine hænder. Det sidste kram og et hej, hej, det her var hyggeligt. Det må vi gøre igen en anden gang og vi ses. 

Jeg var ved at kaste op nede i den blomsterbutik, der pludselig var blevet fyldt af en flok glade venindekaglende pensionerede norske damer på besøg i København. Med mig midt i det hele med det åndssvage fotoalbum med blomster til de døde formet som kranse og bårebuketter. Sådan noget sker altid for mig. Minder mig om den gang jeg satte mig ind i et smukt kirkerum med min lille 3 mdr. gamle søn i armene, for at finde lidt åndelig fred oven på en oplevelse, hvor lægerne troede, at han havde meningitis  og jeg troede, at han skulle dø fra mig. Den gang blev kirkerummet fyldt af en flok psykisk handicappede, der nysgerrigt stillede sig op og så på mig og min lille søn. Den gang rejste jeg mig og gik. Det gjorde jeg også nu efter at have taget en hurtig beslutning om noget med nogle æbler, og efterårsgrene og noget farveglad noget, som jeg ikke kan huske og heller ikke kan overskue at huske. 500,- kr. værsgo og jeg henter buketten lørdag kl. 12.00.

Om aftenen kom jeg op og skændes med en fælles veninde på den pubertære facebook-måde, fordi jeg var blevet så stødt over, at hun forarget bebrejdede mig, at jeg havde spurgt på hendes facebookvæg, om jeg skulle tage en buket med på hendes vegne, nu hun sad så langt væk i et andet land. Kunne pludselig mærke, at den bebrejdelse kunne jeg bare slet ikke rumme og heller ikke hende. 

Døden kan bringe det bedste op i folk og det værste og vi sørger forskelligt. Men jeg synes, at i en alder af næsten 50 og set i lyset af, at vi begge har mistet en, som vi har kendt på hver vores måde, så burde vi kunne rumme hinanden og hinandens måde at håndtere sorg på. Kunne vi så ikke. Og jeg fortrød, at jeg oprindelig havde kontaktet hende - efter meget lang tid uden kontakt - og havde fortalt om vores stakkels syge veninde og siden havde ringet og fortalt, at hun nu var død. For pludselig havde hun patent på den rigtige måde at sørge på og synes, at hun sørgede meget mere end mig, der trods alt var den, der havde holdt kontakten med den fælles veninde til det sidste og var en af de få, der havde fået lov til at følge med på sidelinjen i det seneste lange sørgelige halvandet år, der er gået frem til i dag. 

Lige som døden slukker kontakten fra det ene øjeblik til det næste, kan man også slukke kontakten med et enkelt klik på facebook. Så det gjorde jeg og har nu to venner mindre.

Håber ikke, at jeg kommer til at kaste op i kirken på lørdag.   



8 Comments:

At 29/11/12 12:17, Blogger Eva said...

Jeg kondolerer! Både for den veninde, du har mistet, og for det venskab, der ikke længere er. Døden er en bitch!

 
At 29/11/12 12:26, Anonymous Susling said...

Døden er en megabitch! Og tak for ordene.

 
At 29/11/12 12:35, Anonymous Anonym said...

En trist historie.

Jeg kondolerer.

Hilsen,
En trofast læser

 
At 29/11/12 13:19, Anonymous Susling said...

Har jeg stadig trofaste læsere? Det er jeg dybt taknemmelig for. Især i en situation, hvor jeg lige har modtaget en nyhedsmail fra noget modehejs, hvor der står: Du dør uden BORDEAUX!
For helvede da.

PS. Sorg er ikke mønsterbeskyttet. Og hende jeg defriendede har ret til at føle sin sorg på sin måde, ligesom jeg har. Det skal så bare åbenlyst ikke dele den.

 
At 2/12/12 14:50, Anonymous Deborah said...

Jeg føler med dig. Har skam også prøvet at miste en kær veninde, og det er ikke sjovt. Det er det aldrig at miste nogen man holder af.

At det er trist og hårdt et langt stykke tid er helt sikkert - for os, der sidder tilbage. Men det er jo en del af livet, den eneste der er helt sikker - før eller siden.

Synes det er meget trist at du og veninden, som ellers fandt hinanden ikke også begge kan rumme hinandens sorg. Måske det var en ide, lige at trække vejret og bare holde en pause istedet for drastiske løsninger, i en tid, hvor man nok ikke er helt sig selv? Bare en tanke... og håber du kommer så godt igennem begravelsen som man nu kan.

 
At 2/12/12 15:27, Anonymous Susling said...

Deborah: Bisættelsen var meget fin og smuk. Den anden veninde har jeg til gengæld mistet for mange år siden. Det var et rent tilfælde, at vi blev forbundet igen og det var hende, der anmodede mig om venskab på fb. Jeg var personligt ikke lun på tanken. Omvendt kan livet jo ændre folk og måske ku' vi...igen...kunne vi så ikke og jeg var nærmest lettet, da jeg lavede det lille it-klick.

Til gengæld havde jeg besøg af en anden veninde, dagen før begravelsen, som jeg også mistede kontakten med for år siden - 16 år - for at være helt nøjagtig. Det var dejligt og hende vil jeg meget nødig miste igen.

Hende jeg klikkede farvel til- tja- og nej. Det var den rigtige beslutning.

Men tak for omsorg og fine ord.

 
At 4/12/12 14:46, Blogger Belinda said...

Døden er svært at håndtere og igennem min tid har jeg mistet en del folk der stod mig nært.
Jeg har mærket, at veninder ikke har vist hvordan de skulle håndtere min sorg og det har gjort at de har været stille.
Men sorgen får os også ofte til at se på vores eget liv og hvad der er vigtigt for os.
Husk dig selv i alt det her!

 
At 6/12/12 12:21, Anonymous Susling said...

Jeg er 100 % enig, Belinda!

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home