Susling om motivationsfaktorer

Jeg har en nabo. Han står op hver dag på samme tid og går hver dag den samme tur. Han bor alene, er pensionist. Ser ikke rigtigt nogen og har heller ikke kontakt med sine børn. Alligevel står han op hver dag og lever sit liv. 

Jeg har en moster. Hun sidder i en kørestol, bor i en beskyttet bolig og kommer sjældent ud. Mange omkring hende er døde. Alle hendes søskende, hendes mand, hendes stedbørn og oveni købet hendes stedbarnebarn. Alligevel så står hun op hver dag og lever sit liv.

Hver dag står folk op uden mål og med. Uden andet formål, end at de er i live og vågner til en ny dag. Der er ikke noget, de skal stræbe efter, ikke noget de skal præstere, vel egentlig heller ikke så meget at drømme om. 

Det er sådan et cyklisk liv, der godt kan få mig til at tænke. Ikke på den fordømmende måde, absolut ikke. Mere på den undrende måde. Lige som jeg også kan undre mig over en nu tidligere kollega, der har siddet i det samme job i 15 år og bliver ved med at brokke sig over de samme ting. "Jamen,"spurgte jeg hende. "Er det noget nyt, du brokker dig over? Eller har det altid været sådan?" Nødtvungent måtte hun indrømme, at det nok altid har været sådan. Lige der hopper kæden af for mig. For jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor stå op til det samme og det samme og det samme - hver dag? Hvor er motivationsfaktoren henne?

Skulle jeg selv sidde med de samme mennesker, de samme opgaver og de samme problematikker dag ud og dag ind, år efter år efter år, ville jeg blive småtosset. My bad, måske. For det er ikke mig, der har en forudsigelig hverdag, en overstabil indkomst og et hus i Smørum. 

Men sandheden er, at status quo gør mig urolig. Hvis ikke der er et eller andet at stræbe efter, drømme om, ændre på, bare noget, der giver mig en følelse af fremdrift og udvikling, så ville jeg ikke føle, at jeg var i live.  Men det er så bare sådan, jeg er skruet sammen. Og netop derfor undrer jeg mig over, hvordan det ser ud på den anden side af plankeværket.