kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

6.7.12

Susling om motivationsfaktorer

Jeg har en nabo. Han står op hver dag på samme tid og går hver dag den samme tur. Han bor alene, er pensionist. Ser ikke rigtigt nogen og har heller ikke kontakt med sine børn. Alligevel står han op hver dag og lever sit liv. 

Jeg har en moster. Hun sidder i en kørestol, bor i en beskyttet bolig og kommer sjældent ud. Mange omkring hende er døde. Alle hendes søskende, hendes mand, hendes stedbørn og oveni købet hendes stedbarnebarn. Alligevel så står hun op hver dag og lever sit liv.

Hver dag står folk op uden mål og med. Uden andet formål, end at de er i live og vågner til en ny dag. Der er ikke noget, de skal stræbe efter, ikke noget de skal præstere, vel egentlig heller ikke så meget at drømme om. 

Det er sådan et cyklisk liv, der godt kan få mig til at tænke. Ikke på den fordømmende måde, absolut ikke. Mere på den undrende måde. Lige som jeg også kan undre mig over en nu tidligere kollega, der har siddet i det samme job i 15 år og bliver ved med at brokke sig over de samme ting. "Jamen,"spurgte jeg hende. "Er det noget nyt, du brokker dig over? Eller har det altid været sådan?" Nødtvungent måtte hun indrømme, at det nok altid har været sådan. Lige der hopper kæden af for mig. For jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor stå op til det samme og det samme og det samme - hver dag? Hvor er motivationsfaktoren henne?

Skulle jeg selv sidde med de samme mennesker, de samme opgaver og de samme problematikker dag ud og dag ind, år efter år efter år, ville jeg blive småtosset. My bad, måske. For det er ikke mig, der har en forudsigelig hverdag, en overstabil indkomst og et hus i Smørum. 

Men sandheden er, at status quo gør mig urolig. Hvis ikke der er et eller andet at stræbe efter, drømme om, ændre på, bare noget, der giver mig en følelse af fremdrift og udvikling, så ville jeg ikke føle, at jeg var i live.  Men det er så bare sådan, jeg er skruet sammen. Og netop derfor undrer jeg mig over, hvordan det ser ud på den anden side af plankeværket.

3 Comments:

At 7/8/12 20:08, Anonymous Vibeke Ungstrup said...

Hej Susling
Hvor jeg kender disse tanker! Jeg har altid undret mig over, at mennesker kan blive i det samme job/liv, trods utilfredshed...."SÅ gør dog noget"...har jeg tit lyst til, at råbe....! Men får besindet mig og tænker, ..okay det er jo deres valg. Måske er det netop det, som giver mening i deres liv, at brokke sig! Eller måske skyldes det, at de ikke ved, at de har et valg, de kender måske i bund og grund ikke deres egne værdier omkring livet, jobbet, familien osv.
Samtidig, så beundrer jeg de mennesker som du beskriver i starten, at de kan bevare livsgnisten og stå op til ingenting hver dag, men måske giver det mening for dem, hvis de har knoklet et helt liv. Eller måske gælder det i begge tilfælde, at de har glemt hvem de selv er, deres ønsker og drømme!

Vibeke Ungstrup
Blogskribent på ungstrupvej.dk

 
At 10/8/12 10:44, Blogger capac said...

Nu ved vi jo ikke, om disse stille eksistenser går rundt med ikke-realiserede drømme og håb. Og vi skal heller ikke være blinde for, at bare det at være i live kan være motiverende i sig selv. Jeg kan huske, at jeg så et tv-portræt af den døende digter Poul Borum, der forklarede, at han glædede sig hver dag, når han slog øjnene op og lyset strømmede ind gennem øjenen og bekræftede ham om livets under. Eller noget i den retning...

 
At 10/8/12 11:47, Anonymous Susling said...

Jeg er helt enig med jer i, at bare det at være i live kan være en glæde. Det er også sådan nogle tanker jeg selv har gjort mig. Nok især, hvis/når man står over for den uundgåelige ende. Måske er status quo i virkeligheden en motivationsfaktor i sig selv.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home