Susling 3 år gammel

Ingen er perfekt og bestemt ikke mig. Mens jeg har prøvet at være voksen og ansvarlig og opdrage mine børn, som jeg nu bedst kunne med al min fornuft og intuition og ønske om at give dem noget bedre, end jeg selv fik som barn. Så har der siddet et lille barn på min egen skulder. Susling 3 år, som ikke forstod alle de danske samfundskoder og især ikke venindekoderne.

Jeg kender godt årsagerne. Jeg er barn af en dysfunktionel familie og jeg blev samtidig rykket op med rode i den vigtigste dannelsestid - fra 1- 7 år. Jeg blev fjernet fra én kultur og ét kodeks til et andet, som jeg så måtte aflæse og indoptage ret hurtigt, for at kunne være med (lige som jeg måtte aflæse mine forældre for at overleve).

Da jeg så vendte hjem til Danmark igen, så havde jeg, udover nogle ualmindeligt veludviklede antenner til at aflæse andre, også nogle østrigske koder med mig, som jeg mærker meget stærkt, når jeg som nu møder østrigere. Aha, tænker jeg. Det er da derfor, jeg gør, som jeg gør og er, som jeg er. Det er jo slet ikke unormalt. Sådan er de andre også. Bare ikke i Danmark.

For da jeg vendte tilbage til DK, så havde jeg de østrigske koder med og havde misset nogle af de danske. Siden da, har jeg prøvet at forstå. Forstå, hvorfor jeg ikke må være med i legen. Forstå, hvorfor det altid er mig, der bliver valgt sidst til rundbold. Forstå, hvorfor jeg pludselig ikke må komme med til en eller andens fødselsdag.

Det er sgu ikke nemt at være Susling 3 år.

PS. Og hvorfor er det altid dem, der er mest intrigante og mindst givende, som alle andres samles om?