kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

11.9.11

Susling om at tage livet i stiv arm

Ja, så var det mig, der stod der i bh og trusser, da håndværkerne åbnede vores hoveddør og bare vadede ind uden at præsentere sig eller noget. Hurra! Måske var det det, der fik dem til at speede processen op? Jeg havde mine lyserødeakrylhadetrusser og en afdanket brun blonde-bh på (må få noget nyt helst sexet undertøj!) Nå, men nu har vi i hvertfald et nyt gulv og det meste af køkkenet er genopbygget. Bevares ikke i Svanekvalitet. Men den må man så tage bagefter - med Svanerne på de almennyttige boliglejeres regning. Nu er der vist kun noget med en maler tilbage (håber jeg).

Begynder at tro, at der er en lære jeg skal drage ud af det her. På en måde. Det er nemlig ikke kun min bolig, der stresser. Jobbet trækker også tænder ud. Meget. Og fredag nat i sidste uge kom Skumfidusen stortudende hjem indsmurt i blod i hele ansigtet. Der var én, der var kørt ind i hende. Hun var på cykel og var landet direkte på sit ansigt. Hele den ene side var fuld af store blødende sår (hun er i kraftig bedring nu). Også en ting man skal tage i stiv arm. Lissom, at en af mine ældste venner har fået konstateret cancer. Hvad siger man? Hvad gør man?

Jeg står hele tiden på sidelinjen og betragter og nægter at lade det gå ind. Selvfølgelig er jeg berørt - meget. Men det er samtidig som at leve i en gigantisk to-do-liste, hvor jeg hele tiden stæser af sted og krydser dit af og dat af, mens jeg prøver at finde mine åndehuller. Mine små heller. Og hele tiden tænker, at det nok skal løse sig det hele. Min veninde bliver rask. Skumfidusen var heldig. Hun brækkede ikke næsen, smadrede tænderne eller fik en alvorlig hjernerystelse og efter en uge er hendes sår næsten helede (godt hele-kød må man sige). Min lejlighed kommer i orden (og nu kan jeg sige, at jeg har en svag fornemmelse af, hvordan det må være, at være en flygtningefamilie, der skal leve sammen i et enkelt rum og ikke ved, hvad deres fremtid vil bringe). Og hvis vi er heldige, så kommer der også en regering med et lidt mere medmenneskeligt udsyn og hvor det hele ikke handler om at styre landets fremtid via boligpriser, skattelettelser, privat forbrug og fremmedhad. Er jo som at tisse i bukserne for at holde varmen.

PS.
Og 9/11? Tak fordi du spørger. Der gik jeg hjemme syg af stress og min mor var død pludselig fra den ene dag til den anden nogle måneder før i en alder af 58. Så jeg stod egentlig mest og tudede med hovedet ind i køleskabet, så ungerne ikke skulle se mig forgrædt og når jeg ikke gjorde det, så lå jeg med hovedet ned i lokummet og brækkede mig af stress. Det her med nogle flyvemaskiner åsån ku' ikke rigtigt få mig op af stolen. Sorry!

1 Comments:

At 11/9/11 23:19, Anonymous Christina i NZ said...

Puha, hvad siger man så lige? Varme tanker herfra, jeg håber for dig, at der kommer nogle lyspunkter i snar fremtid!!

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home