Susling hønemor
Jeg ved ikke, hvordan andre har det med deres moderskab. Men personligt har jeg altid gjort en dyd ud af at slippe mine børn og lade dem tage deres egne skridt ud i livet. De skal jo lissom lære at være. Uden mit opsyn. Men det er ikke altid lige nemt. For dybt inde i mig bor der en stor bekymret Mutti med et meget fjedret vingefang. Gok, gok.
Jeg arbejder med hende. Det gør jeg. Som den gang min lille Skumfidus 7 år gammel insisterede på at gå alene i skole. Vi bor midt inde i København i et område, hvor alle trafikregler er sat ud af spil. Vi er så loose, synes vi selv. Os der bor her. Også i trafikken. Så det var om at tage en dyb indånding, tape den forskræmte Hønemors vinger ind i gaffa og lade ungen finde sin egen vej ud i trafikken og hen til skolen. En lille bitte pige med en kæmpe skoletaske på ryggen. Jeg hang ud af vinduet og fulgte hendes vej så langt jeg kunne. Mest af alt havde jeg lyst til at iklæde mig skæg og blå briller og snige mig langsomt efter hende, så jeg kunne gribe ind, hvis der skulle ske noget. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.
Jeg accepterede også den gang hun 9 år gammel erklærede, at hun ikke længere gad gå på fritidshjem, men meget hellere ville være fast 1.passer for en hest ovre på rideskolen. At hun i forvejen gik til ridning var slemt nok. Jeg er bange for heste og skal personligt ikke nyde noget. Men hun skulle jo ikke lide under mine fobier og uhæmmede hønemormentalitet. Så ok til ridning og ok til at hun skulle over på rideskolen hver dag efter almindelig skole. Igen igennem en masse trafik.
Der var også den gang, hvor hun blev udsat for et røverisk overfald. Og den gang hvor hun fik stjålet sin taske. Mit moderhjerte bævrer. Stadig.
Nu er begge mine unger så draget af sted til Roskilde Festivalen. Min søn for allerførste gang. Min indre hønemor gokkede lidt og tænkte:"Alle mine kyllinger!" Men jeg fik hende dysset ned og tænkte i stedet:" Ah, voksentid. Så skal vi have lever a la venezia (som ungerne hader) og sex. (Det er nemlig slet ikke så let at dyrke forældresex med store unger i huset. Når de er små, så kan man putte dem i seng og så ved man, hvor man har dem. Men store unger går i seng på ukristelige tidspunkter eller kommer hjem fra fester på ukristelige tidspunkter, hvor forældrene forlængst har puttet sig selv. Eller er faldet i søvn foran fjernsynet.)
Og så er det, at jeg bliver ringet op kl. 5 om morgenen af en eller anden vagt fra Roskilde Festivalen, der bare lige ville fortælle, at de har fundet Skumfidusens pung (heldigvis med indhold) og at hun kan afhente den ved Tårn N!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Da jeg får fat på Skumfidusen viser det sig, at hun havde set 3 østeuropæere komme ud af sit telt og at hendes pung var blevet stjålet. Og at hun havde været i panik hele natten.
Så i dette øjeblik flakser min indre hønemor fuldstændig hysterisk gokkende rundt og hvis jeg ikke havde bare et minimum af anstændighed, så havde jeg forlængst kastet mig ud på motorvejen, speedet hele vejen til Roskilde. Havde lassoet begge mine unger og proppet dem ind under mine vinger igen. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. De ville helt sikkert også sprælle for meget.
Etiketter: Mine unger
11 Comments:
Grrrrhhhh....hvor bliver jeg harm over at nogen så kynisk udser sig sådan en fest som en mulig genvej til penge.
Da jeg fulgte min datter derned i forgårs (også hendes første gang) - blev vi passet op af den ene sort-taxi udbyder efter den anden.
Og når man ser alle de kræmmere og flaskeagenter, som sværmer rundt i miljøet...så gælder det virkelig om at sige til sig selv: rolig nu.
Min datter er stadig meget lidt mistænksom i det hele taget. Jeg prøver at tage det som det skal tages: det er hendes liv. Hendes glæder, hendes sorger.
Når jeg er sådan et rodet og larmende miljø, hvor grundtanken er mest mulig alkohol på kortest mulige tid, så får jeg den sygeste flugtimpuls.
Jeg kan slet ikke med det. Mere.
Men da jeg så min datter i dag, da jeg lige var dernede med et par småting (fem fyldte sportstasker - da så hun simpelthen så smuk ud.
Som om hun var det helt rigtige sted. Jeg var meget rørt. Unge hjerter slår så hurtigt.
Videre!
:-)
Jepper, Beo. Unge hjerter slår hurtigt. Og det er da klart der de skal være. Som vi selv var en gang. Jeg klarede mig da også. Faktisk tror jeg min søn synes, at det her er hans mandomsprøve og han har glædet sig sådan.
Min datter er også rolig nu. Men jeg har hørt, at det er et giga problem med østeuropæiske røvere på årets festival. Så der er sat mange vagter på. Og mine unger må så lære at passe på sig selv. Det er jo ikke en børnefestival de deltager i.
Men det forhindrer ikke mig i at gokke løs og baske med de omsorgsfulde vinger, vel...Gok, gok.
Hehe...min datter har nu fået stjålet et rygsæk med 10-12 Somersby'er i + et headset til mobilen.
Men okay...det var hendes egen skyld, sagde hun, for hun lod den stå udenfor teltet, ved siden af den stol hun sad i, og så skulle hun ind og sove, og blev stolene flyttet, og så stod sækken helt alene og åben dér tilbage, og og og og...
(GRRRRRRRRRRRHHHH...!)
"Nå, for søren, da. Ja, det var sandelig ikke så godt. Ja, ja! Det var lærepenge. Videre i teksten! Går det godt?"
:-/
Det gik jo godt, så læg bare vingerne ned igen.
Det var kun hvis hun ikke havde fået pungen retur du skulle have haft suset afsted.
Mellembarnet hos mig har været der siden lørdag og hans storebror drager afsted i morgen, han havde lige en eksamen i dag, der skulle overståes. Og jeg er helt rolig med hensyn til dem og Roskilde.
Men til gengæld har jeg sagt nej til lillesøster på 16. Jeg synes det må vente- og i øvrigt skal hun to uger til Skotland, på Langelandsfestival OG derefter et år til USA, så jeg synes hun kommer rigeligt ud alligevel.
Lige nu synes hun at jeg er ond og led, men det overlever jeg nok ;)
...for stædige hønemødre er der vel ikke noget i vejen med ?
Beo, det er lærepenge, nemlig. Men derfor behøver andre stadig ikke ha' så lange fingre. Det er sågu lidt trist. Måske skulle vi lave en støttegruppe for forældrene?
Helleq: Det er tredje år min datter er på Roskildefestival, så vingerne er helt i ro. Min søn regner jeg med kontakter mig, hvis der er noget jeg skal vide, så no news is good news. Personlig har jeg sat grænsen for, hvornår man første gang må tage på Roskilde F. ved det fyldte 17. år. At jeg selv var 15 første gang jeg selv var der, taler vi ikke om.
En støttegruppe for forældre med børn på Roskilde? I am in! Vi satte også en Roskildegrænse på 17 år. Fanme nej, og sådan nogle folkeskoleunger skal rode rundt i det der!
Top det er en aftale! En støttegruppe for forældre med børn på Roskilde F.
Gruppen er en realitet; basisgruppe for festivalramte unges forældre :)
Tjek straks Facebook!!!
Hvaaaad?! Jeg tjekker straks.
Gud jeg har lige opdaget at din blog stadig eksisterer! Og vildt spændende læsning stadig! Hilsen mig (tidligere 'splejsen' forlængst død blog)
Hej Splejsen. Dig kan jeg da godt huske! Og tak for, at du synes min blog stadig er interessant. Har tænkt på at lægge den i graven mange gange. Det er ikke så sjovt at blogge længere. På den anden side er der en gang i mellem en historie eller to, der presser sig på. Og så må den jo ud :-)
Send en kommentar
<< Home