kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

19.6.11

Susling om at skrive

I mine unge dage læste jeg litteraturvidenskab. Jeg blev meget klog på bøger og på samfundet og på fremmedord. Selv om jeg ikke altid kunne håndtere ordene lige så godt som nogle af de andre. Der kom fra akademikerhjem. Det gjorde jeg ikke. Kom fra et akademikerhjem. Og nogle gange begyndte jeg at grine. Meget uakademisk. For hvad skal man med et ord som interuterin vegetering? Eller parasocial interaktion? Eller et helt semester om John Fords film "Diligencen"?
Vi så mange film, der på litteraturvidenskab. Synes jeg var meget underligt, når vi nu studerede bøger og skulle lære, hvordan man skrev og hvad det alt sammen sagde om samfundet.

Det bedste var selvfølgelig, hvis vi læste al litteraturen på originalsproget. Så vi rigtigt kunne fornemme nuancerne. Jeg kunne så ikke lige russisk. Eller kinesisk. Måske nok fransk til husbehov. Men tilpas lidt til at alle nuancer forsvandt.

Det var også meget vigtigt, hvad der stod på ens reoler derhjemme. Så de andre kunne se, hvor klog og belæst man var. Helst skulle man have James Joyces "Ulysses" på originalsproget. Det havde jeg så ikke lige. Mere Emily Dickinson og Edith Södergran og Sylvia Plath. Det talte ikke ligeså højt på kloge-skalaen. Blandt mændene.

Man kunne også begå sig, hvis man scorede en lektor. Det var der nogle, der gjorde. Jeg gjorde ikke. Jeg havde Anders og boede i en crapy lejlighed på Ama'r. Ikke i en fancy en i Larsbjørnsstræde. Som nogle gjorde. De var meget populære. Det var jeg ikke. Jeg var bare mig. Hende der elskede at læse bøger og at skrive. Talte ikke lige så højt.

Nogle af os blev faktisk ret berømte bagefter. Blev feterede forfattere. Èn af os skrev en bog om den tid på litt.vid. Da jeg mødte ham en dag på gaden. Gik jeg lige forbi ham. Selv om han gerne ville hilse og vise mig, hvor strålende han var blevet. Og berømt. Han havde født en bog. Jeg havde født en datter og jeg syntes stadig, at han var lige så dum og selvfed en gnom nu, som dengang.

I dag lever jeg af at skrive. Ikke noget fancy. Ikke noget, der gør mig berømt. Men jeg skriver. Og det er det vigtigste. Og så ved jeg en helvedes masse om samfundet.

Etiketter: ,

2 Comments:

At 23/6/11 13:20, Anonymous Helleq said...

Derer også mange lag i det at skrive. Og at skrive til folk som sådan er altså ikke mindre værd end at skrive til en nobelpris.
Hvem tror du rækker længst og forståes bedst? DIG!
Tak fordi du også skriver her, for det er altså også en ligeså stor berigelse af "samfundet", at kunne læse din blog.

 
At 26/6/11 11:31, Anonymous Susling said...

Mange tak skal du have. Og tak fordi du kigger forbi. Selv om jeg er blevet en meget sporadisk blogger.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home