Susling om at skrive

I mine unge dage læste jeg litteraturvidenskab. Jeg blev meget klog på bøger og på samfundet og på fremmedord. Selv om jeg ikke altid kunne håndtere ordene lige så godt som nogle af de andre. Der kom fra akademikerhjem. Det gjorde jeg ikke. Kom fra et akademikerhjem. Og nogle gange begyndte jeg at grine. Meget uakademisk. For hvad skal man med et ord som interuterin vegetering? Eller parasocial interaktion? Eller et helt semester om John Fords film "Diligencen"?
Vi så mange film, der på litteraturvidenskab. Synes jeg var meget underligt, når vi nu studerede bøger og skulle lære, hvordan man skrev og hvad det alt sammen sagde om samfundet.

Det bedste var selvfølgelig, hvis vi læste al litteraturen på originalsproget. Så vi rigtigt kunne fornemme nuancerne. Jeg kunne så ikke lige russisk. Eller kinesisk. Måske nok fransk til husbehov. Men tilpas lidt til at alle nuancer forsvandt.

Det var også meget vigtigt, hvad der stod på ens reoler derhjemme. Så de andre kunne se, hvor klog og belæst man var. Helst skulle man have James Joyces "Ulysses" på originalsproget. Det havde jeg så ikke lige. Mere Emily Dickinson og Edith Södergran og Sylvia Plath. Det talte ikke ligeså højt på kloge-skalaen. Blandt mændene.

Man kunne også begå sig, hvis man scorede en lektor. Det var der nogle, der gjorde. Jeg gjorde ikke. Jeg havde Anders og boede i en crapy lejlighed på Ama'r. Ikke i en fancy en i Larsbjørnsstræde. Som nogle gjorde. De var meget populære. Det var jeg ikke. Jeg var bare mig. Hende der elskede at læse bøger og at skrive. Talte ikke lige så højt.

Nogle af os blev faktisk ret berømte bagefter. Blev feterede forfattere. Èn af os skrev en bog om den tid på litt.vid. Da jeg mødte ham en dag på gaden. Gik jeg lige forbi ham. Selv om han gerne ville hilse og vise mig, hvor strålende han var blevet. Og berømt. Han havde født en bog. Jeg havde født en datter og jeg syntes stadig, at han var lige så dum og selvfed en gnom nu, som dengang.

I dag lever jeg af at skrive. Ikke noget fancy. Ikke noget, der gør mig berømt. Men jeg skriver. Og det er det vigtigste. Og så ved jeg en helvedes masse om samfundet.

Suslings nye karriere?

"Du skal da skrive en bog!"råbte modefrisøsen til mig, da jeg frekventerede hende i går.
"Øh, om hvad? "svarede jeg. "Dit liv selvfølgelig." "Se, her," fortsatte hun og kylede en Anna T. bog udgivet på Gyldendal - og flot indbundet, må jeg indrømme - lige i hovedet på mig.

Baggrunden var, at hun sekundet før havde spurgt mig, om jeg holdt fri den dag. "Njah," mumlede jeg. "Jeg er lige blevet ledig." (Ikke noget jeg er flov over i øvrigt. Shit happens og jeg må bare se at komme videre.)
Nu har jeg så bladret lidt i den her Anna T.-ting. "Anna T.s ABC" hedder den. Og den er da meget skæg. Sådan med småbetragtninger over livet og solide hints til hendes mediedarling-status. Alt i alt vel ok. Der er ingen tvivl om, at hun er en bramfri dame. Men det er Baronessen jo også, når hun fiser rundt med sine lyserøde gummihandsker og sit: "Aaii, søde, du er for lækker! (Hviin)". For ikke at tale om Jonna Ørting. Dejlig dame, bestemt...og immervæk utroligt, at man sådan kan komme kørende med sin autocamper og et filmhold og lige løse sex- og parforholdsproblemer på tre dage...I kid you not! 3 dage og de lever lykkeligt til deres dages ende!

Nu er det jo så bare sådan, at jeg ikke er en medie-darling. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg er nogens darling. Men ikke mediernes - det tætteste jeg har været på det, var en gang i 2001, hvor jeg blev interviewet til Tv-avisen om regeringens forslag om salg af almennyttige boliger. Der mærkede jeg godt nok tv-effekten: Folk kunne ikke huske en bønne om, hvad jeg havde sagt. De kunne kun huske, at jeg havde været med i et indslag på 1/2 min. Nå, jo...jeg har da også en gang været med i Kik-kassen, hvor de optog inde fra Marionet teateret i Kongens Have og jeg vist var en meget engageret publikummer (elsker marionetteater og var selv en meget ihærdig performer med handskedukker og vilde historier. Sjovt nok. Det var My Guy også, da han var barn! Måske er det det, der binder os sammen? Live is a cabaret...! )

Kom til sagen, Susling! Ja, ok...Min pointe er, at jeg kraftigt tvivler på, at Gyldendal - eller noget som helst forlag i øvrigt - ville gide bruge bare to sekunder på mine banale hverdagsbetragtninger. Kun hvis jeg allerede havde gjort mig til et personligt brand - f.eks. ved at have hængt ud med en storsvindler som Jørgen T. eller være en fraskilt blondine, der har gjort det med en baron (og det har jeg så forøvrigt faktisk. Gjort det med en baron. Han havde bare ikke nogen penge og vi blev aldrig gift. Han var heller aldrig i Se&Hør)Og i den sammenhæng intet ondt ord om Jonna Ø. Hun er sgu da meget sød og pæn.

Nå, men hvis jeg på noget tidspunkt skulle gøre mig håb om, at skrive endsige få udgivet en bog, så skulle jeg have et super solidt koncept. Og jeg skulle være indstillet på, at rende samtlige forlag på dørene og få smidt udkast efter udkast i hovedet, som en lang: Du er fyret-seance. Så alt i alt, så tror jeg, at jeg står mig bedre ved at lave mit cv, skrive mine ansøgninger og i øvrigt lægge alle stjernedrømme til side!

PS. Måske kunne man...måske sku' man. Hvad med en "Survival-kit for nedtrampede over 40"?

PPS. Dagens recession chick: Dans! f.eks. som dem her. Den gad jeg fandeme godt at ha' fundet på. Genial!