Suslings køkken er færdigt (og lidt om håndværkere)

Nå, hvor kom vi fra? Nå, jo. Mit køkken. Som nu er færdigt. Endelig. Mangler så lige at få afhøvlet gulv. Men hvis jeg skal se på en til håndværker inden for den næste måned, så kaster jeg op. Selv om mange af dem var rigtigt søde. Og pæne. Man kunne jo næsten blive helt svimmel af sådan nogle pæne, søde mænd. Med muskler. Der kan noget med deres hænder. Godt nok havde de ikke sømbælter på, som jeg synes er vildt sexet (weird fetisch), men altså de kom, så (godt ud) og fixede. Mens jeg vimsede rundt og takkede og takkede, for hver væg, der blev hvid, for hver fuge, der blev fuget. For hver dims, der blev sat i et skruehul. For hver låge, der blev justeret.

Har i årevis prøvet at køre den af på Anders, så mit hjem blev præsentabelt: "Uuuhm, jeg bliver helt vild af at se, hvordan din muskel bliver spændt, når du håndterer en skruetrækker!" Det virkede engang. Nu hopper han ikke på den længere og vil have folk til det. Så det har vi haft. I hobetal. (Vi betaler heldigvis ikke).

Og når det så er sagt, så blev det sgu for meget, at min lejlighed var omdannet til en skurvogn. Så nu har jeg købt limegrønne lamper og et pink/limegrønt blomstret plastiktæppe til køkkenet. Måtte ha' noget feminint. Midt i al det sorte og hvide og stål og glas og håndværkerdunst. Kun et touch. Vi skal jo kunne være her allesammen. Også testosteronerne. Skumfidusen synes, at det er fantastisk. Min søn spurgte sin far, om det var mig, der havde valgt tæppe og lamper. Faren meldte tilbage, at det var det og så bondede de lidt over det. Personligt synes jeg, at de skal være lykkelige over, at jeg ikke oversvømmer det hele med shabby chick, retro tapeter, blonder, prikkede kopper, hvide sofaer og prutfri zoner.