Susling på hausfrau-måden

Det er en anelse bekymrende, så hurtigt jeg er faldet ind i Hausfrau-rollen igen. Dag 3 i min nyledighed og jeg er i fuld flor. Som her i morges, hvor jeg trippede af sted i mine nye swedish hasbeens med min indkøbskurv over armen for at købe mel og gær. Spoing. Kl. 9.00 stod jeg der. (Jeg er også begyndt at se et tysk madprogram. Ikke at det er mig, der laver maden her i huset. Men jeg nyder at se på, at andre laver mad. Og fantasere lidt over, hvordan jeg ville gøre mig som tysk hausfrau iklædt tyrolerkjole og fletninger. Oh lykke, hvis det var det eneste man skulle: gå i tyrolerkjole og lave mad).

I løbet af meget kort tid har jeg også indledt et kærlighedsforhold til mit køkken. Dagligt stryger jeg kærligt mine fine sorte bordplader, mens jeg frydes over, at resten af familiens uvaner ikke kan ses. Ingen ringe efter te-kander. Ingen fedtpletter og misfarvninger. Kun salighed. Jeg trækker skufferne ud på mit nye skuffedarium med plads til bestik, køkkengrej, poser og madpapir, karklude og i bunden kartofler, løg og den slags og skubber dem i igen, mens jeg nyder det lille shwuish skufferne siger, når de lukker sig af sig selv det sidste stykke. Så kan det godt være, at håndværkeren har sat grebene forkert på. Det bliver vel rettet. Men bare det, at jeg har et skuffedarium med overskuelige skuffer, kan få mig til at falde helt i svime. Lige som når jeg åbner en skabslåge og der er plads til det der står og ikke som tidligere, hvor det hele var mokket sammen i et stort kaos. Hvor man først skulle flytte det ene, for at få det andet ud. Mit første rigtige køkken! Jeg føler mig pludselig helt normal og meget hausfrauet.

Men jeg ved jo godt, at det er en stakket frist. En kort periode, hvor jeg kan tusse rundt og vaske tøj, tørre støv af, gøre rent på badeværelset, bage, gå til fitness, snakke med ungerne, når de kommer hjem fra gymnasiet og lave frokostaftaler med veninder, som også er ledige. I Danmark er man ikke en hausfrau og da slet ikke i den tyske stil med forklæde und alles og selv om jeg kort godt kan dagdrømme om, at komme fra Ingolstadt eller Heidelberg og være ferm i et køkken og blive værdsat for det, så er det bare en dagdrøm.
For i den virkelig verden. Min verden er det noget med dagpenge og noget om at komme videre, og noget med at tjene en ordentlig løn og få noget, der ligner en karriere. Jeg ved det godt og jeg gider også godt. Om et øjeblik, for lige nu i dette sekund er jeg fuglefri og indehaver af et helt normalt pænt køkken, som enhver hausfrau sagtens kan være bekendt. (Så skidt med, at det sidste først bliver lavet færdig i uge 19).