Susling under ombygning
Om mit nye køkken er færdig? Tak fordi du spurgte. Selvfølgelig ikke. Konturerne er der, men finishen og færdiggørelsen, det blæser lidt i vinden og resten ligger i kasser, som vi skal sortere og stille på plads.
Lidt lige som mig selv. Jeg har været helt derinde, hvor jeg ikke kan sætte ord på og hvor den psykolog, jeg har gået hos i en kort periode, pludselig slog fagligt begejstret ud med armene, mens hendes lange smukke libanesiskkrøllede hår dinglede entusiastisk om hovedet på hende.
For nu havde jeg fat i den lille treårige pige. Hende, der ikke vidste om hun var købt eller solgt. Hende, der ikke vidste om, hendes forældre kunne tage vare på hende. Hende, hvis forældre stjal hendes rum, som bare blev mindre og mindre.
"Klik," sagde det inde i mit hovede og så smilede jeg et stort lettet smil og slog ud med mine arme, så mine ørenringe og mit lidt mindre libanesiskkrøllede mørke hår dinglede om hovedet på mig.
De allersidste forløsende ord. Siden har jeg smilet, så mænd flirter med mig og kvinder smiler tilbage. Og nu går jeg rundt med en sær indre ro. Selv om jeg selvfølgelig godt ved, at der skal finish og færdiggørelse til og jeg skal have pakket ud af kasser, sortere og stille på plads.
Etiketter: mig
5 Comments:
Interessant og tankevækkende at læse om dit indre arbejde. Til inspiration!
klik er sådan en god lyd. Af og til.
:)
Hurra :-)
tillykke!
Jeg har i flere omgange prøvet at finde den hjælp som du vist har været heldig at få. Nå men jeg klarer mig og kan ikke lade være med at grine (eller smile pænt og begejstret) ad de libanesiske krøller, som hvirvles rundt i glæde og fornøjelse :)
Det jeg egentlig prøver at sige er, at sådan et par ord fra dig bekræfter at jeg kunne have brugt mere støtte fra mine nærmeste og senere fra diverse psykolog-hjælpere. Men da jeg blev 100%klar over den mangel, så lettede det lidt. Litteratur har bragt mig et skridt videre, men litteratur er jo kun - litteratur. Så jeg har brug for noget mere sparring, ved jeg nu.
Send en kommentar
<< Home