Susling om gamle venner

Hvis der er noget, der kan sætte livet i perspektiv, så er det, når man mødes med gamle venner, som man har kendt helt tilbage fra den gang man var en ung vred sylfide punkinde. Bortset fra, at man hurtigt kan blive enige om den musikalske underholdning og vippe lykkeligt med tæerne til gode gamle klassikere, så er sådan et møde også et fantastisk spand af kontinium, der sætter alle hverdagsbekymringer til vægs.

Set i forhold til livets lange spundne tråde, så betyder det enkelte øjebliks bekymring faktisk ikke det store. De gamle venner er her stadig og det er jeg også på trods og på grund af. Min aldrende ungersvend bliver pludselig ung og dejlig igen og fniser lykkeligt (godt hjulpet på vej af modefrisøsens kunnen. Jeg gik decideret ned og råbte et stort tak, fordi hun havde gjort min mand så flot). Jeg krøller glad benene op under mig i den store sofa og tager elastikken ud af håret, så det hænger lige så frit, som jeg føler mig og får pludselig en stor trang til at stryge de gamle venner på kinden.

Vi lægger os lidt ud, taber os igen, vores børn gror og bliver store med deres egne liv, men vi er pludselig i få timer fanget i en lomme af den gang, hvor vi var de unge og håbefulde. Måske er tindingerne blevet lidt højere. Håret gråt på dem af os, der ikke griber til fusk med farver. Der er også kommet nogle rynker til hist og pist, men det ser vi slet ikke, når vi råber, griner og vipper med tæerne. Og i få timer føler jeg mig ung og fri igen - men også bare som mig lige nu og her.