Susling om kærlighed

Nå, for den, så glemte vi lige det der Valentines hejs! Ville nok også falde besvimet om, hvis Anders kom hjem med en buket roser eller så'n. Skal vi ikke også bare blive enige om, at med næsten 27 år i samme seng, så behøver man ikke at bekræfte sin kærlighed på den materielle måde?

Det funker jo det skidt. Kærligheden er der, når jeg kan mærke, at jeg bliver mild i øjnene, når jeg ser på ham. Når jeg stryger hånden hen over hans åh-så-velbekendte ryg. Når jeg kender hver en kringelkrog af hans krop og også kan tage, at det ikke længere er den helt unge mands krop. Når han stædigt holder fast i, at mine bryster er lige så fine, som da jeg var ung og vi begge ved, at han lyver. Når vi kan snakke om ungerne uden at bruge mange ord og begge ved, at vi er enige. Når vi tager ansvar i hver sin ende og ikke behøver at millimeterdiskutere. Når vi bærer over med hinandens svagheder og også kan se, hvis det ene er ved at bryde sammen eller bare synes det er tungt lige nu. Jeg kender hvert tegn og det gør han også. Det er så ikke det samme som, at vi hele tiden lytter til den andens gode råd. Vi er jo også hver vores og tænker hvert sit. Og så alligevel. Det nyeste vi har lært om kærlighed, det er at være blide. Ikke forcere og konfrontere, men bare lige antyde og lade den anden tænke selv.

Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg ville have været uden min Anders.