Suslings køkken er færdigt (og lidt om håndværkere)

Nå, hvor kom vi fra? Nå, jo. Mit køkken. Som nu er færdigt. Endelig. Mangler så lige at få afhøvlet gulv. Men hvis jeg skal se på en til håndværker inden for den næste måned, så kaster jeg op. Selv om mange af dem var rigtigt søde. Og pæne. Man kunne jo næsten blive helt svimmel af sådan nogle pæne, søde mænd. Med muskler. Der kan noget med deres hænder. Godt nok havde de ikke sømbælter på, som jeg synes er vildt sexet (weird fetisch), men altså de kom, så (godt ud) og fixede. Mens jeg vimsede rundt og takkede og takkede, for hver væg, der blev hvid, for hver fuge, der blev fuget. For hver dims, der blev sat i et skruehul. For hver låge, der blev justeret.

Har i årevis prøvet at køre den af på Anders, så mit hjem blev præsentabelt: "Uuuhm, jeg bliver helt vild af at se, hvordan din muskel bliver spændt, når du håndterer en skruetrækker!" Det virkede engang. Nu hopper han ikke på den længere og vil have folk til det. Så det har vi haft. I hobetal. (Vi betaler heldigvis ikke).

Og når det så er sagt, så blev det sgu for meget, at min lejlighed var omdannet til en skurvogn. Så nu har jeg købt limegrønne lamper og et pink/limegrønt blomstret plastiktæppe til køkkenet. Måtte ha' noget feminint. Midt i al det sorte og hvide og stål og glas og håndværkerdunst. Kun et touch. Vi skal jo kunne være her allesammen. Også testosteronerne. Skumfidusen synes, at det er fantastisk. Min søn spurgte sin far, om det var mig, der havde valgt tæppe og lamper. Faren meldte tilbage, at det var det og så bondede de lidt over det. Personligt synes jeg, at de skal være lykkelige over, at jeg ikke oversvømmer det hele med shabby chick, retro tapeter, blonder, prikkede kopper, hvide sofaer og prutfri zoner.

Susling om kærlighed

Nå, for den, så glemte vi lige det der Valentines hejs! Ville nok også falde besvimet om, hvis Anders kom hjem med en buket roser eller så'n. Skal vi ikke også bare blive enige om, at med næsten 27 år i samme seng, så behøver man ikke at bekræfte sin kærlighed på den materielle måde?

Det funker jo det skidt. Kærligheden er der, når jeg kan mærke, at jeg bliver mild i øjnene, når jeg ser på ham. Når jeg stryger hånden hen over hans åh-så-velbekendte ryg. Når jeg kender hver en kringelkrog af hans krop og også kan tage, at det ikke længere er den helt unge mands krop. Når han stædigt holder fast i, at mine bryster er lige så fine, som da jeg var ung og vi begge ved, at han lyver. Når vi kan snakke om ungerne uden at bruge mange ord og begge ved, at vi er enige. Når vi tager ansvar i hver sin ende og ikke behøver at millimeterdiskutere. Når vi bærer over med hinandens svagheder og også kan se, hvis det ene er ved at bryde sammen eller bare synes det er tungt lige nu. Jeg kender hvert tegn og det gør han også. Det er så ikke det samme som, at vi hele tiden lytter til den andens gode råd. Vi er jo også hver vores og tænker hvert sit. Og så alligevel. Det nyeste vi har lært om kærlighed, det er at være blide. Ikke forcere og konfrontere, men bare lige antyde og lade den anden tænke selv.

Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg ville have været uden min Anders.

Susling fra sygesengen part 2

Jeg er syg, jo det er jeg faktisk, men jeg keeeeeeeeeedeeer mig (her ville nogen nok indskyde, at hvis man keder sig, så er man ikke syg. Man er vist heller ikke særlig klog. "Kloge børn keder sig aldrig, remember?!). Nå, men når man nu keder sig, hvad kan man så gøre andet end at blogge?!

Og hvad skal vi så diskutere i dag? Jo, ser I. Jeg læste noget tankevækkende ovre hos hende her (hun hører til den lille håndfuld af bloggere, som jeg meget nødigt fremhæver, fordi de skriver så rasende godt. Og så bliver mine rønnebær lidt småsure. Men hei, jeg er large i dag.)

Anyways. Hun har skrevet et yderst interessant indlæg, som I kan læse her.(Når I har læst det, så vend venligst tilbage ellers bliver jeg virkelig sur og misundelig).

I sit indlæg fortæller hun om en kvinde, der har afsat 7 - syv - minutter til sin mand hver dag. I ved 7 daglige minutter til det der (ahem). Det gjorde indtryk på mig og jeg nævnte det lige en passent til Anders. Han lyste lidt op. Det gjorde han altså. "Er det, så det, du vil ha'?!" spurgte jeg lidt spidst. "Øøøøhmm," rømmede han sig eftertænksomt. "Der er vist én, der får ret mange blomster." Og så fortsatte han:"Hun kan også sagtens sige: Skat, jeg så lige en diamantring. Den koster kun 5000,-. Og hendes mand ville bare smile smørret og sige: Selvfølgelig, skat."

"Men hvis vi nu tager det alvorligt," svarede jeg. "For jeg kan godt se pointen. Det er svært at få passet hyrdetimer ind i hverdagen. Og kan du forøvrigt huske SOandSo? Hun fortalte ofte, hvordan hun lige gav sin mand lov inden han gik ud af døren. Og de er i dag stadig lykkelige på 28. år." (Stejler så godt nok lidt over det her med at give lov. Nok også især fordi hendes mand er musikker og pænt ombejlet af andre kvinder. Hvis han lige fik sit put, så kom han nok hjem igen. Formoder, at det var en af hendes bevæggrunde. Men jeg kan på den tredje side også godt se ideen med at gå med til en quicky lidt oftere. Med alt muligt fræsende om ørene og al den kvindeperfektionisme, man roder sig ud i, så bliver man lidt langsom i optrækket. Og i virkeligheden er det jo ret skønt, når man endelig får taget sig sammen.)

"Ai," sagde Anders så. "Det er mest det med de syv minutter, der lyder lidt forkert. Ku' man ikke sige f.eks. 21 min. og så kun 3-4 gange om ugen?"

Susling drømte en drøm

I nat befandt jeg mig i et tog. Jeg skulle besøge nogen. Mens jeg sidder der i kupeen og bumler afsted, går det op for mig, at jeg ikke ved, hvem jeg skal besøge og i hvilken by jeg skal stå af. Pludselig kommer der to svedige oppustede polaker med pomadehår og billige papegøjefarvede jakkesæt ind i kupeen. De begynder at chikanere mig, så jeg rejser mig op efter et stykke tid og forlader kupeen. Da jeg kommer tilbage, opdager jeg, at de har stjålet min pung og at min mobil er løbet tør for strøm. Jeg trøster mig med, at jeg kan melde min pung stjålet og at den jeg skal besøge sikkert har en oplader. Hvis bare jeg lige vidste, hvem det var og i hvilken by, jeg skal stå af. Og så vågner jeg.

Snakker vi tyk symbolisme, eller hvad?! Jeg har i drømmen en svag anelse om, at den jeg skal besøge er en af min søns veninder. Han er lige nu 16 år. Jeg var 16, da jeg flyttede hjemmefra. Lidt nødtvungent, men det var fordi min mor hele tiden fik psykotiske gennembrud. Det kan man lissom ikke leve med i længden, når man samtidig skal passe sin skole, sine venner og sit fritidsjob.

Jeg tror, at jeg i nat prøvede at rejse tilbage til mig selv. Til den gang jeg var 16 år. Til den gang jeg opdagede, at de voksne slet ikke var så voksne endda og at de ikke var i stand til at varetage mit ve og vel. Til den gang de voksne stjal min energi og mine midler (muligheder?). Til den gang jeg opdagede andre voksnes hårrejsende afvisning af mig, fordi det er svært at håndtere psykisk sygdom og psykotiske gennembrud. Til alle de døre, der blev smækket i hovedet på mig og de telefonrør, der blev smidt på - bogstavlig talt. Tilbage til min fars vattede forsøg på at hjælpe og hans hurtige given op, fordi det var for svært for ham følelsesmæssigt. Jeg forstår det godt i dag. For hvad stiller man op med et andet menneskes chok (mit), hvis man aldrig har helet sig selv. Hvis man dybest inde i sig selv, selv er en forsømt lille dreng.

Da jeg var 16 år gammel erkendte jeg, at man kun har sig selv. At man i bund og grund er helt alene som menneske. Det var og er en lidt trist erkendelse og jeg brød mig ikke om den. Heldigvis har jeg i dag nogle, der gerne vil låne mig deres oplader og hjælpe mig med at melde min pung stjålet.

End off confession time!

Fremover vil jeg kun poste billeder af mine små tykke tæer og afblomstrede ærteblomster.

Susling er tændt

Jeg er til bad boys. Sådan nogle med lidt rebelsk attitude og skægstubbe. Sådan nogle med gode solide hænder og et frækt glimt i øjet. Det havde jeg lidt glemt i den almindelige hverdag. Det kan man sagtens komme til uden at ville det. Men så var det, at jeg kom til at se nogle af de første afsnit af Orange County (min datter har samtlige afsnit på DVD.) og en af hovedpersonerne minder i den grad om min mand, da han var yngre.

Han er fandme fræk, ham fyren i OC. Han er den tavse, fattige, men åh så følsomme mand med brede skuldre og altid i jeans. Han er ikke særlig høj og så har han en sexet profil. Præcis som min mand. Og nu er jeg pludselig blevet helt romatisk oven i hovedet. Sådan på den fjollede måde, hvor jeg konstant vil kysse og kæle og kan finde på at ringe ham op og sige, at jeg har vildt meget lyst til ham og at jeg savner ham.

Det er ikke fordi, jeg leger, at min mand er ham Ryan fra OC. Jeg ved godt, at der er mange, der har en fantasimand, som de bruger til at spice deres kærlighedsliv op med. Al respekt for det. Hvis der skal den slags ting til for at holde sexlivet gående, så synes jeg faktisk, at det er en ret uskyldig ting. For lad os se det i øjnene: Der skal bare lidt mere til, når den berusende tiltrækning og første forelskelse har lagt sig.

Og nu tror I sikkert, at jeg lyver. Men jeg har ikke brug for en fantasifigur. Min mand er nemlig på mange områder min idealmand. Han er sensitiv og stærk. Han er kreativ og dygtig til det, han gør. Han er belæst. Han ved en helvedes masse om musik og vi deler på mange måder samme musiksmag. Han er hamrende dygtig til at lave mad og så er han tilpas solid til, at jeg kan læne mit hovede op af ham, når jeg trænger. Når han siger:"Det skal nok gå," så slapper jeg helt af. Og så er det jo også sådan, at jeg synes, at han er dødsexet. Da jeg var ung/yngre, var jeg helt besat af ham.

Det var så lige det, jeg havde gået hen og glemt. At jeg synes, at han er dødsexet og at jeg ikke ville bytte ham for hverken Peter Aschenfeldt (-green?) (pengene, det er der jo nogen der synes er sexet), Fabio (man skal godt nok være en udsultet forsømt surburban hausfrau for at tænde på ham) eller Jude Law (ai, ok. Han er fandme sexet! Min datter og jeg sætter en gang i mellem genindspilningen af "Alfie" på og så sidder vi og hviner og hujer sammen.)

Og lad mig så med dette indlæg takke Ryan fra OC (og nok også noget gryende forår) for, at jeg genopdagede, hvor meget jeg elsker - og tænder på - min mand.

Susling om commitment II

En gang for en del år siden var der en bekendt, som var ældre end mig og også havde meget ældre børn, der sagde, at man skulle lade være med at knytte sig for meget til sine børns kærester. Man blev nemlig så ked af det, når de slog op med hinanden.

Skumfidusen har nu planer om, at slå op med Cykelmyggen. Hun synes ikke, at han har været der nok for hende på det seneste. Og ret skal være ret. Det har han faktisk ikke. Men derfor kan man jo godt sidde og være en anelse svigermor-ked. De har trods alt været sammen i 2 1/2 år. Men hun viste mig også lige et billede af en, hun er blevet lun på! Så jeg tror, hun overlever.

DJ Brockhouse har også gang i noget nyt. Jeg skal møde hende på fredag, hvor hun kommer til byen og skal overnatte hos os. Før det har der allerede været et par andre storøjede, slanke, søde piger og så Den fynske Prinsesse. Og jeg er jo venligheden selv hver gang. Men kan man godt tillade sig at blive en anelse træt?

Personligt er det år siden, jeg har slået op med nogen. Det var faktisk Anders. Det holdt fem dage, så lå jeg uden for hans dør kl. 4.30 om morgenen uden kontaktlinser og talte gennem hans dørsprække. Han åbnede heldigvis døren for mig. Og resten er i princippet historie. Ai, selvfølgelig ikke helt, for det koster da kræfter at pleje sådan et skab. Og en gang imellem så råber jeg: Jeg vil skilles! Men jeg mener det jo ikke - kun lige i øjeblikket. Faktisk er jeg så glad for ham, at jeg stadig har drømme, hvor jeg vågner sur op, fordi han har været mig utro (i mine drømme). Men så vender jeg mig rundt og ser hans velkendte kontrafej og putter mig lykkelig ind til ham.

Egentlig kan jeg godt en gang imellem undre mig over, at det bare bliver ved og ved. År efter år. Og selv om det ikke længere er ungdommens lidenskab, der har topprioritet i vores forhold, så er den der stadig - lidenskaben. Men en meget mere dybfølt og intens lidenskab, hvor jeg elsker ham mere end mig selv. (Selv om jeg selvfølgelig også elsker mig selv, for elsker man ikke sig selv, er det ret svært at elske andre, sku' jeg mene.) Jeg synes også stadig, at han både er sjov, interessant og sexet og for at det ikke skal være løgn, så opdager jeg stadig nye ting hos ham.

Det er sgu' da meget godt, syn's jeg.

Susling om commitment

Jeg har aldrig været sådan én, der drømte om store bryllupper og en kjole som nypisket marengs. Jeg syntes faktisk, at det var rigelig commitment, den gang Anders og jeg, i vores pure ungdom, gik ned og fik en fælles hustandsforsikring. Jeg var tæt på at blive kvalt, da vi sammen underskrev dokumentet. En måned efter skiftede vi min seng ud til en fælles nyindkøbt og så ku' jeg ikke kapere mere tosomhedsforpligtigelse i den ombæring.

Siden blev vi så gift. Heller ikke der var jeg til prinsesselook og brudebuketter og store fester. For alt det med kjoler, kareter og blomsterdekorationer, behøvede jeg ikke. Jeg elskede min mand og det vigtigste var, at jeg vidste, at han altid ville være der for mig. Vi giftede os derfor i al hemmelighed. Bare mig, min elskede og vores nybagte 14 dage gamle Skumfidus, en helt almindelig lørdag på Københavns Rådhus sammen med oppustede blondiner, gambianere og andet godtfolk.

Der er dog én ting jeg altid har ønsket mig: En vielsesring. En lille diskret ring, der betød, at han og jeg hørte sammen. Og nu efter 25 år og 9 mdr.s samliv og 18 år og 5 1/2 mds. ægteskab, så synes min Anders, at det ku' vi da egentlig godt. Han foreslog det selv, efter at vi var stødt på denne ring:

Designeren er Niels Løvschal. Og jeg må sige, at det er meget lang tid siden, at jeg har set smykker, jeg ikke har kunne glemme. De er så enkle og elegante i al deres nytænkende anderledeshed. Jeg har personligt set mig lun på en variant af denne med en lille "sten" mellem guldtrådene. (Tror jeg plager og plager og sniger det forbudte mastercard med, når vi skal købe)!



Men se også lige her:






Vil man opleve en stortudende Susling, kan man lægge vejen forbi:

"Bornholm i København" i weekenden 21-22/11. Stedet er Råhuset på Vesterbro (København). Man kan selvfølgelig også opleve en hel masse andet! Og skulle man få appetit på smykkerne, så kan man også kontakte "Smukke Niels" personligt.

PS. Hvilken ringfinger er det egentlig man skal sætte en vielsesring på?