Suslings køkken er et smukt symbol

Ikke et ord om mit køkken...Jo, jo..bare lidt. Det er næsten færdigt nu. I morgen bliver det sidste lavet. Og det bliver så fint, så fint. Med sorte bordplader, hvide højglansskabe i to lag, så de når helt op til loftet. Og der er fjernet en væg, så rummet er åbnet helt. Med frit udsyn til havnen den ene vej og udsyn over Christianshavns tage den anden vej.

Så kan jeg stå der bag disken badet i smuk udsigt og sige:"Hvad sku' det være?" (Da jeg var barn, elskede jeg at lege købmand og det Lille postkontor og indrette mit dukkehus og lave små landsbyer i min mormor og morfars have).

Nå, men altså det her køkken er næsten symbolsk, fordi vi for første gang selv kan bestemme, hvordan vi gerne vil ha' det og samtidig får fjernet en evig frustration og irritation. Som min veninde, der bor i opgangen ved siden af og som også har fået lavet nyt køkken, beskrev det:"Det har været en bæ i mit liv!" Yessir. En bæ mindre. Endnu en mental forhindring elimineret.

Det er mit livsprojekt p.t. Jeg er træt af at lade mig nøjes med, tilpasse mig, acceptere og forstå. Jeg er ellers supergod til det, som barn af en alkoholiker og en mor, der nok var mentalt syg længe, før jeg vidste det. Allerede fra jeg var helt lille, blev jeg hende med antennerne, der opfangede alle signaler og tunede ind på, om der var plads til mig og mit lige den dag. Nogle gange var der, andre gange desværre ikke, og så måtte jeg jo trække mig. Ind i mig selv og min egen fantasiverden, hvor jeg var herre over de verdener jeg skabte med mit dukkehus, min købmandsbutik, mit lille postkontor og mine små universer i min mormor og morfars have. Jeg er glad for at jeg kunne. Det blev min redning.

Siden har jeg skabt min helt egen familie, hvor mine unger ikke behøver at drøne rundt med antenner og hvor vi kan snakke om tingene. Og nu det nye køkken, som Anders og jeg har designet helt selv. Så mangler jeg bare at finde en levevej, som er den helt rigtige for mig og øve mig i ikke altid at gå til siden for andre og deres behov. Jeg er her også og jeg har også ret til at være på denne jord.

Susling kyler med kernemælk

Kender I det her med, at låget ryger og man flipper skråt og opfører sig totalt barnligt og pinligt? Det er muligt, at det der triggede, sådan set berettigede en vrede. Men det er saftsuseme pinligt, at man ikke kan håndtere vreden på en voksen og konstruktiv måde.

Nå, men i den fase jeg åbenbart er i lige nu - navlepillerfasen - så må man jo til det hårde arbejde med at se på sig selv i strakt arm. For hvad er grundsubstansen i det, man reagerer ud fra? Det er nemlig ikke nødvendigvis det, den anden gør. Men det, den anden spejler i en selv. Det er ofte noget inde i en selv, man skal arbejde med.

Da jeg var ca. otte år, der kylede jeg en kernemælk (de her ulækre kvarte lunkne skolemælk) lige i krydderen på en af mine klassekammerater. Jeg husker, at jeg så lidt op til hende, fordi hun havde langt lyst hår og altid gik i strutkjoler. Men der var en dag, hvor hun sagde noget mindre pænt til mig og så blev jeg simpelthen så gal og såret og så SMAK! Rådden ulækker kernemælk ud over hendes fine hår og kjole. Den gang blev jeg bagefter rigtig flov, for det var et lige lovligt overreageret angreb. Det kunne jeg godt se og jeg vidste egentlig også, at vi ikke var rigtige venner og jeg ville egentlig heller ikke være venner med hende, fordi jeg synes hun var lige lovlig girlie-girlie og selvoptaget, men altså hun var jo så pæn med de der struttende kjoler, som min mor kategorisk nægtede, at jeg måtte gå med. (Sjovt nok, kan jeg ikke engang huske, hvad hun hed). Det var selvfølgelig hende, der fik alle de andres sympati. Det er en mere illustrativ uretfærdighed at stå med ulækker kernemælk over det hele, end den bemærkning, der var blevet hældt ud over mig. Så jeg trak mig og sad for mig selv og filosoferede over, at det nok ikke lige var kernemælk, jeg skulle kaste med en anden gang.

Faktisk tænkte jeg, at jeg slet ikke skulle kaste med noget overhovedet og at jeg skulle lære at tøjle min vrede. For vrede i DK er noget værre noget. Det kan vi ikke rigtig ha'. F.eks. husker jeg en situation for nogle år siden, hvor en beboer her hos os havde fået futtet hele sin lejlighed af, fordi nogle utilpassede unger smed fyrværkeri ind til hende. Det var hun forståeligt vred over - meget! Men da hun luftede sin vrede på et beboermøde, så sad de fleste andre og trådte sig over tæerne, mens de tyssede på hende og sagde:"Ja, ja, så er det heller ikke værre, vel." ØØØhm!? Hun havde fået brændt hele lejligheden af inkl. arvestykker og malerier. Det synes jeg sådan set var ret slemt.

Nå, det var en detour. Ville bare illustrere, at vi er et samfund, der ikke rigtig kan håndtere vrede og konfrontationer, så vi gemmer det væk, der gør os vrede og så kommer det ud som spidse sidebemærkninger og i sidste ende et vulkanudbrud, hvor proppen springer.

I dag kan jeg købe lige så mange strutkjoler og sølv- og guldsandaler, som jeg vil (min mor syntes heller ikke, at jeg skulle gå i glitrende sandaler) og hvis I ser mine skoposer, så har jeg faktisk flere glitrende par. Men desværre er der stadig visse ting, der kan trigge mig helt vildt. Og det er: Tada og trommehvirvel!!! En der går i strutkjoler (ai, fis) og dog, det trigger mig med mennesker, der går i mentale strutkjoler, men i virkeligheden slet ikke er søde.

Og hvad er det så, jeg skal arbejde med? Jo! At være ligeglad, for det er jeg dybest set.

Susling drømte en drøm

I nat befandt jeg mig i et tog. Jeg skulle besøge nogen. Mens jeg sidder der i kupeen og bumler afsted, går det op for mig, at jeg ikke ved, hvem jeg skal besøge og i hvilken by jeg skal stå af. Pludselig kommer der to svedige oppustede polaker med pomadehår og billige papegøjefarvede jakkesæt ind i kupeen. De begynder at chikanere mig, så jeg rejser mig op efter et stykke tid og forlader kupeen. Da jeg kommer tilbage, opdager jeg, at de har stjålet min pung og at min mobil er løbet tør for strøm. Jeg trøster mig med, at jeg kan melde min pung stjålet og at den jeg skal besøge sikkert har en oplader. Hvis bare jeg lige vidste, hvem det var og i hvilken by, jeg skal stå af. Og så vågner jeg.

Snakker vi tyk symbolisme, eller hvad?! Jeg har i drømmen en svag anelse om, at den jeg skal besøge er en af min søns veninder. Han er lige nu 16 år. Jeg var 16, da jeg flyttede hjemmefra. Lidt nødtvungent, men det var fordi min mor hele tiden fik psykotiske gennembrud. Det kan man lissom ikke leve med i længden, når man samtidig skal passe sin skole, sine venner og sit fritidsjob.

Jeg tror, at jeg i nat prøvede at rejse tilbage til mig selv. Til den gang jeg var 16 år. Til den gang jeg opdagede, at de voksne slet ikke var så voksne endda og at de ikke var i stand til at varetage mit ve og vel. Til den gang de voksne stjal min energi og mine midler (muligheder?). Til den gang jeg opdagede andre voksnes hårrejsende afvisning af mig, fordi det er svært at håndtere psykisk sygdom og psykotiske gennembrud. Til alle de døre, der blev smækket i hovedet på mig og de telefonrør, der blev smidt på - bogstavlig talt. Tilbage til min fars vattede forsøg på at hjælpe og hans hurtige given op, fordi det var for svært for ham følelsesmæssigt. Jeg forstår det godt i dag. For hvad stiller man op med et andet menneskes chok (mit), hvis man aldrig har helet sig selv. Hvis man dybest inde i sig selv, selv er en forsømt lille dreng.

Da jeg var 16 år gammel erkendte jeg, at man kun har sig selv. At man i bund og grund er helt alene som menneske. Det var og er en lidt trist erkendelse og jeg brød mig ikke om den. Heldigvis har jeg i dag nogle, der gerne vil låne mig deres oplader og hjælpe mig med at melde min pung stjålet.

End off confession time!

Fremover vil jeg kun poste billeder af mine små tykke tæer og afblomstrede ærteblomster.

Susling hvæser: Tyskersvin og nazist

Da jeg var en lille pige med fletninger og tyrolerkjole og et par forældre, der synes det var alletiders, at vi hele tiden pendlede frem og tilbage mellem to lande med alle vores møbler på slæb, havnede jeg på et tidspunkt i en dansk folkeskoleklasse på Nørrebro. På det tidspunkt var jeg aldrig blevet drillet før. Men det blev jeg pludselig. Jeg var jo underlig, fordi jeg kom fra et underligt land. Men værst af alt, så var jeg jo fra Østrig og Østrig, det var jo dem, der stod på den 2. side i en krig, der var overstået ca. 30 år før, jeg landede klassen. Jeg anede faktisk ikke en gang, at Østrig havde været med i 2. verdenskrig og at østrigerne var fjenden.

Stor var min forbavselse derfor, da ungerne på skolen begyndte at råbe nazist efter mig. Goddamit jeg var otte år. Det lykkedes mig dog at ændre på situationen og de fleste holdt efterhånden op med den slags uterligheder. Det hjalp nok også, at jeg langsomt blev kærestemateriale og så var det jo lidt andre ting, de slemme drenge sagde til mig.

Min syv år yngre bror slap for den slags dybt stupide mobning, fordi han istedet kom på den tyske skole i København og der gik man jo lissom ikke rundt og kaldte hinanden for tyskersvin og nazist.

Nå, men det med at blive kaldt nazist og tyskersvin tilskrev jeg egentlig, at det var i starthalvfjerdserne, det foregik og at Nørrebro på det tidspunkt var et forhudsforsnævret lille provensielt hul i storbyen, hvor man ikke så skyggen af en indvandrer. Først nogle år efter, at jeg var startet kom der en indslusningsklasse for "fremmede".

Stor var min undren derfor, da jeg i går hørte, at der var en, der havde forladt Das Vaterland og havde taget sine børn med sig, som kunne berette om fuldstændig det samme. Et af hendes børn blev drillet og kaldt for nazist og tysker, fordi han kommer fra Østrig.

A' hva'!!???!!! Må jeg lige udbede mig en forklaring! Hvor fillan kommer det dog fra? Her gik jeg rundt og troede, at den indre danske svinehund var blevet opgraderet, så det mest var muslimer, vi synes var jordens bærme.

Susling om at klare sig

Da min bror og jeg skulle rydde min mors bo, fandt vi hendes tænder overalt. I skuffer, på reolhylder, i skabe. De lå der nok så nydeligt blandet sammen med hendes diabetsmedicin og stykker af Rittersportchokolade. Jeg skal spare jer for yderligere detaljer. Jeg har selv gemt det langt væk og vil egentlig ikke mindes om det. Men jeg kan sige så meget, at havde jeg ikke en tandfobi før, så fik jeg det.

De sidste mange år af sit liv havde min mor det, man vist uden at overdrive, kan kalde et skidt liv og det var ufattelig svært at stå som pårørende uden mulighed for at ændre på noget. Vi kunne bare stå passivt og se på, hvordan hun forfaldt mere og mere. Selvfølgelig gav jeg, hvad jeg kunne. Jeg talte i telefon med hende, fortalte hende om ungerne, inviterede hende med til familiefødselsdage osv. Børnene måtte jeg forklare, at Mormor opfører sig lidt underligt, men "hun er en god dame og hun elsker jer meget højt". Den godtog de. Det var bare fact of life for dem. Børn er på den måde meget ukomplicerede.

Selv måtte jeg også efterhånden bare acceptere status quo og sige til mig selv, at det var, hvad jeg havde at deale med. Et eller andet sted havde jeg jo også måtte leve med en skrøbelig mor i årevis. En mor, der startede med at lægge sig under dynen og som siden blev svingdørspatient med et temmelig alternativt forhold til virkeligheden. Det samme gælder i øvrigt min bror.

Men sjovt nok, så er vi begge faldet ud til den normale side. Min bror er ovenikøbet endnu mere normal end mig - hvis man måler ud fra biltype og boligform og arbejdsliv. Vi har begge gode solide ægteskaber, to børn hver - en dreng og en pige. Vi har begge lange akademiske uddannelser og normale vennekredse - nå, ja, hans er mere normal end min. Jeg kan godt li' mennesker, der har et lille tvist. Men sådan i det store og hele, så ville man ikke kunne se på os, at vi er vokset op med en syg mor, en alkoholiseret far, vold, skilsmisse, rodet to-kulturelhed, hvor vi tog så ofte frem og tilbage mellem to lande, at min bror ca. 4 år gammel spurgte min mor, hvorfor vi ikke skulle have møblerne med, da hele familien kørte i S-tog en hel almindelig søndag.

Nu er begge vores forældre døde, men mens de begge levede jokede min bror og jeg meget - på den sorte måde -rigtig galgenhumoristisk over de betingelser, vi stod med. Så'n i stil med: Mor er bims og far ligger i sprit og hvad så. Det gør det jo bare nemmere at se, at man lever i et galehus.

Når jeg forklarer dette her, fremstår det meget unuanceret. 2+2-3 giver fem og så er vi puttet i bås. Børn af en taberfamilie. Men det er jo bare etiketter, der ikke dækker. For bag alt det her, så lå der også andre ting. F.eks. et par dybt humoristiske forældre. Min mor kunne f.eks. finde på at sige, at i dag skulle vi lege skovtur til aftensmad og så lagde vi en dug på gulvet, hentede alt, hvad der var af planter i huset, dækkede fint op og spiste på gulvet, mens vi grinede løs. Min far kunne finde på at komme hjem med en hummer, der så kravlede hen af gulvet mod mig, mens den åbnede og lukkede sine store kløer. Og jeg hvinede af skrækfascineret fryd. Han kunne også trylle mønter ud af øret på mig og han lavede små våbenskjold til mig, hvor der stod Baronesse Susling. Min mor var forøvrigt også fantastisk til at tegne og tegnede ofte både min bror og mig.

Alt det dækker almindelige diagnoser ikke. Men jeg tror, at det er den slags, der er med til, at man klarer sig. At den humor, der var så dybt rodfæstet i os alle på trods, har givet vores hverdag en mening og har løftet os ud over trivialiteter. I dag tænker jeg i hvertfald tilbage på dem med et glimt i øjet. Og det er helt sikkert noget af det, der gør, at jeg som regel prøver at se på det skægge og det skæve i en situation. Som da jeg pludselig fik revet den bagerste kindtand ud, fordi tandlægen havde overset et kæmpehul, der næsten ikke kunne betale sig, at få repareret. "Nå, for dælen, " sagde jeg. "Er der ikke noget med, at Ingrid Bergmann fik fjernet sine kindtænder, så hun kunne få en smallere kæbe? Måske skulle I også tage den i den anden side?!"

(At jeg så gik hjem og sørgede lidt bagefter, hører vel også med til historien.)

Susling stod der

Da jeg stod og borede snuden ned i en pæon, så kunne jeg pludselig mærke duften af sommer

"Jeg ligger på mine bedsteforældres græsplæne tæt ved hans overdådige blomsterbed af Noldiske dimensioner og bøjer blomsterhovederne helt tæt ned til mit ansigt"

Da jeg stod kl. alt for sent og åbnede døren for min søn, der står sammen med en ven og pludselig tilter min store søn hen over mig, fordi han er blevet for fuld, så mærkede jeg, at jeg nu var seriøst voksen

"Jeg kommer meget sent hjem til min mor, der kærligt stryger mig over panden og stiller en spand ind ved siden af min seng"

Da jeg stod nede hos Naturpoteket for at købe Kräuterblut til min datter (ja, jeg er jo halvt østrigsk og vi fixer den slags med naturmedicin og kurophold), så mærkede jeg, at jeg vidste, hvad jeg gjorde

"Min farmor rækker mig et lille bæger med Kräuterblut, fordi jeg er blevet lidt træt efter en menstruation"

Da Naturpotekdamen sagde til mig, at vi har hjerneceller i maven, så mærkede jeg pludselig, hvor meget mavekrampe jeg har - men det med maveuret er da ikke nogen overraskelse

"Min mor rækker mig en plastikske med figensaft"

Om det her har mening? Måske. Måske ikke. Det er også lige meget. Det er erindringer i øjeblikket og det er godt at føle sig forbundet med fortid, fremtid og nutid.

Susling fortæller lidt mere om Østrig og om sin far

De erindringer man har som barn er underligt løsrevede fra al sammenhæng. Det er små glimt som filmstumper eller et snapshot. De kan blive udløst ved, at man f.eks. ser et stykke stof, et kassettebånd, dufter en duft. Man erindrer noget og ser måske en lille scene for sig i sin indre biograf.

Det er selvfølgelig klart nok, at det er sådan. Som barn har man jo ingen referenceramme, ingen erfaring at trække på, som gør, at man kan sætte det hele ind i en sammenhæng. Alt er ren rå ny og uopdaget oplevelse.

I min indre biograf drønner der mange af den slags små kortfilm rundt. Noget er rene billeder. Andet er ord, samtaler, scenarier.

F.eks. så har jeg en lille kortfilm, der handler om mig og min far. Jeg er lille, måske seks år, så det må have været i 1970. Min far holder mig i hånden. Vi går af sted på en vej. Det er summende varm sommer. Vejen har på den ene side en allé af træer. På den anden ligger et stort boligkompleks i den typiske østrigske tæt-lav lidt fæstningsagtige stil. Gule og hvide mure, forholdsvis små vinduer omfattet af aluminium. Alle vinduer er dækket af hvide blondegardiner. Det er Mittagsruhe, og selv om man ikke kan se dem, ved jeg, at alle familier lige i det øjeblik sidder ved spisebordet i færd med at spise deres frokost -eller Mittagsessen, som det hedder på tysk. Varm suppe og sikkert noget kød og kartofler, måske også salat. Sådan som de fleste gjorde.
Foran komplekset er der en stor velplejet grøn græsplæne og nogle fine små blomsterbede. Det er et af de pænere steder i den by, vi bor i. Min klassekammerat Astrid bor der. Hendes far er politibetjent. Der bor mange beamter i netop det kompleks.

Pludselig hvisler min far: Scheiss Nazi!

Jeg ser ikke hvorfor. Jeg ved ikke af hvem, han snerrer. Jeg ved dårlig nok, hvad nazi er. Min danske mormor snakkede godt nok hele tiden om de fem forbandede år, men det var jo noget med tyskere. Ikke mig. Ikke Østrig. I Østrig snakkede man ikke. Hverken om nazi's eller russere. Faktisk opdagede jeg først da jeg kom tilbage til Danmark, at Østrig havde været med i 2.verdenskrig. Og det var fordi en klassekammerat i min danske klasse hånligt sagde til mig: Østrigere er nazister. De var de værste i krigen. Gå væk med dig. Jeg forstod ikke, hvad han sagde. Lige så lidt som jeg tre år før, forstod min far. Nazister? Hvilke nazister?

To år før sin død - det var i 2001 lige efter 9/11 - fortalte min far mig en dag...helt umotiveret om, hvordan han som fem-årig havde været ude i den skov, der omkransede en del af den by, vi boede i. I træerne hang der folk, der var blevet hængt. Strange fruits. Det var i 1951. Han sagde, at det var nazister, der var blevet hængt af jødiske sonderkommandos fra den amerikanske hær.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tro. Min far var f.eks. omskåren. Hvorfor var han det? Min farfar og farmor flygtede fra Wien i de sidste dage af krigen. Kun kvinder og børn måtte slippe ud og væk fra den truende russiske invasion. Min farfar kom med. Hvorfor gjorde han det? Han var kun 45 år gammel og burde have været en del af forsvaret. Hvordan kunne det lade sig gøre? Eller hvad med den dag min halvtantes far sagde: Ja, du. Jeg har været i Danmark. Det var sgu dejligt. Hvornår fanden havde han været i Danmark?

Dybest set, sidder jeg den dag i dag tilbage med en masse spørgsmål, som jeg aldrig får svar på. Og måske behøver jeg dem heller ikke? Måske er det lige meget. Måske er det bare noget fjern historie, som ikke vedkommer mig. Og det gør det så alligevel, for hvis det har gjort en ting ved mig - denne underlige dobbelthed som jeg sidder med - så er det, at jeg for altid vil være den, der stiller spørgsmål. Altid vil være den, der undrer sig. Og jeg er også den, der altid kan se ting ude fra.
Østrigerne gemte deres fortid af skræk, af angst, af skam og sorg over det totale nederlag. Først 1918 (Læs Stefan Zweigs: Verden af i går, eller læs Sebastian Haffners: En tyskers historie, så forstår I)og så en årti lang besættelse efter anden verdenskrig. Det kaldte man det, vi andre kaldte befrielse. Det er dybe sår i en nation, der trækker spor meget længere, end man tror. Og det er sår, man ikke kunne bære. Lige som jeg f.eks. er af den overbevisning, at Israel som nation bærer på en dyb psykose. En evig rædsel og angst for at Holocaust skal gentage sig. På samme måde er jeg overbevist om, at østrigerne på en gang skammede sig og var ofre. Og på den måde er det måske meget godt, at de smider nazi-kortet. Ikke som en undskyldning, men som en forklaring. En referenceramme. Noget der binder det hele sammen, så man bagefter kan folde det sammen og lægge det derhen, hvor det hører til.

Nå og for at vi ikke alle skal dø fuldstændig af kvalme. Så er der jo også gode sider tjek den her http://www.youtube.com/watch?v=9gMQGBCxBlo&NR=1

Susling om Østrig og Fritzl

Ingen kan vel være uberørt af Fritzl-sagen. Han har fået sin dom nu og det er godt. Vi andre prøver så, at fatte gruen, hvilket er næsten umulig. Man kan måske læse om det og prøve at tage det ind. Men det er umuligt. Ufatbart...lige som det er ufatbart, når jeg/man læser om ofre for tortur, om holocaust, om kvinder, der bliver tvunget til dagen lang at servicere mænd på beskidte lagner eller i biler. Jeg kan konstatere, men jeg kan ikke tage det ind.

Og alligevel i forhold til Fritzl-sagen er der noget, jeg kan forstå. Noget med et menneskesyn, en vinkel på børneopdragelse og et patriarkalsk tyranni, der ligger begravet dybt i mig som en fjern uvirkelig erindring. En erindring, der bliver aktiveret, når jeg f.eks. ser den BBC-udsendelse om Fritzl, der blev sendt på Horisont/DR1 igår. Et eller andet vibrerer i mig, når jeg hører en udtalelse som: "Jå, der Bepperl er war immer a netter Kerl". Eller: "Die Liesl war ja a ruhiges Mädel." Eller: Des hätt I nit geglaubt von ihn. Seine Frau und Kinder schlagen ja, aber das ondere..."

Hvis der var nogen, der så programmet, bemærkede I måske, hvor naturligt det var, at ham Bepperl var lidt dominerende og det med at slå, nå ja...

Jeg var selv en gang lille pige i Østrig (jeg er to år ældre end Elizabeth). Men der var det særlige med mig, at jeg også var dansk. De første fem år af mit liv levede jeg som en lille dansk pige, gik i vuggestue og børnehave og havde hele min danske familie omkring mig. Da vi så flyttede til Østrig havde jeg den særlige gave, at jeg kunne se ting ude fra. Jeg havde et sammenligningsgrundlag - fra det forholdsvis frigjorte sluttresser Danmark til det på det tidspunkt katolske og autoritative Østrig. Jeg gled selvfølgelig hurtigt ind i det lille samfund. Gik i skole, til musik og gymnastik og havde hele min østrigske familie omkring mig.

Men der var hele tiden noget, der ikke stemte. Vi børn skulle bare holde kæft og læderbæltet sad meget løst hos begge mine onkler. De var begge Beamter (hos Posten og i Militæret), så de havde nogle mother fucker af nogle læderbælter. Store, tunge og med et solidt spænde for enden.

Det der var særligt var, at det faktisk var to forskellige familier. Den ene var min fars bror og den anden var gift med min fars halvsøster. Det ene sted var der rent og pænt. Det andet sted var der beskidt og rodet. Det ene sted var moren meget ung og afslappet og vist ret løs på tråden. Det andet sted led moren af neuroser og rengøringsvanvid. Men måden de opdrog deres børn var den samme. Med trusler, pligter, tæv.

Jeg husker, hvordan min mor og far blev helt mørke og triste i ansigterne, når vi alle var vidner til, hvordan en stakkels unge blev tævet med læderremmen. Der var bare ingen, der sagde noget. Også selv om jeg forsigtigt hev min mor i ærmet og sagde: Mor, det må han da ikke. Han må ikke slå. Min mor svarede ikke. Sådan var det bare. Og det må have været helt almindeligt også andre steder.

Samme autoritære holdninger mødte jeg mange steder. I skolen, hvor vi sagde Frau og Herr til underviserne og rejste os op, hver gang de trådte ind i skolelokalet. Jeg mødte den, når nogle af mine klassekammerater blev stemplet som dumme, fordi de kom fra fattige hjem. Jeg mødte det, når man nærede en særlig respekt/et snopperi for uddannede mennesker og kaldet dem: Herr Doktor, dittendatten (og de var altså ikke alle læger)!
Vi børn skulle være brav: Sei schön brav Kinder! Vi skulle være Ruhig og vi skulle gøre, hvad der blev sagt. Vi havde ikke selv så meget at sige.

I et katolsk land er der også en helt særlig holdning til sex. Da jeg blev teenager og tog på ferie i Østrig (vi var gudskelov vendt tilbage til Danmark) havde jeg min frigjorte og afslappede holdning til sex med i bagagen. Men den gik ikke. Selvfølgelig dyrkede man også sex i Østrig. Men man skulle skjule det. Min farmor var sammen med en gift mand. Min tante havde mange udenomsforhold. Min far havde børn på sidelinjen. En af mine tanters børdre prøvede adskillige gange at komme i kanen med mig og min kusine - vi var 12-13 år og han en voksen mand. MEN VI SNAKKEDE IKKE OM DET. Men gjorde man noget, som i Danmark var helt normalt, som at kysse med drenge, så var man eine Hure. I Danmark havde vi brændt Bh-erne. Når jeg var i Østrig blev jeg tvunget ned i en.

Mine erindringer foregår samtidig med, at Elizabeth voksede op. Jeg har været vidne til samme tid og tidsånd som hun. Jeg har set børn blive behandlet som hende. Og det var bare fucking normalt. Og østrigerne skal ikke prøve at smide nazi-kortet. Nazismen var bare et symptom på et forkvaklet patriarkalsk og børneforagtende, snoppet samfund. Nazismen kunne kun opstå, fordi grunden var lagt til det. Så derfor synes jeg at østrigerne i dag, meget hellere skulle tage og se på deres holdning til børn, til kvinder, deres indædte hang til kleinbürgerlichkeit. Deres hang til autoritet og ikke mindst, se at få ryddet op i administrationer, der i den grad overser og svigter.

Nå, men det er så forklaringen på, hvorfor jeg får ticks, når jeg ser en udsendelse som i går. Forklaringen på, hvorfor jeg ikke været i Østrig siden jeg var 20 år. Jeg kan simpelthen ikke. Jeg får kvalme.