Susling fortæller lidt mere om Østrig og om sin far

De erindringer man har som barn er underligt løsrevede fra al sammenhæng. Det er små glimt som filmstumper eller et snapshot. De kan blive udløst ved, at man f.eks. ser et stykke stof, et kassettebånd, dufter en duft. Man erindrer noget og ser måske en lille scene for sig i sin indre biograf.

Det er selvfølgelig klart nok, at det er sådan. Som barn har man jo ingen referenceramme, ingen erfaring at trække på, som gør, at man kan sætte det hele ind i en sammenhæng. Alt er ren rå ny og uopdaget oplevelse.

I min indre biograf drønner der mange af den slags små kortfilm rundt. Noget er rene billeder. Andet er ord, samtaler, scenarier.

F.eks. så har jeg en lille kortfilm, der handler om mig og min far. Jeg er lille, måske seks år, så det må have været i 1970. Min far holder mig i hånden. Vi går af sted på en vej. Det er summende varm sommer. Vejen har på den ene side en allé af træer. På den anden ligger et stort boligkompleks i den typiske østrigske tæt-lav lidt fæstningsagtige stil. Gule og hvide mure, forholdsvis små vinduer omfattet af aluminium. Alle vinduer er dækket af hvide blondegardiner. Det er Mittagsruhe, og selv om man ikke kan se dem, ved jeg, at alle familier lige i det øjeblik sidder ved spisebordet i færd med at spise deres frokost -eller Mittagsessen, som det hedder på tysk. Varm suppe og sikkert noget kød og kartofler, måske også salat. Sådan som de fleste gjorde.
Foran komplekset er der en stor velplejet grøn græsplæne og nogle fine små blomsterbede. Det er et af de pænere steder i den by, vi bor i. Min klassekammerat Astrid bor der. Hendes far er politibetjent. Der bor mange beamter i netop det kompleks.

Pludselig hvisler min far: Scheiss Nazi!

Jeg ser ikke hvorfor. Jeg ved ikke af hvem, han snerrer. Jeg ved dårlig nok, hvad nazi er. Min danske mormor snakkede godt nok hele tiden om de fem forbandede år, men det var jo noget med tyskere. Ikke mig. Ikke Østrig. I Østrig snakkede man ikke. Hverken om nazi's eller russere. Faktisk opdagede jeg først da jeg kom tilbage til Danmark, at Østrig havde været med i 2.verdenskrig. Og det var fordi en klassekammerat i min danske klasse hånligt sagde til mig: Østrigere er nazister. De var de værste i krigen. Gå væk med dig. Jeg forstod ikke, hvad han sagde. Lige så lidt som jeg tre år før, forstod min far. Nazister? Hvilke nazister?

To år før sin død - det var i 2001 lige efter 9/11 - fortalte min far mig en dag...helt umotiveret om, hvordan han som fem-årig havde været ude i den skov, der omkransede en del af den by, vi boede i. I træerne hang der folk, der var blevet hængt. Strange fruits. Det var i 1951. Han sagde, at det var nazister, der var blevet hængt af jødiske sonderkommandos fra den amerikanske hær.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tro. Min far var f.eks. omskåren. Hvorfor var han det? Min farfar og farmor flygtede fra Wien i de sidste dage af krigen. Kun kvinder og børn måtte slippe ud og væk fra den truende russiske invasion. Min farfar kom med. Hvorfor gjorde han det? Han var kun 45 år gammel og burde have været en del af forsvaret. Hvordan kunne det lade sig gøre? Eller hvad med den dag min halvtantes far sagde: Ja, du. Jeg har været i Danmark. Det var sgu dejligt. Hvornår fanden havde han været i Danmark?

Dybest set, sidder jeg den dag i dag tilbage med en masse spørgsmål, som jeg aldrig får svar på. Og måske behøver jeg dem heller ikke? Måske er det lige meget. Måske er det bare noget fjern historie, som ikke vedkommer mig. Og det gør det så alligevel, for hvis det har gjort en ting ved mig - denne underlige dobbelthed som jeg sidder med - så er det, at jeg for altid vil være den, der stiller spørgsmål. Altid vil være den, der undrer sig. Og jeg er også den, der altid kan se ting ude fra.
Østrigerne gemte deres fortid af skræk, af angst, af skam og sorg over det totale nederlag. Først 1918 (Læs Stefan Zweigs: Verden af i går, eller læs Sebastian Haffners: En tyskers historie, så forstår I)og så en årti lang besættelse efter anden verdenskrig. Det kaldte man det, vi andre kaldte befrielse. Det er dybe sår i en nation, der trækker spor meget længere, end man tror. Og det er sår, man ikke kunne bære. Lige som jeg f.eks. er af den overbevisning, at Israel som nation bærer på en dyb psykose. En evig rædsel og angst for at Holocaust skal gentage sig. På samme måde er jeg overbevist om, at østrigerne på en gang skammede sig og var ofre. Og på den måde er det måske meget godt, at de smider nazi-kortet. Ikke som en undskyldning, men som en forklaring. En referenceramme. Noget der binder det hele sammen, så man bagefter kan folde det sammen og lægge det derhen, hvor det hører til.

Nå og for at vi ikke alle skal dø fuldstændig af kvalme. Så er der jo også gode sider tjek den her http://www.youtube.com/watch?v=9gMQGBCxBlo&NR=1