Susling siger held i uheld

Nogle gange må man jo se på de lyse sider af tilværelsen. For nu hvor jeg så' er gået hen og er blevet ledig, så kan det også ha' sine fordele. Ikke at jeg sådan synes, at det er totalt cool, at ligge samfundet til last (men jeg har altså troligt betalt mine kontingenter og forsikret mig og jeg har også troligt betalt min skat - som regel med glæde, fordi jeg støtter velfærdssamfundet).

Men når jeg nu sådan er gået hen og er blevet ledig, så har jeg jo også muligheden for, at være der for mine unger. Og jeg skulle hilse og sige, at selv om man er teenager, så har man stadig brug for mor og far - bare på nogle andre niveauer.

Så hvis der var nogle af jer, der var ude og lufte i går, så ku' det jo være, at I er stødt på Lugtelakridsen, Skumfidusen og mig i højt humør og håret tilbage. Måske så I os i Vera Moda i færd med at diskutere Lugtelakridsens fødselsdagsgave til den Fynske Prinsesse. Det kan også være I så os i TPMusic i gang med at købe gave til Lillebrors yngel og højlydt snakke om, hvor billige cd'er og dvd'er er blevet. Måske så I os tre mand høj i bageren ved Skt. Peters Stræde købe kager eller måske så I os sidde ved kanalen ved Nationalmuseet gnaskende og grinende. På et tidspunkt vinkede vi faktisk til nogen.

Jeg elsker at være sammen med mine unger. Lige så meget som jeg elsker, at de kan selv.
De er grundsunde og godt klædt på til at klare modgang, nedture og grimme oplevelser. Og jeg? Jamen jeg prøver bare, alt hvad jeg kan, ud fra det bedste jeg har lært. Også når Skumfidusen bliver mørk i hovedet og jeg forsigtigt siger: Du tænker? Og hun svarer: Ja, jeg tænkte på hans stemme. Jeg lader hende snakke så meget hun vil og jeg lader hun tie, når hun vil. Men jeg er også rigtig glad for, at det sidder en i den anden ende med en større ekspertise end mig, der kan samle op og give hende nye redskaber. For selv om jeg har læst psykologi og selv om jeg er empatisk og godt kan forstå, så er jeg jo bare stadig en mor.