Susling om at prissætte hverdagen

Der er jo egentlig ret meget, man sådan kan gå rundt og synes har en værdi - I ved, sådan når man kører sin indre taknemmelighedsliste igennem. Det er jo f.eks. dejligt, når ens mand stadig gider kysse og kramme sådan en gammel svedske som mig. Det er også dejligt, at ens unger viser at de, på trods af at frontallappen stadig er under udvikling og neuronforbindelserne ikke er helt forbundne endnu, alligevel formår at sætte sig ud over teenagestadiet og vise nærvær og kærlighed. F.eks. sprang de begge to op og var helt med på den, da jeg igår foreslog, at vi tre gik over og købte noget lækkert til aftensmaden, så vi kunne overraske deres hårdtarbejdende far. Der var ingen vrisne-jeg-orker-ikke-miner lige på det tidspunkt. Så skidt pyt med, at deres værelser ligner en slagmark. At Lugtelakridsen ikke synes det er nødvendigt, at smide sine sokker til vask, og i stedet lader dem drapere hele sit værelse, men alligevel klager over, at han aldrig har rene sokker. Skidt med at Skumfidusen får flip og råber: "Jeg er voksen nu! Er du klar over det?! Hva'!!!" Det gør ikke noget i lige sådan et øjeblik, hvor man får kærlighedskontakt.

Og selv om jeg godt kan være ked, så svæver det hele også væk i de øjeblikke, hvor jeg ligger i ske med min elskede og mærker ham. Så kan det godt være at vi skændes, det kan godt være at 25 år slider (vi har jubilæum om en måned!), det kan godt være jeg nu er arbejdsløs og skal finde mine ben igen. Det kan godt være, at jeg har en dårlig hårdag og ikke kan tage mig sammen til at ordne fødder, eller at vi pludselig ikke har de samme antal kroner på kontoen som tidligere. Lige i det øjeblik er det hamrende ligegyldigt, og i det store spil er det jo det, der tæller.

Og det var så bare endnu et godt råd til at være recession chick: Kærlighed spicer alle outfits op!

Så hold fanen højt og gå forbi de åbne vinduer også selv om krisen kradser.