Susling tænker

Nu er jeg af den faste overbevisning, at man kommer langt med latter og humor. Det hjælper altid ikke at tage sig selv så højtideligt og også se på andre med "troldsplinten" i øjet. Mine børn har arvet den egenskab og det gør mig stolt.

Personligt vil jeg til hver en tid hellere råbe: "What ever!" og trampe videre mod nye mål og muligheder. Derfor er jeg heller ikke den, der bærer nag. Jeg kan bestemt godt hade i perioder, men så begår jeg bare mord i drømme og leger med tanken om at sende hundelorte til folk og så vipti vupti, så er jeg ovre det, som gjorde mig ked, gal osv. Det gør godt at se sig selv med et ordentlig maskingevær skydende vildt omkring sig. Efter det har jeg haft min katarsis og kan komme videre.

Der er dog dage, hvor det kan være svært at hæve sig op på latterens piedestal. Der er dage, hvor jeg kan blive ramt af panik og hullet i maven begynder at udvide sig. De dage kan godt være lidt tunge, og så hjælper det ikke ret meget, at jeg lige har feset mine nogenlunde sidste penge af på en gang hos modefrisøsen. Eller jov, så er jeg jo bare en pæn ked og det er selvfølgelig bedre end at være en grim ked, selvfølgelig. Men lige nu prøver jeg på at
deale med den situation jeg er havnet i. Jeg prøver på, at holde mig selv ud i strakt arm og se objektivt på mig selv. For hvad er jeg egentlig for én?

Jeg er i hvertfald ikke en pæn pige. Jeg har prøvet at blive det. Virkelig, wolla.
Men det var og er sågu lidt anstrengende hele tiden at skulle tilpasse sig andres forgodtbefindende. Og lige nu har jeg det som om, jeg har undertrykt vitale sider af mig selv, bare for at passe ind i det pæne selskab.

Jeg er ikke medlem af det pæne borgerskab. Jeg er en outsider og sådan har jeg vel egentlig altid følt mig. Som en der står og kigger ind på alle de andre. Jeg forstår ikke alt det her med, at vi skal være venner med alle. Jeg forstår f.eks. ikke, at man linker op med nogen på fjæsbog, som har fyret én. Og at den, der har fyret vedkommende, sender jublende kommentarer, til statusopdateringer om, at nu skal vedkommende til endnu en jobsamtale. Jov selvfølgelig sådan rent økonomisk, for jo hurtigere hun kommer i arbejde, desto hurtigere kan han spare hendes løn væk. Så langt er jeg med. Men alligevel. Det er da så meget 00'er-agtigt! Og personligt ville jeg da være alt for stolt til den slags.Forstår heller ikke det her med at have 702 venner! Fatter det ikke. Men jeg er jo heller ikke en del af gamet.

Jeg er ikke en del af 00'er paradigmet. "Mig arbejdsløs!Ai, jeg er da igang med at skrive en bog om xxxx". Øh!? "Mig, usikker på, hvordan jeg skal gribe en opgave an! Naarj..."
Og så følger der en lang snak, som tydeligt er overspring... Jeg tror det er lidt Fake it till You-make it syndromet og det kan jeg altså ikke helt greje. Oftere og oftere føler jeg mig som en fra et andet århundrede...Som en der ikke nået at skifte til det nye paradigme...som om alderen for alvor begynder at trykke.

Er jeg virkelig den eneste der har det på den måde?