kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

20.2.09

Susling tænker

Nu er jeg af den faste overbevisning, at man kommer langt med latter og humor. Det hjælper altid ikke at tage sig selv så højtideligt og også se på andre med "troldsplinten" i øjet. Mine børn har arvet den egenskab og det gør mig stolt.

Personligt vil jeg til hver en tid hellere råbe: "What ever!" og trampe videre mod nye mål og muligheder. Derfor er jeg heller ikke den, der bærer nag. Jeg kan bestemt godt hade i perioder, men så begår jeg bare mord i drømme og leger med tanken om at sende hundelorte til folk og så vipti vupti, så er jeg ovre det, som gjorde mig ked, gal osv. Det gør godt at se sig selv med et ordentlig maskingevær skydende vildt omkring sig. Efter det har jeg haft min katarsis og kan komme videre.

Der er dog dage, hvor det kan være svært at hæve sig op på latterens piedestal. Der er dage, hvor jeg kan blive ramt af panik og hullet i maven begynder at udvide sig. De dage kan godt være lidt tunge, og så hjælper det ikke ret meget, at jeg lige har feset mine nogenlunde sidste penge af på en gang hos modefrisøsen. Eller jov, så er jeg jo bare en pæn ked og det er selvfølgelig bedre end at være en grim ked, selvfølgelig. Men lige nu prøver jeg på at
deale med den situation jeg er havnet i. Jeg prøver på, at holde mig selv ud i strakt arm og se objektivt på mig selv. For hvad er jeg egentlig for én?

Jeg er i hvertfald ikke en pæn pige. Jeg har prøvet at blive det. Virkelig, wolla.
Men det var og er sågu lidt anstrengende hele tiden at skulle tilpasse sig andres forgodtbefindende. Og lige nu har jeg det som om, jeg har undertrykt vitale sider af mig selv, bare for at passe ind i det pæne selskab.

Jeg er ikke medlem af det pæne borgerskab. Jeg er en outsider og sådan har jeg vel egentlig altid følt mig. Som en der står og kigger ind på alle de andre. Jeg forstår ikke alt det her med, at vi skal være venner med alle. Jeg forstår f.eks. ikke, at man linker op med nogen på fjæsbog, som har fyret én. Og at den, der har fyret vedkommende, sender jublende kommentarer, til statusopdateringer om, at nu skal vedkommende til endnu en jobsamtale. Jov selvfølgelig sådan rent økonomisk, for jo hurtigere hun kommer i arbejde, desto hurtigere kan han spare hendes løn væk. Så langt er jeg med. Men alligevel. Det er da så meget 00'er-agtigt! Og personligt ville jeg da være alt for stolt til den slags.Forstår heller ikke det her med at have 702 venner! Fatter det ikke. Men jeg er jo heller ikke en del af gamet.

Jeg er ikke en del af 00'er paradigmet. "Mig arbejdsløs!Ai, jeg er da igang med at skrive en bog om xxxx". Øh!? "Mig, usikker på, hvordan jeg skal gribe en opgave an! Naarj..."
Og så følger der en lang snak, som tydeligt er overspring... Jeg tror det er lidt Fake it till You-make it syndromet og det kan jeg altså ikke helt greje. Oftere og oftere føler jeg mig som en fra et andet århundrede...Som en der ikke nået at skifte til det nye paradigme...som om alderen for alvor begynder at trykke.

Er jeg virkelig den eneste der har det på den måde?

Etiketter: ,

5 Comments:

At 20/2/09 16:10, Blogger Lizelotte said...

Jeg sidder og tænker: KÆFT hvor er jeg glad for at du ikke er en pæn pige med fake-it-till-you-make-it-talenter.

Så ville du jo ikke være nær så sjov at kende. Og du ville ikke tænke nær så spændende nogen tanker (og hvis du gjorde ville du ikke skrive dem højt og larmende på din blog)...

 
At 20/2/09 16:20, Anonymous Susling said...

Øh..tak på en måde. Larmer jeg? Jeg troede egentlig bare jeg havde sådan en off-dag. Men bestemt dejligt at vide, at du synes, jeg er sjov. Måske er det der min fremtid ligger?!
Det er i hvertfald ikke pæn-pige-agtigt.

 
At 21/2/09 18:19, Blogger Heidi said...

Hej Susling
Det er først helt for nyligt at jeg er begyndt at lsæe din blog, så jeg kender ikke ret meget til hverken dig eller din skrivestil.

Jeg tænker, at vi på mange måder lever i et stort udstillingsvindue: vores hjem er åbne, så alle kan glo ind på de designermøbler, vi er nødt til at have, vi er på FB og blogger og blotter på livet løs.
Eller gør vi?

Nej, vi er blevet så gode til at være på og sælge os selv at vi glemmer at mærke efter og virkelig være ved dem, vi er. Probleat mer er blevet til udfordringer og det er et must at tænke positivt, selv når skuden er ved at gå ned.

Det kommer til at backlashe på et tidspunkt. Det er jeg sikker på. Det kan meget vel ske at det sker i forbindelse med den nuværende finansgris, hvor det igen vil blive tilladt at tale om at man ikke har råd til skiferier og luksus. Hvor vi bliver nødt til at skrue ned for forbruget.

Jeg fik en henvendelse på min blog af en kvinde, som nøærmest følte sig lidt forlegen ved at følge den. Hun syntes hun udspionerede mig.

Det er trist, for det er jo ved at dele vor tvivl og svagheder, at vi får muligheden for at komme hinanden ved, og derved blive mindre ensomme og fremmedgjorte.

Jeg håber at du har fundet dit forfæste igen, når du læser dette :-)
Mange hilsner
Heidi

 
At 22/2/09 12:39, Anonymous Susling said...

Kære Heidi,
jeg er meget glad for din fine og dejligt lange kommentar (og glad fordi, du gider læse mig!)!
Din kommentar understreger præcis min pointe: Vi kan ikke og skal ikke hele tiden lade som om alt er perfekt. Det bliver utroværdigt og jeg nægter, at tro på, at det er mig den er gal med, bare fordi jeg ikke vil spille med. Derfor kan man/jeg dog godt i visse øjeblik føle at jeg spiller med i et spil, hvor spillereglerne har ændret sig. Men sådan er det jo, når der sker paradigmeskift eller tidshop, som man også kalder dem. Lur mig dog om vi ikke nu via finanskrisen bliver vidne til et nyt tidshop og denne gange tror jeg det bliver til vores fordel :-)

 
At 22/2/09 14:25, Blogger Heidi said...

Jeg tvivler også - især når de mennesker jeg omgiver mig med begynder at få et fjernet blik i øjnene, når jeg har talt lidt for længe om det svære.

Selvfølgelig tvivler jeg.

Men når jeg finder ro i mig selv, så VED jeg at jeg har fat i den lange ende, fordi jeg tør at se livet som det er, i alt dets mangfoldighed.

Jeg mener ikke at vi bliver bedre mennekser ved at tænke positivt. Jeg er ved at brække mig mig over coaching i hoved og røv.

Jeg tror fuldt og fast på at vi vokser som mennekser og gør verden til et bedre sted, jo flere forskellige følelser, vi kan rummei os selv. IKKE at eliminere de "dårlige" følelser, men at rumme dem og leve dem igennem.

Og jeg tror på det vigtige i at forbinde sig med andre mennekser, som tror på det uperfekte...

Tak for din modtagelse

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home