Susling om aldersfascisme

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ved at nå de store 45 på livets kalenderlys. Det er egentlig ikke noget, der plager mig det store...faktisk er jeg begyndt at kokketere med det i stil med: "Ja, undskyld, nu snakker du jo med en kvinde over fyrre, så du behøver ikke at skære det ud i pap!"

Jeg synes heller ikke, at jeg ser fuldstændig udraderet ud. Der er godt nok nogle få linjer, der er begyndt at snige sig ind ved øjnene og såmænd også ved mundvigene. Det er kun små linjer, så det er endnu ikke det store. Men de er der. Jeg bliver også nødt til at få farvet bunden hos modefrisøsen, så de grå hår ikke tager overhånd. Men alt det er jo alt sammen bare levet liv. Jeg er da også på, der, hvor det sker...i forhold til trends, tøj, sko, støvler, ny viden osv.

Men jeg synes godt nok alligevel, at jeg bliver konfronteret med min alder ret massivt p.t. F.eks. så sagde min nu forhenværende arbejdsgiver: " Ja, vil ville jo gerne opfatte os selv som rummelige, så der også er plads til sådan en som dig (underforstået Gammel Svedske).

Eller, da jeg ringede på et job:
Mig: " Jeg må lige høre. Hvordan har I det med folk over fyrre?"
Evt. arbejdsgiver: "Ja nu har vi jo fyret alle dem vi havde på 50. De passede jo lissom ikke ind!"
Mig: " Hm, tak (tænkte: Ok, og hvad vil du selv gøre, når du ikke længere er i '30'erne?)

Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg græmmes!