kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

18.3.09

Susling er bekymret

Der er nogen, der har stukket en kniv op i ansigtet på min datter. En med maske på og en pose til at bære rovet med. Nu er hun bange - også selv om hun gjorde alt det rigtige: Ikke sagde en lyd, bare lagde pengekassen op på disken, diskret trykkede på alarmen til politiet og fortsatte videre til næste kasse for også, at lægge den frem til røveren. Kl. var ikke særlig mange en helt fredelig familie-lørdag og en stuvende fyldt butik i et pænt kvarter. Hun fortæller, at der stod en far med sin lille datter ved disken, lige mens det skete. Hun fortæller, at hun, mens hun gjorde det, hun skulle, havde så ondt af den lille pige, der skulle være vidne til det hele.

Min lille pige - det er hende jeg har ondt af. Hende har jeg lyst til lige nu at folde sammen på midten, lægge ned i hendes gamle barnevogn og putte en god lun babydyne med det betræk jeg har syet, rundt om hende. Min lille pige. Men det kan man jo ikke. Hun er stor. Højere end mig. Men hun vil pludselig putte og kramme hele tiden. Hun sad og lavede lektier inde hos os i går. Det gør hun ellers aldrig - ikke mere. Hun er jo stor nu. Hun siger, at hun er bange for at være alene nu. Hun siger, at hun er bange for sine egne tanker. Jeg svarer hende, at hun ikke skal være bange for sig selv.
Hun er til krisepsykolog nu. Det var hun også bange for inden hun gik. Jeg svarede hende, at ham, hun skulle snakke med vidste, hvad der skulle gøres. Han havde hørt historier som hendes så mange gange før. Hun var i trygge hænder. Må jeg også græde, spurgte hun? Ja, da sagde jeg. Han har helt sikkert en kæmpeboks fyldt med bløde kleenex lige til at græde ned i og tørre næsen. Min lille pige. Min lille store pige.

Og det værste er, at vi - og hun - ikke en gang er gal på den fyr, der begik røveriet. Han er bare en stakkel. En stakkel som er så langt ude, at han bliver nødt til at stikke en kniv op i hovedet på en 17-årig pige. En pige han måske under helt andre omstændigheder ville synes var dejlig og måske ville byde op til dans. Nu var han bare i en situation, hvor der skulle skaffes penge - måske til dummebøder, måske til dope. Satans til samfund.

PS. Han nåede ikke at få så mange penge med sig, så han fortsatte videre, ham den unge knægt. Hen til to andre steder, hvor han gjorde det samme ved nogle andre som min datter. Efter det fik politiet ham.

6 Comments:

At 18/3/09 16:37, Blogger flinkonellas på vej ud af flinkeskolen said...

Fuck, sådan en idiot...... Der er fandme ikke nogen der skal krumme et hår på hovedet af min "fegække" jeg kunne vappe ham sådan nogle...Åh altså stort knus til jer alle!!!

 
At 18/3/09 17:39, Anonymous Anonym said...

Også knus og tanker herfra. Hun klarede det jo rigtig flot din datter - og det gjorde du også. Men sikke en grim oplevelse - og ih, hvor jeg forstår din reaktion, selvom jeg ingen børn har.
Nina

 
At 19/3/09 09:50, Anonymous Anonym said...

Tak! Vi klarer os. Skumfidusen er en stærk pige og hun er god til at tage imod den hjælp andre tilbyder. Det er ellers en svær diciplin - ved jeg af egen erfaring. Derfor er det så dejligt, at hun kan og tør.

 
At 19/3/09 19:23, Blogger Heidi said...

Fy for pokker! Godt at din datter har en mor, som hun kan putte sig ind til.

 
At 20/3/09 00:07, Anonymous Anonym said...

øv, at skulle komme ud for det - og flot at hun reagerede så fint i situationen og bagefter har så stor et overskud overfor gerningsmanden - og allermest flot, at hun også gør noget ved at få det bearbejdet.

Det er en fin skumfidus du har fået lavet dig.

Tanker

 
At 20/3/09 16:06, Anonymous Anonym said...

Tak til jer begge! Jeg har også tænkt, at sku' det være, så er det bedre hende end så mange andre. Hun har mange, der elsker hende og hun er god til at ræsonnere...resten samler vi op efter bedste evne...og når det er sagt, så ku' vi da godt have været foruden...:-/

Og jep...Min Skumfidus...hun er noget særligt...hun var ret fix og færdig, da hun kom ud...resten er vist bare lidt glasur og pynt vi har tilføjet :-)

 

Send en kommentar

<< Home