Susling om de små paradokser

Livet er fyldt med paradokser. I min verden ser de sådan ud:

• Jeg er 47, men jeg føler mig yngre, end jeg gjorde, da jeg var fyrre. I kid you not. Den gang gik jeg rundt og bekymrede mig om overgangsalder og tabt skønhed og tabt sex appeal og mit tiltagende fjernsyn og den slags. Gør jeg absolut ikke mere. Overgangsalderen lader vente på sig. Brillerne kan man leve med - især hvis man husker dem - og den tabte skønhed må man vel bare erstatte med noget andet. Som fx, at min datter bliver skønnere for hver dag, der går og jeg selv er rykket over i kategorien "Velholdt".
• Rengøringshjælp! No way! Jeg kunne det hele og så var jeg socialist om en hals. Er jeg stadig, men nu er en rengøringshjælp min hemmelige drøm, fordi jeg faktisk synes, at tid til sig selv er meget vigtigere.
• DIY. Jamen hvorfor ikke?! Går faktisk og leger lidt med tanken om at springe ud. Når jeg får tid. En gang.
• Andre folks hang ups og hvad de mon synes og tænker og føler og Åh, nej, har jeg nu sagt det forkerte eller provokeret nogen og hvorfor er det nu, at jeg ikke lige forstår den hemmelige veninde-indforståethedskodex?! Bare ærgerligt. Kommer aldrig til at forstå den, men jeg forstår så meget andet og jeg forstår, at have et ægteskab, hvor vi tager vare på hinanden.

Nå, men det var bare det jeg ville sige.

Susling om at ældes

Jeg burde ikke sidde og blogge lige nu. Jeg burde i stedet tage mig af den store opvask, der flyder ud over mit nye køkkenbord, fordi vi havde gæster i går og fik and a'la orange (mmm) og lidt for meget vin og Sambuca og Anders begyndte på et tidspunkt at bage på den kvindelige gæst. Var ok. Hun så fantastisk ud, selv om hun ikke selv synes det og beklagede sig over, at hun nok ville have svært ved at finde en ny mand, sådan med den alder hun havde og de ekstra kilo, der havde sneget sig på (igen noget med den dårlige fortælling om sig selv!).

Slog mig forøvrigt forleden dag, at jeg med hastige skridt er på vej mod de 50. Om et halvt år er jeg 48 og så er man ikke længere midt i 40'erne. Man er sidst i fyrrerne (oh, rædsel) og når man er det, så skal man lade være med at hive fotoalbummet frem, for lige at vise noget om den gang ens unger var små og nuttede, for så ser man pludselig sig selv smile glad, ung og strålende tilbage til den nu mindre strålende mig. Der sidder hende den unge mig med den særlige blødhed om kæberne, man kun har, når man er ung og den gnistrende hud og det skinnende hår. (Som jeg konstant prøver at få rekonstrueret hos frisøren, hvor jeg er stamkunde (har efterhånden min egen stol)).

Fordelen er så selvfølgelig ens livserfaring! Den er god at have, sådan en. Så kan man nemlig finde ud af at sige pyt til mange ting og tilgive. Ikke mindst sig selv. Og egentlig synes, at det er ok, at købe 5 glasjuletræskugler til en 100 mand, bare fordi de er pæne og nogle af dem er formet som cup cakes, og så røg der også et lille guldglimmer rensdyr med og et tørklæde med ugler og en lille fjollet plastikpung med blomster i glade sommerfarver. Var nu egentlig også lidt fordi, jeg bare lige var smuttet forbi denne fantastiske butik med alle mulige unyttige ting i pangfarver bare sådan for at hyggeose lidt og i butikken mødte jeg så en fra det sted, hvor jeg tidligere var i løntilskud og hvor jeg den gang følte mig som en fattig taber og nu er jeg jo i en periode i job og tjener rigtigt godt, så jeg gad overhovedet ikke denne hersens fattigrøvsarbejdsløshedsfornemmelse, hvor hver en øre skal drejes og man af alle kræfter prøver at holde humøret oppe og lade som om, at det går sgu da forrygende. Også selv om alt man ejer er nedslidt og man nærmest slikker dåsen med hudcreme, for at få fat i den sidste lille rest.

Så jeg tænkte up your's. Jeg skriver sgu selv min egen historie og i øvrigt bruger jeg generelt penge for øjeblikket. Nemlig! Jeg køber støvler og trøjer, kjoler og smykker, parfume og makeup, barstole og dyre højtalere (Anders synes, at det er helt ok. Nu når vi har fået os en rød regering, skal man jo lissom støtte op om dem og sikre, at hjulene bliver sat i omdrejninger). For skal jeg ældes, hvad man jo skal, så vil jeg ældes velduftende og velplejet med ordentlige sko på fødderne og trøjer uden huller. Med ordentlig lyd og fancy julepynt. Elsker allerede mit lille guldglimmerglinsende rensdyr. Absolut unyttigt. Men vi har jo kun det sjov vi selv laver, så længe vi er her på denne planet.

Suslings køkken er et smukt symbol

Ikke et ord om mit køkken...Jo, jo..bare lidt. Det er næsten færdigt nu. I morgen bliver det sidste lavet. Og det bliver så fint, så fint. Med sorte bordplader, hvide højglansskabe i to lag, så de når helt op til loftet. Og der er fjernet en væg, så rummet er åbnet helt. Med frit udsyn til havnen den ene vej og udsyn over Christianshavns tage den anden vej.

Så kan jeg stå der bag disken badet i smuk udsigt og sige:"Hvad sku' det være?" (Da jeg var barn, elskede jeg at lege købmand og det Lille postkontor og indrette mit dukkehus og lave små landsbyer i min mormor og morfars have).

Nå, men altså det her køkken er næsten symbolsk, fordi vi for første gang selv kan bestemme, hvordan vi gerne vil ha' det og samtidig får fjernet en evig frustration og irritation. Som min veninde, der bor i opgangen ved siden af og som også har fået lavet nyt køkken, beskrev det:"Det har været en bæ i mit liv!" Yessir. En bæ mindre. Endnu en mental forhindring elimineret.

Det er mit livsprojekt p.t. Jeg er træt af at lade mig nøjes med, tilpasse mig, acceptere og forstå. Jeg er ellers supergod til det, som barn af en alkoholiker og en mor, der nok var mentalt syg længe, før jeg vidste det. Allerede fra jeg var helt lille, blev jeg hende med antennerne, der opfangede alle signaler og tunede ind på, om der var plads til mig og mit lige den dag. Nogle gange var der, andre gange desværre ikke, og så måtte jeg jo trække mig. Ind i mig selv og min egen fantasiverden, hvor jeg var herre over de verdener jeg skabte med mit dukkehus, min købmandsbutik, mit lille postkontor og mine små universer i min mormor og morfars have. Jeg er glad for at jeg kunne. Det blev min redning.

Siden har jeg skabt min helt egen familie, hvor mine unger ikke behøver at drøne rundt med antenner og hvor vi kan snakke om tingene. Og nu det nye køkken, som Anders og jeg har designet helt selv. Så mangler jeg bare at finde en levevej, som er den helt rigtige for mig og øve mig i ikke altid at gå til siden for andre og deres behov. Jeg er her også og jeg har også ret til at være på denne jord.

Susling siger: Forventningen om noget ikke så godt, er værre end når man er i det!

Var ret bekymret, da jeg indså, at vi skulle leve uden køkken og dermed mulighed for madlavning, opvask og tøjvaskning i to uger. Anders og jer er planlæggere og et ret godt team, når lokummet brænder (gør det så heldigvis ikke. Vi er ret afhængige af det. Faktisk er det meget værre for dem, der er ved at få lavet nyt badeværelse. De har været uden toilet i 14 dage nu!) Så vi har planlagt og ordnet, som vi nu bedst kunne, men det forhindrer jo ikke, at man stadig er en bekymrer.

Men nu står vi midt i det. Med microbølgeovn og køleskab i stuen og kasser og ophobninger af diverse nødvendigheder smukt draperet hist og pist. Vi vasker op på badeværelset, spiser af paptallerkener og går ret meget op i, om man kan få anstændig og nærende ready-made, som man kan putte i micro'en. (Det er lidt af en udfordring det sidste. Hvis du spørger mig ligger der et ret godt forretningskoncept lige der. ) Og det er faktisk ikke så slemt. Vi har da både strøm og vand og varme og i næste uge bliver køkkenet sat op.

Nå, min pointe er, at man som menneske kan klare det mest utrolige, når man står i det. Man lærer at sno sig med de betingelser, man nu engang har. Når man er i det.

Synes så bare stadig, at man skal støtte op om demokratibevægelser, humanitær hjælp, udviklingsarbejdet og de hjemløse. Der er trods alt grænser for, hvor meget mennesker kan sno sig, især hvis de ikke har en forventning om, at alt bliver bedre igen. Det må faktisk være det værste.

Susling på kunstudstilling

Nå, ja, droppede lige det med ny make up på peacockmåden, som skulle have været i dag, fordi Anders på samme tid ville have mig med til Koncert for traktorer i anledning af Charlottenborgs Forårsudstilling, som foregik på samme tid. Måske.skulle.man.havde.valgt. det Peacocky!
For der var ikke meget farver og vroum over det traktoroptrin.

12 grumpy gamle mænd, (plus en dirigent) på 12 gamle svenske og tyske traktorer iført ens beige kasketter og lakonisk jydeblik (det må jeg godt skrive, for min højtværtsatte svigerfar kom fra Thy og han var både grumpy, skægget og lakonisk). Traktorer i konstant tomgang med dieseludstødning og en dirigent, der hoppede op og ned. (Ku' så kun se toppen af hans dirigentstok en gang i mellem, når han hoppede særlig højt, henover kødranden af kulturelle 68'ere og deres afkom).

Teknisk set burde det have været en meget interessant oplevelse. Jeg sætter stor pris på hverdagslyde og en kunstnerisk fortolkning af det. F.eks. har Mathew Herbert lavet en koncert med lyde fra kroppen.

Men altså...ku' ikke høre nuanceforskellene i firetaktsmotorerne med deres to, tre eller fire cylindere. Selv om jeg prøvede. Virkelig.

Men når vi nu alligevel havde rundet Forårsudstillingen, så kunne vi lige så godt også se på det, der skulle være det næste banebrydende kunst (troede jeg). Jeg prøvede virkelig. Mens jeg maste mig gennem masserne af artsy fartsy fremtid og artsyfartsy fortid.(Hvårfår skal de unge kunstneriske quinder altid have underligt hår og grimme hatte på?) Men det eneste jeg tænkte var, at det var da noget underligt gnidret, indadvendt, sorthvidtnoget kunst. Masser af små bitte tegninger i gråt hvidt og sort på gulnet papir. Og alle de kunstvideoer med en flue i slowmotion! Eneste opløftende syn var en fyr, der kravlede rundt på et stort stykke hvidt papir og tegnede nogle meget Michelangeloinspirerede mennesketegninger med kul. Det var der da lidt format over. Nå ja og så var der også en finsk kvinde, der havde vundet en pris og faktisk også havde lavet nogle af de eneste billeder, jeg stoppede rigtig op ved. Men selv de var sgu stadig introverte og gnidrede.

Og så blev jeg tissetrængende, men orkede ikke damekøen og mere kunst. Så vi krydsede den lokale bro hjem igen.

Nå, men undskyld og ahem...jeg er ikke kunstforskrækket eller rindalist, men jeg fik faktisk en meget større kunstoplevelse, da jeg for et par uger siden besøgte nogle fynske venner og vi lige slog et slag omkring Faaborg Museum med de fynske malere. Deres beskrivelse/fortolkning af lys slog benene helt væk under mig. Og så var der som bonus også en lille vandreudstilling med Skotte Olsen (se også lige her.)

Just call me peackocky, men farver er vigtige i mit univers.

Susling om gamle venner

Hvis der er noget, der kan sætte livet i perspektiv, så er det, når man mødes med gamle venner, som man har kendt helt tilbage fra den gang man var en ung vred sylfide punkinde. Bortset fra, at man hurtigt kan blive enige om den musikalske underholdning og vippe lykkeligt med tæerne til gode gamle klassikere, så er sådan et møde også et fantastisk spand af kontinium, der sætter alle hverdagsbekymringer til vægs.

Set i forhold til livets lange spundne tråde, så betyder det enkelte øjebliks bekymring faktisk ikke det store. De gamle venner er her stadig og det er jeg også på trods og på grund af. Min aldrende ungersvend bliver pludselig ung og dejlig igen og fniser lykkeligt (godt hjulpet på vej af modefrisøsens kunnen. Jeg gik decideret ned og råbte et stort tak, fordi hun havde gjort min mand så flot). Jeg krøller glad benene op under mig i den store sofa og tager elastikken ud af håret, så det hænger lige så frit, som jeg føler mig og får pludselig en stor trang til at stryge de gamle venner på kinden.

Vi lægger os lidt ud, taber os igen, vores børn gror og bliver store med deres egne liv, men vi er pludselig i få timer fanget i en lomme af den gang, hvor vi var de unge og håbefulde. Måske er tindingerne blevet lidt højere. Håret gråt på dem af os, der ikke griber til fusk med farver. Der er også kommet nogle rynker til hist og pist, men det ser vi slet ikke, når vi råber, griner og vipper med tæerne. Og i få timer føler jeg mig ung og fri igen - men også bare som mig lige nu og her.

Susling funderer

I morges vågnede jeg op og kunne kun trække vejret gennem munden. "Godmorgen,"snøvlede jeg til ungerne og tænkte:"Pis os'!" Og så slugte jeg en allergipille, for det er så sikkert som amen i kirken og at erantis og vintergækker er de første forårstegn, så er opstarten på min allergi også et tegn på, at nu er foråret på vej. Det var det så ikke lige - altså allergi, selv om den også rumsterer. Det var endnu en forkølelse og efterhånden begynder jeg at tro, at det er mentalt det er galt.

Svært at skrive om, svært at være i. For samtidig med at vi går mod lysere tider og jeg indeni har en sær ro, så river og flår det i min tænketank. Det er som at leve i en opadgående spiral, hvor tanketråde og oplevelser for 10 år siden møder mit jeg i dag. Jeg genmøder pludselig igen gamle venner og bekendte, jeg tænker samme tanker med fornyet kraft, og jeg føler mig defragmenteret, som om jeg skal bygge mig selv om igen, med de samme klodser, men på en ny måde. Det er sært og det føles sært. Især når jeg står og stirrer på mit aldrende ansigt og pludselig husker, hvad jeg ville som 10 år yngre. Og samtidig sidder med snot og et lille sår under hagen, fordi jeg lige skulle fjerne et gammeldameskæghår, men kom til at tage Skumfidusens bikinihårsskraber istedet for benskraberen, der plejer at kunne fixe den lille sag. Kan ikke anbefales!

Susling om rod

Når det roder i mit hovede, så roder det også i mit hjem og det er jo noget værre rod. For jeg kan faktisk ikke lide rod overhovedet. Hvis jeg f.eks. er et andet sted, hvor der er rodet, så går jeg pr. refleks i gang med at rydde op. Ikke for at fornærme nogen, men mest bare sådan, så man kan være der og ånde frit.

Men ikke hos mig selv. I hvertfald ikke i de øjeblikke, hvor jeg som nu kan mærke, at der er en besked på vej, fra mig til mig. Jeg bliver ufokuseret og tuller rundt om mig selv. Kan ikke finde fred og dimser distræt afsted. Stiller måske badeværelserens ud på badeværelset, men går så igen. Sætter en vask over, men glemmer at hænge tøjet op. Konstaterer, at der trænger til at blive støvsuget og går videre. Rundt og rundt om mig selv. Jeg håber saftssuseme, at den besked snart kommer, så jeg kan få mental fokus igen. Ellers ender jeg i et af de her programmer, hvor der kommer to stramme damer med gummihandsker og et kamerahold.

Susling om at blive fotograferet

Jeg har et stort handicap i disse gennemfotograferede tider. Jeg kan ikke lide at få taget billeder af mig selv. Hver gang en eller anden retter et kamera mod mig, så bliver jeg helt stiv og akavet, og får et underligt stirrende blik og en fordrejet mund.

Da jeg var purung, blev jeg en gang imellem stoppet på gaden og spurgt, om jeg var interesseret i at blive model. Det skulle man så synes var meget pleasende for mit ego, men jeg gik bare i panik. Kunne slet ikke klare tanken om, at skulle stå der med "øjet" rettet direkte mod mig. Fuldstændig i fokus og centrum. Det hjalp så heller ikke, at jeg samtidig var en intellektuel og feministisk snob. Jeg skulle saftsuseme ikke udbyttes. Mit udseende talte ikke, kun min hjerne og min viden. Og så pæn var jeg da heller ikke. Jeg var både for tyk (jeg vejede 54 kilo) og havde en forkert hage og trængte altid til at få plukket øjenbryn og alt muligt andet. Faktisk var alle andre meget pænere end mig.

Men det går jo ikke, sådan ikke at have nogle ordentlige billeder af sig selv. De skal være på cv'et og på FB og på linkedin og jeg ved ikke hvad. Så nu har jeg en aftale med min to meter høje evigt ulykkeligt forelskede fotografven. Han har bedt mig om at bruge 10 min. hver dag indtil vi ses i næste uge på at tænke over, hvordan jeg gerne vil ses. HUH!Det er decideret angstfremkaldende for mig. Hvordan vil jeg gerne ses? (Skal vi starte med at blive enige om, at jeg nok ikke vil ses, som jeg ser ud lige nu med feberøjne og fedtet hår).

Hvordan vil jeg gerne ses? Donno. Som en professionel? Som lattermild? Som primadonna? Som mor? Sgu da et dybt eksistentielt spørgsmål! Ved da ikke, hvordan jeg gerne vil ses. Det er jo mig, der er betragteren. Blev nødt til at spørge Anders forleden: "Hvordan vil jeg gerne ses?" Det kunne han selvfølgelig ikke svare på. Og hvis han ikke kan svare, hvem kan så?

Susling om strik og snot

Fester lige nu med dyne (og te, og knækbrød og halstørklæde), men sneg mig lige ud for at investere i et par halstabletter. I kiosken så jeg i min febrile tilstand det nye Hendes Verden (ikke et blad jeg normalt dyrker). Temaet var så vidt jeg kunne se gennem briller og vandede øjne: Strik dig tynd. (jeg lader den lige stå et øjeblik).

"Hm, (nys) Strik dig tynd?Interessant. Er det noget med farten af strikkepindene? Er det, fordi man strikker stående og samtidig dyrker step? Snakker vi Zumbastrik? Eller er det videnskabeligt bevist, at garnvinding er lige så godt som spinning?"

Jeg er mystificeret. Gælder det så også for hækling? "Hækl dig hel". Eller syning? "Sy dig sund".

Susling smalltalker

Generelt er det jo sådan, at man godt kan holde sine egne prutter ud, men ikke andres. (Min datters er forøvrigt meget parfumerede?!) For det meste kan man også klare sin egen jamren for smerten er jo så stor så stor. Men altså, når jeg ikke en gang kan holde mig selv ud længere og tænker jammerkommode, så er det vist på tide at plante sin str. 39 solidt i jorden og ta' et nyt afsæt.

F.eks. så lyser solen klart og gult i dag, og jeg kan såmænd også mærke noget varme. Og dagen er tiltaget med...bom, bom...ret mange minutter. Og vores allesammens miniquieni har fået sig et sæt tvillinger. Hvad sker der lige for den kvinde?! Er hun ikke lidt for perfekt! Føder på en dag, hvor vi alle har tid til at følge med i i medierne. Føder naturligt. Føder ét stks. af hver. Skal vi vædde på, at hun ikke engang er revnet og stod op under hele sceancen selvfølgelig med superstylet hår. (Det ville min jordmor have mig til, da jeg skulle føde min søn. "Sådan en stærk, sund og veltrimmet kvinde som dig. Det kan du sagtens!" "Nej,"brølede jeg, med samme stemmepragt og styrke, som en ko og så eksede mine ben under mig og jeg trimlede med næsen først ned på fødebriksen. Jeg ved godt, at der er et ideal, at vi danske kvinder føder viking-style med en bidepind i munden som eneste hjælpemiddel. Det kunne jeg så ikke lige levere 100%.)

Men Mary. Hun gjorde det helt sikkert. Hun ser jo meget viljestærk og sammenbidt ud.

Susling om grænsen for godgørenhed

Jeg har lige fået en mail, der opfordrer mig til at støtte en orangutang. I går fik jeg brev fra mit sponsorbarn. Jeg arbejder på dagpengetakst hos "afrikanerne" og jeg er medlem af amnesty og green peace. Jeg går ikke i panik, når en tandløs og hjemløs grønlænder kommer hen til mig og stryger hånden hen over ærmet på min sælskindspels og råber højt og manisk, at det er ham, der har skudt den sæl, det er hans kone, der har garvet skindet og til sidst hvisler han med blottede tænder, og ansigtet helt tæt på mit, at de også har ædt alt kødet sammen, og så spørger han, om jeg har en cigaret. Det samme gjorde den anden forhutlede grønlandske mand, der lige skulle røre ved min sæl. Det er ok. Jeg kan klare det.
Men jeg kunne ikke klare den stank af fattigdom og elendighed, der ramte mig, da jeg før jul var til et frivilligmøde i et nødherberg. Stanken mindede mig om min barndom i Østrig og det gamle ungdomshus og de værste steder på Christiania i en stor pærevælling. Og de hjemløses øjne...uden glimt, uden liv. Tynde sultne desperate mennesker.
Det var altså ikke, fordi jeg fik bedsteborgerchok og begyndte at råbe, at havde de ikke brød, så kunne de jo spise kage i stedet. Jeg kommer ikke fra en priviligeret baggrund. Da min mor skred over i paraleluniverset, der sultede jeg og spiste krøllet rugbrød med sennep, fordi det var det eneste i køleskabet. Jeg gik rundt en hel vinter i min nabos aflagte sommersko og jeg havde en lillebror, der blev sendt på julemærkehjem.
Jeg er priviligeret i dag. Det er jeg. For jeg bor i et land med et dagpengesystem, gratis lægehjælp og demokrati. Havde det ikke været for det sociale system og su'en, så havde jeg aldrig fået en studentereksamen eller en universitetsgrad. Så havde jeg måtte forsørge mig selv på den måde jeg nu bedst kunne (gjorde jeg nu også delvist) og var måske endt som de tynde, desperate og sultne mænd og kvinder, jeg så.
Men jeg vil helst ikke se dem. For min egen selvopholdelsesdrifts skyld vil jeg helst ikke mindes om, hvor tynd en knivsæg man balancerer på som menneske. I et andet setup i en anden sammenhæng, kunne det være dig, det kunne være mig, der sultede og knugede mig fast til et spinkelt håb.
Så jeg støtter på afstand. Bidrager med det jeg kan overskue og så lader jeg andre ildsjæle om at gi' der, hvor de kan. Og orangutangerne?! Der må jeg også lige melde pas. Dem er der helt sikkert også nogen, der vil gå gennem ild og vand for. Det er der altid. Uanset, hvilken hårrejsende sag, det drejer sig om.

Susling på en 1. januar

Store unger det er sådan nogle, der står syv timer foran spejlet, snupper ens makeup (½ delen af dem), prøver fem forskellige par sko (½ delen af dem) og valser ud af døren med et: "Elsker jer!"
95 millioner år senere kommer de hjem med ondt i håret og en halvanden liters cola tæt knuget ind til brystet. Falder om, vågner op og valser ud af døren igen med et:"Elsker jer!" (½ delen af dem. Den anden ½ er gået i coma).

I den mellemliggende tid har fornuftsvæsner som os, indtaget fondue og pannecotta, drukket vin (behersket), er faldet i søvn på sofaen og er vågnet op igen til Styrmand Carlsen, har skålet nytår ind med underboen (behersket), futtet to raketter af (behersket) og er gået i seng på den pæne voksne måde. Efter det er de to voksne fornuftsvæsener vågnet på et ordenligt, friskt og borgerligt anerkendt tidspunkt og har derefter skøjtet rundt på de isbelagte fortove i lokalområdet på en vi er friske på den friske måde - med behørig respekt for københavnske istapper. (Det er saftsusemig nogle alvorlige slamperter).

Mens der blev kogt videre på ungdomhyblerne er de to fornuftsvæsner fortsat med deres daglige småborgerlige dont, som f.eks. at vaske tøj og tage sig sammen til at skrive jobansøgninger.

Men dér lige i det moment stopper det så også, for i dag kommer Statsministeren på skærmen. og det er meget muligt, at der er varmet op med forskræb om, at han som noget helt ekstraordinært har indkaldt udvalgte politiske kommentatorer og journalister før sin tale og at pr-en går på, at der snart kommer valg, men som ansvarlig voksen borger i dette land, så nægter jeg, at lægge øre til en fadbamse, der har været med til erodere økonomien og den menneskelige anstændighed i dette land, som jeg holder så meget af. Kl. 19.15 falder jeg af på den og bliver en comatøs teenager. En uansvarlig, agressiv rebel, der bare ikke gider høre på mere l....

Susling siger farvel til et årti

Kære medborgere, medlæsere, medbloggere, medmennesker og søens folk!

2010 har været hård ved mange af jer. I har måtte slås med stress, nedture, store livsbeslutninger og ønsket om mere frihed til at være den I er. Det har været interessant og også trist at følge. Men det har også sat nogle ting i relief for mig.

For 10 år siden gik jeg ned med stress. Dengang snakkede man bare ikke så meget om det, som man gør i dag og jeg følte mig meget alene og som en taber. Hvad var nu det for noget? Kunne jeg ikke klare mosten med to små unger og et fuldtidsjob i it-branchen? Hele denne decade har jeg så brugt på, at finde en ny vej, at møde mig selv på midten og på at sende de erkendelser jeg havde i hovedet ned i maven, så de blev grundfæstede.

I 2010 er det endelig lykkedes for mig! Og det føles som en kæmpe byrde, der er løftet fra mine skuldre.

• Rent fysisk har jeg i det seneste år tabt de 15-20 sørgekilo, der har sneget sig ind på mig. Alle de kilo jeg har gemt mig væk i. Faktisk uden den store indsats. Lidt fitness, en ny cykel, et gladere udsyn og nå, ja, ingen ost og hvidt brød.
  
• Jeg har genvundet troen på arbejdsgivere og kolleger. Stort tak til "afrikanerne"!
• Jeg tror af hele mit hjerte nu på, at folk kan lide mig, som jeg er. Ikke ud fra hvad de forventer, jeg er, eller hvad de kan bruge mig til, men bare fordi de ser mig og tager det sure med det søde.
• Jeg er også nogle gange blevet valgt fra. Det er helt ok. Jeg vælger jo også fra. Men jeg sørger ikke længere over det. Dem, der har valgt mig fra, har deres eget at slås med - måske så meget, at de ikke ser noget for egen indre støj. Dem om det. Min dør er i hvertfald ikke lukket og man kan altid møde hinanden igen, hvis det er det man skal.
• Jeg har fået et positivt udsyn. Meget muligt, at jeg har rodet rundt uden kompas og det er blevet til detours ned af mange blindgyder. Men det kan altså ikke blive ved og jeg må selv tage hånd i hanke med min rute - på mavefornemmelsesmåden.
• Jeg vil ikke længere lade mig begrænse. Ubalance på bankkontoen, følelse af minustid, andres forventninger, egne pænpigepræstationsbehov. Det slider. Men jeg har jo kun mig selv til at passe på mig selv og også kun jeg kan markere mig i verden og tage min plads. Andre kommer ikke og giver den til mig og nu skal det være slut med at trække sig og give plads på cykelstien (ai ok, det bliver jeg selvfølgelig ved med), men ellers....

2011 Here I come! Er der andre, der gerne vil være med i den klub?

Susling fryser ikke, men det gør andre

Nu, hvor vi er holdt op med at tale om finanskrisen, så er den vel afblæst, overstået, væk og vi er alle tilbage der, hvor den vigtigste beslutning i livet er, om vi skal omlægge realkreditlånet og om det skal være den ene designervask eller den anden i samtalekøkkenet. Igås! Sådan er det jo. Jo, jo, jo det er. Hvis bare vi ikke taler om det eller det er en af de "historier" TVfoxnews 2 har valgt at bringe, så findes det ikk´nikke, nikkenej!

Men det gør det altså stadig, findes. Vi dyrker bare alle sammen den danske finesse, det helt særlige danske kendetegn:"Så slemt er det vel heller ikke og nu taler vi ikke mere om det. Vil du ha' en kop kaff´?"

Og hvor fanden vil jeg hen med det på sådan en skide råkold mandag, hvor jeg ikke kunne finde mine nye sorte strømpebukser og istedet måtte tage et par grå på (så spændende!). Jo, altså, fordi...Jeg er på trods af min deroute på arbejdsmarkedet og prædikatet som én af dem, der ikke må få en bolig i en ghetto, hvis jeg gad det, så privilgeret, at jeg har strømpebukser, jeg kan tage på. Faktisk har jeg flere. Jeg har også flere par varme støvler - bevares so last season - men jeg har dem og jeg har et skab fuld af varme frakker og trøjer og pelse såmænd - hele tre af dem og en hue har jeg også og to par vanter.

Mine unger fryser heller ikke - i hvertfald kun, hvis de insisterer på at gå med allstars og t-shirts, fordi de vil være smarte. Den slags er man jo ikke herre over og jeg kan kun moderligt formane (som i råbe dem op i hovedet, at det er koldt og at de skal tage hue og vanter på). Men de behøver ikke at fryse, for de har hue og vanter og et hjem med fjernvarme og det er ovenikøbet et hjem, som ikke kan gå på tvangsauktion. Hvabehar...!!

Kan I lissom se, hvor jeg vil hen? Hvis ikke, synes jeg, at I skal læse den her artikel fra Politiken. Men også den her!

Der var godt nok nogen, der kom op af stolen der! Og skal jeg tolke på det, så er det den anden side af Danmark. Det Danmark jeg holder af.

Det er ikke kun nok nu. Det er mere end nok! Og det er vi mange, der mener i Valby (nå, ja og også os på Christianshavn).

Suslings limbo

Jeg ville ønske, at jeg gad at skrive om:

• Det bankekød, der simrer duftende på komfuret
• De forskellige snapse, der står og trækker på mit køkkenbord(slåen, lakridsrod/anis, citronskaller/chili)
• Min datter, der skal lave en opgave om Silvia Plath og kvindesprog (deja vue fra ´80'erne og ind kommer mor med alle sine gamle uni-bøger)
• Mit frisørbesøg (igen-igen. Skal jo også farves og er nu fønnet på den hårde måde, men så snart jeg er fem m. fra modefrisøsen, så gør håret oprør og lige nu snor det sig som det selv vil. Suk!).
• Min helt ubændige trang til nyt tøj (og ingen penge).
• Mine klimakteriesildnætter (med op at tisse tid og flere vågne sessions)
• Min mand, der har hørt en nyhed om, at sex bliver fantastisk efter de 50! (Men også synes, at det skal han da ikke vente på og er på mig i tide og utide, mens jeg selv græmmes og selvfølgelig er glad for, at han gider mig, men ikke lige gider selv (ikke ham, men det. Fordi jeg ikke rigtig ved, hvor jeg er og hvad jeg synes))
• Mit nærsyn og tiltagende fjernsyn (linser, briller, briller, linser og manglende fokus)
  

Man kan jo vælte sig i utroligt mange poetiske historier om den enkelte lille detalje, men jeg kan ikke. Ved at det skal til og ville så gerne give hverdagspoesi. Kan så bare ikke vælge (og vinkle) længere. Mit liv løber over stok og sten og der er ikke plads til at dvæle.

Susling om at være i løntilskud

Jeg har fået fri til at skrive jobansøgninger. Fanjensme en fin arbejdsgiver jeg har. Men det er nok derfor, at mine ansøgninger ikke er så motiverede. Jeg kan jo i princippet godt li' at være, der hvor jeg er.

Men faktum er, at jeg skal søge og søge og minimum to ansøgninger om ugen. Meget svært at nå på en almindelig arbejdsuge og når man samtidig også har familie og et hjem, der skal holdes rent, tøj, der skal vaskes og hvad man sådan ellers har af almindeligheder.

Det er virkelig en underlig situation at sidde i - så'n at være i løntilskud. Lidt inde og bidrage og så alligevel være ude på sidelinjen og blive betragtet som arbejdsløs af systemet.

Og stedet, hvor jeg er. Tja, folk er søde nok - bevares. Men nogle gange så føler jeg mig som en fremmed fugl, der synger med et lidt andet næb end de andre. Det er ikke pga. løntilskudsstillingen. Det er vi en hel del, der er - på løntilskud og vi bidrager alle med vores og det bliver værdsat.

Men jeg føler mig fremmed, fordi jeg er opdraget i en anden arbejdskultur. Jeg går til tingene på en lidt anden måde og det har været en kæmpe udfordring for mig at tilpasse mig en mere rolig og indadvendt tankegang. Her løber man ikke så stærkt og man tænker ikke så meget i brugere, men mere i, hvordan det ser ud indefra. Underligt.

Måske er det min motivation for at komme videre? Måske skal jeg søge tilbage til konsulentbranchen? Måske vil det føles, som at komme hjem?

Jeg tænker (og prøver at undertrykke angsten for stress).

Susling er lidt træt og bekymret

(Undskyld, jeg maser mig lige ind fra sidelinjen for en kort bemærkning). Ikke, at jeg har det store at fortælle, man bliver jo nærmest mundlam af alt det, der foregår i Lidenlund med kager og saftevand og ghettoer og pointsystem og i ly af alt det, så bliver der skåret ned på uddannelserne, SUen, dagpengeretten og fyringsvarslerne fyger os om hovedet. Jeg ved ikke med jer, men mig giver det myrekryb og uden at jeg skal smide nazikortet, så tangerer det sågu. Og hvorfor er der ikke flere, der råber op?

(Gør jeg jo heller ikke selv. Jeg kæmper min egen private kamp med krøller og a-kasse og jobsøgning og økonomien og vasketøjet og strid vind fra Barritshavet, mens jeg passer min midlertidige dont i godgørenhedsbranchen).

En meget klog kone sagde en dag til mig:"Alt kommer for en dag!" Og det gør det helt sikkert. Det er allerede godt i gang og i længden kan intet blive fejet ind under gulvtæppet - bunken bliver for stor og så tipper læsset. Men ind til da, så tror jeg, at vi skal meget ondt igennem, mange vil græmme sig og fattigdom vil blive et livsvilkår for rigtig mange flere her på de hjemmelige breddegrader på en måde vi ikke har set siden forrige århundrede.

(Undskyld. Det var bare det, jeg ville sige. Hej).

Susling Gammelsmølfine

Fyrre, fed og færdig? Tja, lidt færdig føler jeg mig lige nu, hvor jeg lever af en cocktail bestående af strepsiler og pinexer og sidder indhyllet i store sjaler (og i dag var ved at dejse om efter en tur i kiosken (forbandet, at man samtidig har en lille stemme inden i en, der siger: Pjækkerøv. (Damn flinkeskolen!)). Fyrre er jeg jo også - på den seriøse måde. Om et halvt år kan jeg ikke længere sige, at jeg er midtfyrrekategorien og inden jeg ser mig om, så havner jeg i kategorien 50-69.

Og så må jeg tilstå, at læsebriiilllen er blevet en fast bestanddel af mit liv. Men efter flere års tilløb er jeg i det mindste nået til det stadie, hvor jeg husker dem og også bruger dem. Mine arme er simpelthen ikke lange nok længere til at læse det med småt, tråde en nål eller klippe negle.

Men fed!! Nope. Her er der sket en radikal ændring, for pludselig kan jeg passe bukser, jeg købte, da jeg var i 30'erne og de sidder faktisk lidt løst. (Ret heldigt, for jeg har ikke råd til nye og jeg hader desuden at købe bukser). Kiloene rasler af mig, uden at jeg skal gøre så meget for det. Til gengæld må jeg så tøvende indrømme, at det hele sidder lidt mere løst. Det gør det altså. Kan stadig lave ballondyr på min mave og vinkemusklen har også sit helt eget liv.

Men hell, hvis man bare tænker i trusser, der samler (om jeg så må sige) og strammer bh-stroppen en anelse - efter, at man har hældt det, man nu har hængende foran indenfor det betryggende stof (elsker, at jeg opdagede bh'er, da jeg var i starten af 30'erne og ungerne havde tygget mine fine bryster lange), så går det sågu nok.

Skal jeg være helt ærlig (og det skal man jo), så synes jeg, at det er meget bedre og nemmere at være i fyrrene, end i 30'erne. Meget muligt, at jeg var strammere, men jeg var også ti gange mere bekymret og stresset og angst for at gå glip af ting og jeg vidste ikke helt, hvilken retning jeg skulle gå i og jeg fandt mig i meget mere, end jeg gør i dag. Og jeg var bange for at falde af på den og ikke nå med og ungerne skulle også have deres og jeg var frustreret perfektionist og kunne ikke tilgive hverken mig selv eller andre (mest mig selv) og det kan jeg så se,at alle dem, der er yngre end mig, kæmper med, ligesom jeg gjorde i deres alder og jeg har mest lyst til at lægge en beroligende hånd på deres skulder og sige det går nok og husk, at du har kun ét liv og nyd det du har (og lad være med at tro, at formlen er "Sex and the City", for det har du hverken råd eller tid til!)

Det var bare det, jeg ville sige. Hej, Hej.

Suslings ode til P1

Jeg sidder her pakket ind i P1 og uld. Godt at man kan blive klogere, mens man fryser og halsen er som sandpapir. Lige nu hører jeg f.eks. om, hvordan det er at være bedemand. Det er faktisk en metier, jeg selv har overvejet, lige som at blive privatdetektiv. To samfundsnyttige og meget agtværdige erhverv skulle jeg mene! Og så er det lige, at jeg tænker, at bedemænd, de bliver sgu da ikke arbejdsløse. Tvivler kraftigt på, at død er konjukturbestemt. Men hvordan bliver man bedemand? Kan man komme på bedemandskursus? Tror ikke lige, at man kan blive aktiveret som bedemand, nu hvor vores ansvarlige regering, sammen med den hellige, der har fået sit besyv med, med en værdikommision, har skabt endnu en finanslov, der får hjulene til at rulle (not) og lige sådan en passent, har skåret aktiveringen væk.(Siger jo, at man bliver klog af P1!)

Men altså bedemand! Hvorfor ikke?! Det kræver jo både omsorg, empati og organisationstalent.