Susling Gammelsmølfine

Fyrre, fed og færdig? Tja, lidt færdig føler jeg mig lige nu, hvor jeg lever af en cocktail bestående af strepsiler og pinexer og sidder indhyllet i store sjaler (og i dag var ved at dejse om efter en tur i kiosken (forbandet, at man samtidig har en lille stemme inden i en, der siger: Pjækkerøv. (Damn flinkeskolen!)). Fyrre er jeg jo også - på den seriøse måde. Om et halvt år kan jeg ikke længere sige, at jeg er midtfyrrekategorien og inden jeg ser mig om, så havner jeg i kategorien 50-69.

Og så må jeg tilstå, at læsebriiilllen er blevet en fast bestanddel af mit liv. Men efter flere års tilløb er jeg i det mindste nået til det stadie, hvor jeg husker dem og også bruger dem. Mine arme er simpelthen ikke lange nok længere til at læse det med småt, tråde en nål eller klippe negle.

Men fed!! Nope. Her er der sket en radikal ændring, for pludselig kan jeg passe bukser, jeg købte, da jeg var i 30'erne og de sidder faktisk lidt løst. (Ret heldigt, for jeg har ikke råd til nye og jeg hader desuden at købe bukser). Kiloene rasler af mig, uden at jeg skal gøre så meget for det. Til gengæld må jeg så tøvende indrømme, at det hele sidder lidt mere løst. Det gør det altså. Kan stadig lave ballondyr på min mave og vinkemusklen har også sit helt eget liv.

Men hell, hvis man bare tænker i trusser, der samler (om jeg så må sige) og strammer bh-stroppen en anelse - efter, at man har hældt det, man nu har hængende foran indenfor det betryggende stof (elsker, at jeg opdagede bh'er, da jeg var i starten af 30'erne og ungerne havde tygget mine fine bryster lange), så går det sågu nok.

Skal jeg være helt ærlig (og det skal man jo), så synes jeg, at det er meget bedre og nemmere at være i fyrrene, end i 30'erne. Meget muligt, at jeg var strammere, men jeg var også ti gange mere bekymret og stresset og angst for at gå glip af ting og jeg vidste ikke helt, hvilken retning jeg skulle gå i og jeg fandt mig i meget mere, end jeg gør i dag. Og jeg var bange for at falde af på den og ikke nå med og ungerne skulle også have deres og jeg var frustreret perfektionist og kunne ikke tilgive hverken mig selv eller andre (mest mig selv) og det kan jeg så se,at alle dem, der er yngre end mig, kæmper med, ligesom jeg gjorde i deres alder og jeg har mest lyst til at lægge en beroligende hånd på deres skulder og sige det går nok og husk, at du har kun ét liv og nyd det du har (og lad være med at tro, at formlen er "Sex and the City", for det har du hverken råd eller tid til!)

Det var bare det, jeg ville sige. Hej, Hej.