Susling hønemor

Principielt går jeg ind for, at mine unger er ærlige og fortæller mig om deres bekymringer og den slags. Altså i princippet. For når de fortæller mig noget bekymrende, så starter den store Mor-bekymringsmaskine op på fuldt tryk. F.eks. som lige før, hvor Skumfidusen kommer ud til mig i køkkenet og siger, at hun synes, det er underligt, at hun ikke kan finde sin pung. "Skriiiiiiiiig!!" hviner det inde i mig og stemplerne på maskinen går igang. Jakkedi, jakkedi og godt med bekymringsdamp ud af begge ører. "Eiiii, jeg skulle aldrig ha' fortalt dig det, "sukker Skumfidusen opgivende og går ind på sit værelse igen.

Nej, for fillan, det skal hun ikke. En bekymringsmor, som mig, har til tider bedst af at blive holdt hen i mørke. I hvertfald, når det gælder de små ting og hvis hun nu selv mener, at pungen ligger hos en veninde?! Eller hvad med den dag, jeg spurgte min søn, hvordan han egentlig gik og havde det og så svarer han:"Fint, fint, jeg skal bare lige have styr på mit liv."(!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!)

Uuuuh, jeg er god til bekymringer, når det drejer som alle mine små kyllinger. Kom ind under mors lune vinge, gok, goooook, gok.