Susling illiminerer

Det er sjovt, hvordan man den ene dag synes, læsset tipper og den næste dag vågner man op og så kan man overskue verden igen. Men jeg har lært at anskue det som en læreproces: Hvordan jeg konstruktivt kan håndtere begyndende stress.

Jeg er startet med at illiminere. F.eks. overrakte jeg Moster hendes nøgle til hendes gamle lejlighed. Nu har jeg brugt rigeligt med tid på at rydde ud og smide ud. Mange søndage i træk og nu er det slut. Jeg kan ikke blive ved med at have andres problemer som et slæbeanker. Hun er åndsfrisk nok og det er hendes lejlighed. Hun er forøvrigt begyndt at brokke sig og pive igen. F.eks. har hun fået en fantastisk treværelses lejlighed med altan og udsigt direkte til en masse træer og legende børn. Det er ikke godt nok til hende. Herrejemmeni!

På mit job bad jeg simpelthen om, at chefen kom med prioriteter i forhold til det, jeg skal lave. Jeg har mange projekter i gang på én gang og hvad er vigtigst her og nu? Meget muligt, at jeg er i stand til at overskue, tænke langsigtet og holde snor i meget af det. Men når jeg begynder at blive glemsom og flimrer rundt, så er det steget mig over hovedet. En klar udmelding er derfor nødvendig og hallo! Det er da ikke mig, der er chefen.

Det er ikke nemt, at indrømme over for sig selv, at der er ting man ikke kan. Vi vil vel alle gerne fremstå sikre, rolige, gode og strålende af overskud. Det gør jeg så til syneladende ikke. Men jeg begynder at kende min egen besøgstid og mine egne reaktionsmønstre og nu vil jeg altså have ro. Ro blev der sagt!