Susling melder nyt fra køkkenfronten

Vi skal ud og se på noget så fancy som greb, bordplader og køkkenlåger i dag (gaaab, tænker I, så last season). Men hei, altså, når man har levet i alt for mange år med Christiania-køkken fra Helvede, hvor køkkenbordet er transformeret til et puslespil, så alt kan være der og der er konstant fare for at få en skål i hovedet, når man åbner et skab. Så er man bare glad.

Selv om - mellem os - det føles lidt, som noget jeg leger. "Hm, tjo, smart greb," vil jeg sige til køkkenmanden, mens jeg håber, at han ikke opdager, at jeg slet ikke er voksen nok til at få et ordentligt køkken. "Blankpoleret? Er det nemmere at holde rent?", vil jeg sige med fornuftig stemme. "Træ eller laminat? Hvad er vi til, Anders?" vil jeg kvidre.

Men inden i mig, der sidder en lille pige, som synes, at det hele er fuldstændig surreelt. For flotte køkkener, det er sådan noget andre har. Sådan nogle, som tager på shoppeture med veninderne og snakker om skiferier eller vinterferier i Sharm el Sheik (vinterferie? Hvad er det?). Sådan nogle, som bare ikke kan leve uden to biler og helst med aircon og det hele. Sådan nogle, der har klædeskabe, hvor alt kan være og som ikke skal sparke sig frem til støvsugeren. Sådan nogle, der har bryggers og tørrerum og ikke behøver at lege den lille vaskekone halvt i køkkenet halvt i stuen. Sådan nogle med et lille veletableret funktionærjob og et fast bord i kantinen. Sådan nogle, der er gift med stabile ingeniørmænd, der løber og spiller golf.

Det er i hvertfald ikke sådan en som mig.

PS. Men hvis jeg nu spidser de høje hæle og sætter håret op til fandango, så kan det jo være, at det ikke føles helt så akavet og jeg som minimum SER voksen ud.