Suslings hverdag

Ved ikke rigtigt, hvad man skal tænke, når man har skrevet sådan en overfrisk se-mig-lige-jeg kan-alt-uopfordret ansøgning og får tilbagemeldingen om, at de fornyeligt, har haft en stilling slået op, og at jeg ryger med i puljen, fordi de stadig er i gang med at vurdere ansøgningerne. Going. Tror nok, jeg ville havde skrevet den lidt anderledes, hvis jeg havde vist det.

Denne uge er iøvrigt udnævnt til marathonansøgningsskrivningsuge. Nu skal jeg altså videre i mit liv og tjene penge, der matcher min smag (og undgå tvangsaktivering, som f.eks. den journalist jeg hørte om, der blev sendt ud i en børnehave som pædagogmedhjælper. Hvordan grejer man lige den på cv'et? Skriver, at man er gået undercover for at researche til en artikelserie om børns forhold i børneinstitutioner?)

Det må bare ikke ske. Tænk, hvis jeg blev aktiveret som pedel på en skole. Synd for skolen og for mig. Så jeg har nøje lagt en plan. Først morgenfitness, hvor jeg slås med de andre damer om tøsemaskinerne (stepmaskinen, ballepresseren, lårpresseren, mavepresseren og bingovingestrammeren). Tager også lige løbebåndet og brystknuseren. I dag udvidede jeg med romaskinen og rygstrammeren plus en omvej på cykel hjem. Og så er det tid til jobansøgningerne. Har sat mig for, at der skal lige 8-10 ansøgninger, når denne uge er ovre. Skide være med, hvad det er. Jeg søger (inden for mit felt) revl og krat. Efter fiskeæggemetoden, som Anders kalder det. Det bare om at sprede sin sæd og så håbe på, at noget bliver befrugtet. Ingen fine fornemmelser her. F.eks. har jeg søgt en stilling, hvor der indgår noget østrigsk og noget digitalt. Hvorfor ikke. Kender jo landet og taler sproget. Får jeg det job, så fejrer jeg det med at investere i en tyrolerkjole og begynder at gå med fletninger i en krans om hovedet. Bare fordi jeg kan.

Susling rapporterer fra kontorstol og cykel

I dag var jeg tæt på at falde ned af kontorstolen i total frustration over, at jeg ikke ved, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor (Hallo, for fillan jeg er 46!!).

Altså, jeg ved, hvad jeg kan li' at lave og jeg ved også, hvad jeg er god til. Men farven på min jobtitel??????? Skal jeg være inhouse? Skal jeg være konsulent igen? Skal det være i noget ngo eller er jeg til det mere profitmaksimerende, hvor man ikke er overdresset, hvis man har en habit på?

Store og anstrengende spørgsmål på en dag, hvor jeg har bakset mig frem og tilbage på cykel i gråhvidt smatvejr på de overfyldte københavnske cykelstier, fordi jeg nægter at betale penge for at komme på arbejde (indrømmer så, at min kørestil var abslut nonaggressiv på gammelkonemåden. Meget muligt andre har et dødsønske. Personligt vil jeg gerne leve en dag længere. Selv som karriereforvirret).

Sluttede så lige dagen af med et møde i banken. Og hvad skulle vi snakke om? INVESTERINGER. Tro det eller lad være. Men det er faktisk sandt. Har fået frigivet en arbejdsgiverpension og nu skal der aktier og obligationer på banen.

Semiledig, tja. Karriereforvirret, bestemt! Men jeg forsøger at være det med stil iført pels, perler, kaoshår, strikhue og støvler fra sæson annu dazumal og nu også som aktiespekulant (ikke noget med etiske investeringer og corporate social responsability her. Giver det afkast, så napper jeg det. 'Cause I need it).

Susling byder hurtigt ind

Nå, for dælen! Der fik jeg vist lige illimineret mig selv væk i min iver efter, at få renset ud i stressfaktorer. Det var ikke lige meningen. Men til generel orientering er jeg levende og sparkende. Har rent faktisk et liv og her er lige nogle hurtige om min hverdag:

Bevægede mig ind i 'Jysk' forleden. Sætter normalt aldrig mine ben der. Jeg er alt for snobbet til det. Men mit sengetæppe var disintegreret og Anders havde på egen hånd (det skal han altså ikke!) købt et nyt sengetæppe i bixen. Heldigvis var det alt for stort (for det var saftsuseme grimt og det kunne jeg jo lissom ikke sige, vel!), så jeg tog med ned for at bytte det til noget mere spiseligt. Og høje skaber! Pludselig så jeg en mulighed for, at vi med vores skrabede budget, også kunne skifte klædeskabet fra helvede ud. (Det har stået i lejligheden lige siden huset blev bygget for cirkus 33 år siden. Det er tudgrimt, bøljestænger og hylder falder hele tiden ned og flere døre kan ikke længere lukke). Så nu har vi købt og betalt for et nyt hvidt, diskret og må jeg tilføje kedeligt, men absolut funktionelt klædeskab fra min hadebutik (den bix giver mig opstød). Men kunne vi få det med hjem? Nope, for det er i restordre. Så vi venter.

Og det gør vi også på tilbud og tegninger fra Køkkenmanden! Vi venter og venter og venter, nu på fjerde uge.

Altså, man skulle jo mene, at virksomhederne var helt vilde for, at få sparket gang i hjulene. Skulle man ikke?! Løkke Lars siger selv, at det er det private forbrug, der skal drive samfundet igang efter krisen. Og nu har vi altså privatforbruget og hvad sker der?! Ikke en dyt. Så jeg render stadig rundt og sparker til skabslåger, der ikke vil lukke og bander over Christiania-køkkenet fra helvede.

Men min tid skal nok komme og pengene - de få jeg har - bliver fremover holdt tæt ind til livet. Så kan I andre være dem, der sparker resten af hjulene i gang.

Susling stresshåndterer

Det går forrygende med min stresshåndtering (slukker f.eks. for tv'et, hver gang Pia og co. toner frem på skærmen. Er det kun mig, der synes, de er blevet abnormt skingre at høre på? Og hvor er Lille Lars og Ferie Lene?)

Nå, det var stresshåndtering, jeg kom fra. Bare et par bud fra min side:

Ignorerer alle Mosters opkald på mobilen. Jeg er faktisk på arbejde og jeg synes, det er for meget med fire, fem opkald på en dag, fordi hun lige mangler noget. Hvad med mig? Måske har jeg stadig begge ben på jorden, men jeg har da også mit med unger, vasketøj, opvask, indkøb, skimmelsvamp og vandskader i den modsatte side af opgangen, nyt køkken, en ledig mand, fortsæt selv listen.

Nå, ja, arbejder så hjemme denne uge, fordi jeg skal hamre en brochuretekst sammen og ikke kan rumme meget mere end det. (Jeg bliver så katatonisk og distræt, når jeg skal skrive ord, der ikke er skrevet før.)

Og hvad er der galt med at indlede en arbejdsdag med lidt fitness? (Jeg lover, at jeg tager tidligt derover). Jeg kan ligefrem mærke, hvordan stresstilstanden minimeres, for hver bevægelse jeg tager i maskinerne (som jeg forøvrigt er holdt op med at grine af. Maskinerne, altså).

I Østrig sagde man altid: "Immer mit der Ruhe". Sandsynligvis en version af "Hver ting til sin tid". Min flamboyante og hektiske side skal tage at lytte til den slags, så det er også mit bud på stresshåndtering. Man skal bare sige:"Immer mit der Ruhe" med fed østrigsk accent.

Susling melder nyt fra køkkenfronten

Vi skal ud og se på noget så fancy som greb, bordplader og køkkenlåger i dag (gaaab, tænker I, så last season). Men hei, altså, når man har levet i alt for mange år med Christiania-køkken fra Helvede, hvor køkkenbordet er transformeret til et puslespil, så alt kan være der og der er konstant fare for at få en skål i hovedet, når man åbner et skab. Så er man bare glad.

Selv om - mellem os - det føles lidt, som noget jeg leger. "Hm, tjo, smart greb," vil jeg sige til køkkenmanden, mens jeg håber, at han ikke opdager, at jeg slet ikke er voksen nok til at få et ordentligt køkken. "Blankpoleret? Er det nemmere at holde rent?", vil jeg sige med fornuftig stemme. "Træ eller laminat? Hvad er vi til, Anders?" vil jeg kvidre.

Men inden i mig, der sidder en lille pige, som synes, at det hele er fuldstændig surreelt. For flotte køkkener, det er sådan noget andre har. Sådan nogle, som tager på shoppeture med veninderne og snakker om skiferier eller vinterferier i Sharm el Sheik (vinterferie? Hvad er det?). Sådan nogle, som bare ikke kan leve uden to biler og helst med aircon og det hele. Sådan nogle, der har klædeskabe, hvor alt kan være og som ikke skal sparke sig frem til støvsugeren. Sådan nogle, der har bryggers og tørrerum og ikke behøver at lege den lille vaskekone halvt i køkkenet halvt i stuen. Sådan nogle med et lille veletableret funktionærjob og et fast bord i kantinen. Sådan nogle, der er gift med stabile ingeniørmænd, der løber og spiller golf.

Det er i hvertfald ikke sådan en som mig.

PS. Men hvis jeg nu spidser de høje hæle og sætter håret op til fandango, så kan det jo være, at det ikke føles helt så akavet og jeg som minimum SER voksen ud.

Susling på den tanketomme måde

Jeg arbejder hjemme i dag igen og det er nok meget godt, for mit hovede bobler og jeg nyser bare jeg tænker på et græsstrå. (Det er altså anstrengende, så'n at være pollenallergiker). Bortset fra det, så tænker jeg ikke så meget i disse dage. Jeg er her bare, mens jeg flytter min krop fra sted til sted og jeg er nok mere ude i noget konstatering. "Nå, der er vist en der mener sådan." "Nå, de har stadig ikke fået stoppet olien i Golfen." "Nå, Barak og ham Medejev (sådan ca.) spiser en burger sammen" osv. osv. osv.

Tænker på, om det er noget aldersbetinget, at hjernen sådan melder pas på de dybe betragtninger. Eller måske bare noget generel nivillering.

Inden jeg ser mig om, er jeg måske gået igang med at blogge om mine halvvisne pæoner eller vise billeder af mine bare sure tæer i mine nye sølvgladiatorsandaler, som jeg blev nødt til at købe i en pause, fordi mine gamle sandaler stod af og jeg flaprede rundt på gangene med 1 ½ sandal på fødderne. "Aaaaiiii, hvor ærgerligt," tænkte jeg. "Nu bliver jeg nødt til at købe nogle nye sandaler."

Der er også similisten på de nye sandaler. Ren bling, bling og ret motiverende for lige at hive fodgrejet frem, så fødderne ku' få sig et sommer-look. Bling, bling og hård hud matcher ret dårligt. Bortset fra det, synes jeg sådan nogle gladiatorstabejser er rimelig komplicerede at få spændt. Der er spænder overalt, men så er det da godt, at jeg er over småbørnsstadiet og stadig i en alder, hvor jeg kan nå mine fødder. Man skal jo være taknemmelig for den slags. Altså, at man stadig kan både se og nå sine fødder. Kunne jo være, at man var nået dertil, hvor den slags var en saga blot. Er jo trods alt 46 og i den alder bliver der ikke givet ved dørene, skulle jeg hilse og sige. Hverken på den ene måde eller den anden. Det er bare om at få det bedste ud af den tid man har, inden man ender på gerontologkrematoriet.

Susling går et øjeblik i zen-mode

Jeg hørte noget i går, som berørte mig dybt. Jeg har ikke lyst til at komme ind på, hvad det er, men jeg kan sige så meget, at selv om jeg normalt gerne vil være en handlingens dame, så er det her et af de tilfælde, hvor jeg faktisk ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op. Hvordan man kan hjælpe.

Nå, men det, jeg hørte, fik mig til at tænke på, at man skal huske at være taknemmelig engang i mellem. Lissom lave sig en lille statusliste med det, som man er glad for og ja taknemmelig for.

F.eks. er jeg dybt taknemmelig for, at jeg har min mand. Jeg er endnu mere taknemmelig for, at jeg har hans kærlighed.

Jeg er taknemmelig for, at mine unger trives og har råstyrke til også at klare modgang. F.eks. sagde Skummisen i går: "Mor, for første gang i lang tid er jeg rigtig glad!"

Jeg er taknemmelig for, at Gammel-Moster har det godt og skal hjem til sig selv på mandag. Da jeg tilbød at komme og hjælpe, sagde hun med et lille gnækkende fnis:"Jeg tror, vi denne gang tager det på det offentliges regning." Men hun mumlede også, nærmest henvendt til sig selv:"Gad vide hvor længe endnu man ville kunne gøre det?"

Jeg er taknemmelig for, at mine underboer er begyndt at fyre - endelig. Men vi har også kørt en kuldekamp mod dem. Ja, vi har nærmest prøvet at fryse dem ud. De sparer nemlig som ind i helvede og så er det os, der skal betale regningen.

Jeg er taknemmelig for, at jeg overhovedet har radiatorer, jeg kan skrue op og ned for og at jeg har et badeværelse. Det tror jeg aldrig jeg holder op med at være. Det er nemlig ikke en selvfølge og jeg husker stadig min ungdoms lille slumlejlighed, hvor ilden i petroleumsovnen blafrede, vi tog bad i en balje og vinduerne var dekoreret med isblomster.

Jeg er taknemmelig for at jeg er her - lige her - og ikke bliver ædt op indefra af vrede og fortrængte traumer. At der egentlig ikke er nogen, jeg er vred på og at jeg har fået evnen til at tilgive og forstå andres bevæggrunde og mønstre. De må jo leve med sig selv, som de nu bedst kan, så passer jeg mit. (Fået og fået er nok så meget sagt, mere noget jeg har arbejdet mig frem til gennem årene.)

Jeg håber også, at I andre har meget at være taknemmelig for.

PS. Pladderballeindlæg - I know - men den slags skal jo også til en gang i mellem, sku' jeg mene.